Dagens husråd

latex2b

Jeg er kommet med på Quora, hvor jeg følger med i spørgsmål/diskussioner om en hel masse emner. Nogle diskussioner giver megen indsigt, andre (f.eks. “Hvad er verdens bedste guitarsolo?”) er lige så lidt spændende som at tale om andre menneskers livret. Et af emnerne, jeg følger med i, er spørgsmål om mit yndlingsdokumentbehandlingsprogram, TeX/LaTeX. Nogen spurgte:

LaTeX: What should I know about LaTeX?

Det har jeg så svaret på. Jeg synes egentlig, at mit svar fortjener også at blive skrevet på dansk, så her er det:

For at kunne bruge LaTeX på en meningsfyldt facon, skal man vide dette (ud fra mine mange erfaringer med begynderes LaTeX-kildetekst, som jeg har set i årenes løb):

  • at man under ingen omstændigheder skal forsøge sig med naiv “visuel formattering” i LaTeX ved brug af tvungne linjeskift ( dvs. \\  ); formatteringen er kontrolleret af en samling parametre som man kan justere i dokumentets præambel;
  • at der er en meget stærk og effektiv understøttelse af at skrive matematik i LaTeX, som man skal betjene sig af; vær især opmærksom på forskellen mellem “brødtekst-formler” (afgrænset af $...$) og displaymath (delimiters \begin{equation}...\end{equation} etc.);
  • at man skal lære hvordan man foretager interne referencer (med \ref ) og kildehenvisninger (med \cite );
  • at man bør lave sine egne kommandoer (med \newcommand ) for de konstruktioner, som man bruger ofte (i mit tilfælde gælder dette mængdeabstraktion);
  • at der er der masser af LaTeX-pakker derude som kan alt muligt, men at man kun skal bruge dem, man virkelig har brug for;
  • at man altid kan lære mere om LaTeX.

Kort og godt: brug LaTeX som det er meningen at LaTeX skal bruges, ikke som et “klodset men opreklameret alternativ til Microsoft Word med pænere fonts”.