Nedefra og oppefra

Her er et foredrag, der er ved at være halvandet år gammelt, men det er stadig aktuelt. Foredragsholderen er Maajid Nawaz, der er englænder med pakistansk baggrund. Engang var han islamist, dvs. en person som vil have at alle skal følge hans specielle udgave af islam. I dag arbejder han med demokratiaktivister i Pakistan. I høj grad en forandret mand.

Da Maajod Nawaz holdt sit foredrag, var det “arabiske forår” stadig i sin vorden. Siden er der sket meget. I både Egypten og Tunesien er der spændinger mellem de islamistiske partier og resten af det politiske spektrum (ingen af stederne udgør islamisterne et flertal). I Syrien er islamister blandt de fremtrædende i oprøret mod Assad-regimet. Ironisk nok er det libanesiske Hizbollah blandt dem, der kæmper for Assad-regimet.

Men hvorfor går det islamisterne så godt? Det, de står for, er jo dybt reaktionært og ubehageligt.

Også de reaktionære nationalistiske bevægelser i Europa har kronede dage. Det græske Gyldent Daggry, der engang var et marginalt fascistparti, har vokset sig stort, og det franske Front National har længe stået uhyggeligt stærkt.

I denne weekend er der valg i Italien, og vi kan se hvordan en korrupt, forbryderisk person som Berlusconi i uskøn alliance med nyfascisterne formodentlig kan opnå støtte fra omkring en femtedel af befolkningen.

Det, som de reaktionære grupperinger mange steder lykkes med er, som Maajid Nawaz påpeger, at fremstå som en græsrodsbevægelse. Det er en antidemokratisk og anti-menneskerettigheds-bevægelse (og i mange tilfælde er deres ledere ikke “folkelige”, men tværtimod enormt rige), men de starter nedefra. Og det lykkes for dem. Prøv at sammenligne med forsøgene på at indføre demokratiske strukturer i Irak efter den USA-ledede invasion; alle disse forsøg kom oppefra og slog fejl.

Og det man har set i bl.a. Irak, ser man også nu i Europa – senest i Grækenland og i Italien: Demokratiske idealer er bare blevet én blandt mange valgmuligheder og derfor én, det er blevet legitimt at vælge fra. Herhjemme kan vi se, hvordan et bestemt politisk parti, nemlig Dansk Folkeparti, har positioneret sig som modstandere af menneskerettighederne. Det er også skræmmende.

For mig at se er der kun én ordentlig konklusion: De græsrodsinitiativer, der arbejder for menneskerettighederne, må arbejde sammen. Hvis det kan lykkes for de reaktionære bevægelser, må det også kunne lykkes for alle os andre, der har en bedre sag.

(Visited 56 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar