Træning til Armageddon

worldwarz

Jeg opdagede i dag, at der er en ny katastrofefilm på trapperne; Brad Pitt spiller hovedrollen og filmen hedder World War Z. Denne gang er det en uhelbredelig sygdom, der gør det af med en masse mennesker, men forvandler mange af resten til en slags zombier. Den tyske instruktør Roland Emmerich har allerede ladet Jorden gå under en tre-fire gange (i Independence Day, i Godzilla, i The Day After Tomorrow og senest i 2012) og denne film kunne godt ligne endnu en omgang Dommedag fra Emmerich – men World War Z er nu lavet af en tysk-schweizisk instruktør ved navn Marc Forster, der også har lavet lidt mindre “kulørte” film som Monster’s Ball og Finding Neverland. Det, der først interesserede mig ved World War Z er at den skal foregå i USA, men faktisk til dels er filmet i Skotland (Glasgow illuderer Philadelphia; på billedet ser man hvordan).

World War Z er baseret på en roman af samme navn fra 2006 af den amerikanske forfatter Max Brooks (der forresten er søn af Mel Brooks og Anne Bancroft).

Men det rigtig interessante er og bliver hvorfor i alverden der bliver ved med at komme film om Jordens undergang. Det er jo lidt underligt at gå i biografen og se en film, hvis præmis er at alle dem, der ser filmen, starter med at dø.

Slavoj Žižek skrev i 2010 en bog, Living In The End Times, der handler netop om at leve i “de sidste tider”. Her mener den slovenske filosof ikke at vi bliver angrebet af en altudslettende sygdom, men at den globale kapitalistiske økonomi står over for en kollaps. Hans provokerende, men også meget interessante påstand er at samfundet forholder sig til dette ud fra en sorgbearbejdning med samme stadier som den, et døende menneske gennemgår. Det har den schweiziske psykolog Elisabeth Kübler-Ross en berømt teori om, og ifølge den er der fem stadier (her citeret fra Den Store Danske): fornægtelse, vrede, købslåen, depression og accept.

Det er også interessant, at der er film i helt andre genrer, der tilsyneladende er del af en slags ritual. Min datter på 11 ser en hel masse amerikanske tv-serier, hvor hovedpersonerne er teenagere – og disse halvtimes-episoder er propfyldt med dåselatter, der skal skjule at der faktisk er ikke ret meget morsomt ved dem. Men seriernes forventede publikum er ikke teenagere, men børn, der engang vil blive teenagere. På denne måde har Hannah Montana og lignede episke genistreger en tiltænkt forberedende effekt.

Måske er det også derfor, katastrofefilmene findes og ser ud som de gør? De fungerer som led i en slags mental forberedelse på at vores system en dag går under. I USA er der en sådan mental forberedelse, der er blevet tydeligere i de seneste årtier, nemlig den såkaldte survivalism. I en dialog med læsere i The Washington Post svarer Max Brooks sådan i 2008:

[Læser:] Anyway, my question is: how has being an American (presuming you are) influenced your perspective on zombies? Or, put another way, what is it about zombies that resonates so strongly with Americans (“Sean of the Dead”, excepted of course)?

 

[Max Brooks:] First, I think the survival element is VERY strong in American culture. We are a nation of individualists. We believe with the right tools and talent that we can survive anything. And sometimes that’s right, but not always.

Skal jeg se World War Z? Jeg ved ikke rigtig. Jeg vil hellere til Skotland igen en tur. Forhåbentlig har de fjernet de gule taxier og de grønne gadeskilte igen.

(Visited 78 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar