En ren feriekoloni

BastoyNorway

Der er en interessant artikel af Erwin James i The Guardian om det norske fængsel Bastøy; som navnet antyder, ligger det på en ø. Billedet ovenfor er taget fra artiklen og indrømmet – det ligner jo ikke et fængsel. De indsatte bor i træhuse, hvor de har hver deres værelse. Der er værksteder og de indsatte har mulighed for at gå ned til stranden. Ideen er at man skal vænne sig til at leve som man gør i det omgivende samfund. De indsatte har begået voldsomme forbrydelser – men de skal alle være i slutningen af deres afsoning med højst fem år tilbage, før de kan søge om at blive overflyttet til Bastøy.

Jeg har selv én gang i mit liv været på besøg i et fængsel, og det var endda et britisk fængsel – det berygtede Strangeways-fængsel i Manchester, som The Smiths opkaldte deres sidste album efter. Sjældent har jeg set et sted så fyldt med ensretning, mistillid og dehumanisering.

Det er altid nemt at blive enige om hvordan det er bedst at behandle dem, vi holder af. Derimod er det straks meget sværere at finde ud af hvad vi skal gøre med dem, vi har et udestående med. Når vi hører om alvorlige forbrydelser, er der mange der først og fremmest er vrede – og det er også meget forståeligt. Men strengheden og vreden virker formodentlig ikke for andre end for ofrene, og den virker næppe forebyggende. USA og Rusland har nogle af de hårdeste fængsler og de strengeste straffe i verden, men begge steder er der alvorlige problemer med kriminalitet. Norge har til gengæld den laveste recidiv-procent i Europa med kun 16 procent. Recidivprocenten er den procentdel af dømte kriminelle, der efter løsladelse begår kriminalitet igen.

Meget af det vi gør mod hinanden, fordi vi er vrede, gør vi i vrede, og det er ikke et resultat af overvejelser om andre konsekvenser end at vreden skal lukkes ud. Derfor bliver det ofte kontraproduktivt på længere sigt. Du er vred fordi din cykel er punkteret, så du sparker til den – og knækker to eger. Du er vred fordi din ægtefælle ikke har vasket op eller ryddet op, så du råber op – og din ægtefælle er vred på dig.

Når talen falder på dette emne, kommer jeg til at tænke på den danske jurist Ole Ingstrup, der var med til at reformere den canadiske kriminalforsorg; der er et interessant interview med ham i Information fra 2009. Efter Ole Ingstrups reformer i 1990’erne faldt recidivprocenten i Canada til det halve.

Selvfølgelig kan en reform af kriminalforsorgen ikke løse alle problemer. I samfund hvor organiseret kriminalitet (der ofte går hånd i hånd med korruption) og fattigdomsrelateret kriminalitet er dominerende problemer, er sociale reformer selvfølgelig af stor vigtighed.

Erwin James, der skrev artiklen for The Guardian, er forresten selv en slags autoritet hvad angår kriminalforsorg: han har selv siddet i fængsel i 20 år med en livstidsdom. Han skriver:

As a life prisoner, I spent the first eight years of the 20 I served in a cell with a bed, a chair, a table and a bucket for my toilet. In that time I was caught up in a major riot, trapped in a siege and witnessed regular acts of serious violence. Across the prison estate, several hundred prisoners took their own lives, half a dozen of whom I knew personally – and a number were murdered. Yet the constant refrain from the popular press was that I, too, was living in a “holiday camp”. When in-cell toilets were installed, and a few years later we were given small televisions, the “luxury prison” headlines intensified and for the rest of the time I was in prison, it never really abated.

Uanset hvad lyder det ikke en god forberedelse til at leve som man gør uden for fængslet.

(Visited 425 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar