Søndag på Aros i den blå farves tegn

Vi tog til Aarhus i dag for at se udstillingen af Edvard Munchs værker på Aros. Det er på mange måder en knugende udstilling, samtidig med at den gør er stort indtryk. Jeg kan dog bestemt ikke påstå, at jeg abonnerer på Munchs kvindesyn; formodentlig er det i høj grad farvet af den tid, han levede i.

Dette var sidste dag, Edvard Munch-udstillingen blev vist, så hvis man ikke har set den, er det desværre for sent – man må lægge vejen forbi Edvard Munch-museet i Oslo.

Vi nåede også at se udstillingen med værker af Yves Klein, Anish Kapoor og James Byars. Også den var interessant, men stemningen var en helt anden. Hvis man ikke ved bedre, vil man tro at de tre kunstnere hver især kun brugte henholdsvis blå, rød og hvid som farve i deres værker.

*

Vi kørte til Aarhus med rejsekort, og dets standere har et lys der næsten er Yves Kleinsk blå. Jeg har haft rejsekort i mere end et år, men jeg har det stadig med at glemme at tjekke ud. Sådan gik det også i dag både for min kone og jeg – og vi opdagede det først, da vi stod på Aros. Jeg endte med at gå tilbage til stationen for at tjekke vores kort ud.

Der burde laves en løsning på dette, som for mig at se er et lidt for oplagt problem med brugbarhed. Det oplagte ville være en mobil-app, der kunne tilgå rejsekort-kontoen på baggrund af de samme oplysninger som anvendes på http://www.rejsekortet.dk og tjekke ud, tanke op, spærre osv. Selve udtjekningen kunne være lokationsbaseret – hvis der er en tjeneste, hvor lokationsbasering burde være oplagt, var det denne. Desværre ser der ikke ud til at en sådan app findes. Der findes en Android-app, der minder brugeren om at tjekke ud, men det er jo slet ikke det samme. Der er tidligere blevet fremsat et ønske om en app af bl.a. http://forsinkelsen.dk, der er meget kritisk over for Rejsekortet og dets sikkerhedsproblemer (men disse er en anden historie).