Skat på soveværelser

room-measuring bedroom tax da

Den konservativt-liberale britiske regering indfører nu en bedroom tax, der vil ramme alle husstande, der har et uudnyttet værelse. Den britiske National Housing Association har en side om denne skat; den vil ramme et meget stort antal husstande med lav indkomst, herunder alle der, har et gæsteværelse eller et værelse, som ikke-hjemmeboende børn bruger, når de er på besøg ­­ – eller fraskilte forældre, der har børnene boende på skift.

Hele sagen om bedroom tax minder forbløffende meget om den berygtede poll tax, der sidst i 1980’erner havde en tilsvarende social slagside ­- dengang skulle alle over 18 år i en husstand betale samme beløb i kommuneskat, uanset indkomstgrundlag.

Hele sagen viser et syn på lavindkomstgrupper og på fattigdom, som man også kender fra Danmark. En række britiske trossamfund har publiceret en fælles rapport, der fokuserer på socialpolitikken i Storbritannien og det negative syn på lavindkomstgrupper. I The Guardians omtale kan man læse dette:

Paul Morrison, public issues policy adviser at the Methodist church, said the churches were concerned that the benefit cuts were “a symptom of an understanding of people in poverty in the United Kingdom that is just wrong”.

Speaking to the BBC, Morrison said: “It is an understanding of people that they somehow deserve their poverty, that they are somehow ‘lesser’, that they are not valued. The churches believe that they are valued and we believe that they should be treated much more fairly than they are being.”

Også herhjemme er der organisationer, der udfordrer det efterhånden bredt accepterede billede af fattigdom som selvforskyldt, men desværre hører man ikke så meget til dem.

Folkeskolereformer her – og der

ecolepublique

Mens vi venter på lockout og alt hvad deraf følger, er vi vidne til endnu en opslidende diskussion af forholdene i den danske folkeskole. Men også andre steder i Europa har regeringerne store planer. Det gælder således i Frankrig, og også her er der optræk til konflikt. I januar kunne man således i de franske medier læse dette (af hensyn til mine mindre frankofone læsere gengiver jeg her en udgave på engelsk fra France 24)

A majority of primary schools were closed on Tuesday in the French capital, as angry Paris-region teachers went on strike to protest against President François Hollande’s first major reform to the country’s school system.

The measure, which calls for reducing the amount of class time during the school day and adding an additional half-day on Wednesday, would go into effect in September 2013. In the current system, French primary schools operate on a four-day schedule, with no classes on Wednesday.

Striking teachers say the reform does nothing to improve the quality of education for children, and will simply force teachers to spend more time at the workplace with no compensation.

Det interessante her er at franske folkeskoleelever i modsætning til de danske vil få kortere skoledage, men som man kan se af ovenstående, til gengæld skal gå i skole om onsdagen – det har de hidtil ikke gjort. Om onsdagen har franske børn så typisk dyrket deres fritidsinteresser.

Jeg tør ikke påberåbe mig en særlig indsigt i folkeskolepædagogik (det tør regeringspolitikere til gengæld gerne), så jeg kan ikke udelukke, at en ændret skoledag måske ville kunne være til gavn og glæde for i hvert fald nogle skoleelever, men det er helt tydeligt at hverken det danske eller det franske forslag tilfører ekstra resurser, der skal muliggøre de forandringer, der er tiltænkt. Det er vel også derfor reaktionerne Danmark og Frankrig er så ens, selv om reformerne går i hver sin retning: Lærerne oplever, at der bliver handlet hen over hovedet på dem og at de ikke bliver taget alvorligt.

For en sikkerheds skyld: Jeg har ingen grund til at tro at det herhjemme utroligt populære parti Venstre ville lægge en linje, der viste større indsigt i eller forståelse for forholdene i folkeskolen. Også under den foregående regering skete der en række pludselige tiltag over for folkeskolen og læreruddannelserne, der tilsyneladende mest havde til hensigt at vise “handlekraft” – her tænker jeg bl.a. på de nationale tests.

En uskyldig bemærkning?

donglegate

Der har for nylig været en træls sag i USA, hvor IT-konsulenten Adria Richards til en konference for Python-udviklere hørte to mandlige deltagere komme med nogle bemærkninger med seksuelle under- og overtoner. Adria Richards kommenterede dette sig på Twitter og viste et billede af de to mænd. Mændene blev kort tid efter fyret. Og Adria Richards blev fyret. Kort sagt: Alle tabte.

Alice Warwick fra Fordham University har en kronik om denne sag i Wired. Hun skriver

Rather than attempting to discern whether Richards was in the right or the wrong, I’ve been thinking about why the issue blew up and what it reveals. Because it’s far from the first time this kind of thing has happened. The Richards incident and resulting backlash not only reveals the lack of diversity and presence of misogyny in tech culture, but the myth of meritocracy and the growing belief in “misandry” online.

De næste linjer er de mest ubehagelige; de får mig til at tænke på den ubehagelige sag om den unge canadiske blogger Anita Sarkeesian, som jeg tidligere har skrevet om her.

Regardless of the nuances of the incident, the fact remains that Richards faced a gargantuan backlash that included death threats, rape threats, a flood of racist and sexually violent speech, a DDOS attack on her employer — and a photoshopped picture of a naked, bound, decapitated woman. The use of mob justice to punish women who advocate feminist ideals is nothing new, but why does this happen so regularly when women criticize the tech industry? Just stating that the tech industry has a sexism problem — something that’s supported by reams of scholarly evidence — riles up the trolls.

Alice Warwick har fat i noget vigtigt her. Jeg kender bestemt mange, der ikke hader feminister og faktisk taler positivt om ligestilling. Men den modsatte holdning findes også. Derfor må IT-branchen og datalogi-miljøerne, der i stort omfang leverer kandidater til den del af IT-branchen, der beskæftiger sig med udvikling af software, må tænke over hvad det er for en kultur, der findes her. I går skrev jeg om strutte-tendenserne, der er en negativ side af kulturen inden for datalogi og inden for IT-branchen. De mere åbenlyst ubehagelige tendenser er der også, og når de kan findes, hænger det i høj grad sammen med benægtelse. Warwick skriver:

Yet the myth of equality persists, since the technology industry considers itself a meritocracy where the “good” ones — for example, talented engineers and programmers — will rise to the top regardless of nationality, background, race, or gender. When considering the dismal numbers of women (as well as African-American and Latino men) in tech, the meritocratic presumption is that these minorities aren’t good at or interested in technology; otherwise, there would be more of them.

Som i mange andre sammenhænge i samfundet, hvor der er uligheder, kan vi nemlig være tilbøjelige til at ikke at ville tro på at ulighederne findes – eller at de er helt selvforskyldte. (Tænk på hvordan der somme tider tales om fattigdom i Danmark.) Vi vil gerne have at alle har lige muligheder. Et bedre ideal vil være at arbejde for at alle rent faktisk har lige muligheder.

Manden, der ville være maler

bush_paintings_embed5

Han vandt valget, blev leder af sit land, indsatte sine venner og fik stor støtte fra industri og militær. Senere startede han en krig. Men egentlig ville han bare være – kunstmaler. Her er nogle af de ubehjælpsomme billeder, man i dag ved at han nåede at lave. Nu kan de ses på nettet, og man kan også læse mere om dem i en artikel af Travis Diehl. Han skriver

Talent isn’t at issue here. Divine or profane, his is painting on faith: direct, observational subject matter — dogs, cats, fruit, sunsets, and himself in the bathroom — imbued with an otherworldly ambiguity through the botched certainty of its execution.The two dozen (as of this writing) known George W. Bush paintings evince the same raw inspiration that guided him as president.

Struttende nørder

strut

Judy Robertson, der er lektor i datalogi på Heriot-Watt University i Edinburgh, spekulerer som så mange andre af os på hvorfor der efterhånden er så få kvinder, der studerer datalogi. Hun tager på sin blog fat i et kulturelt fænomen, som også jeg har tænkt over. Hun kalder det for nerdy strutting.

What is nerdy strutting? Garvin-Doxas and Barker (2004) refer to “strutting” as a style of interaction where people show off their knowledge by asking questions carefully designed to demonstrate that they know a lot about the topic, and quite possibly that they know more than everyone else around them. The problem with this in a learning situation is that students who lack confidence assume that they are the only person who doesn’t understand, and quickly feel even more demoralised. An example might be of a student interrupting the lecturer with a fake question of the sort, “But wouldn’t it be better to use a function to do X?” I say fake question, because the strutter knows the answer already but is merely trying to show that they know this advanced concept which has not yet been covered. Or if another student gives an answer, a strutter might say “But wouldn’t it be more elegant to do X?” Garvin-Doxas and Barker studied computer science classrooms, and found that often female students were put off by male strutters.

Det er ikke kun i undervisningen og til workshops for studerende, der bliver struttet. Det sker bestemt også til egentlige akademiske konferencer. Det opdager man som regel i spørgetiden efter et foredrag. Her er der typisk fire bevæggrunde til at spørge:

  1. Den spørgende vil stille et forståelsesspørgsmål.
  2. Den spørgende har fået en idé.
  3. Den spørgende vil gøre forsamlingen (og foredragsholderen) opmærksom på sit eget arbejde.
  4. Den spørgende vil strutte.

Og der er vældig meget strutteri, især når nogle opfatter forsamlingen som en samling potentielle konkurrenter.

Jeg kan huske en amerikaner, der var PhD-studerende i Edinburgh samtidig med mig (hun begyndte året før). Hun var helt utroligt træt af nogle af sine britiske medstuderende, der før deres PhD-forløb havde studeret i Cambridge og aldrig forsømte en lejlighed til at strutte – f.eks. kunne de igen og igen finde på at nævne udvalgsaksiomet, når de sammen prøvede at lave en opgave, hvor man skulle vælge en værdi.

Min amerikanske kollega giftede sig med sin flegmatiske engelske kæreste, og i dag er hun professor i USA. De allerfleste af dem fra Cambridge, der struttede så ivrigt og gerne, havnede uden for den akademiske verden.

Min fornemmelse er at hele strutte-mentaliteten er en kombination af et fokus på konkurrence, en adfærd, der især er blevet udviklet i mandesammenhænge og at det virker til at mange kvinder har mindre tiltro til egne evner end mange mænd har. I den artikel af Garvin-Doxas og Barker som Judy Robertson henviser til, står der at

Research finds that women often have lower confidence in their abilities than men do (e.g., Lundeberg et al [1994]; Sax [1995]). For example, women often feel they are failing or not good at something even when their grades are equal to or higher than those of men.

Jeg kom til at tænke på det, da jeg var i Rom til møde og workshop i weekenden. Jeg var blandt dem, der skulle præsentere et oplæg til ét af de fire forskningsområder, vi arbejder med. Der havde inden da været en del usikkerhed om hvordan vi bedst kunne afholde vores oplæg. Men den eneste, der så vidt jeg ved diskuterede sit oplæg med nogen af de andre oplægsholdere, var en meget velrenommeret kvindelig kollega med knap 30 års erfaring, der skulle holde et oplæg om sit område. Hun kom hen og spurgte mig om hvad jeg syntes om det oplæg, hun havde planlagt. Jeg kunne straks se af hendes noter og slides at hendes oplæg var særdeles velstruktureret og fangede essensen utroligt godt. På den ene side var jeg glad for at hun havde tiltro til mig (hun er i det hele taget en utroligt rar person), og jeg var samtidig glad for at få en mulighed for at tale med nogen om mit eget oplæg. På den anden side spekulerede jeg bagefter over hvorfor jeg selv ikke valgte at spørge andre – jeg havde jo også været i tvivl.

Struttede jeg så dagen efter? Jeg håber det ikke.

Om at hedde det rigtige og ikke læse forkert

labyrint

Til mødet i Rom talte vi om mulige nye deltagere i vores forskernetværk. Vores formand havde fået en henvendelse fra en mand i Ukraine, der gerne ville være med. Han hed Vyacheslav Levytskyy; jeg tænkte med det samme uvilkårligt: hvordan skal det navn dog udtales? Ingen af de tilstedeværende kendte noget til ham, og vi gik hurtigt videre uden at træffe en beslutning. Måske var vi bare forudindtagede mod ukrainske navne.

Jeg har på Edge.org læst et interessant interview med Adam Alter fra New York University Stern School of Business. Adam Alter forsker i fluency, her forstået som hvor flydende vi mennesker opfatter en kommunikation og hvilke konsekvenser fluency og mangel på samme (disfluency) kan have. Et interessant aspekt er netop egennavne:

We’ve shown, for example, in some studies that if you look at lawyers who join law firms they tend to ascend up the legal hierarchy much more quickly when their names are easy to pronounce or process. That’s independent of a whole lot of other factors, like how foreign the name is. Even if you look at American male names, you’ll find that the ones that are easier to pronounce, there tends to be a relationship where they tend to progress up the hierarchy more.

Man kan læse hvordan danskere med ikke-danskklingende navne (ofte er det danskere med arabisk eller tyrkisk baggrund) i nogle tilfælde skifter navn og at andre oplever et stort antal afslag, når de oplyser deres ikke-danskklingende navn. Jeg er selv helt overbevist om at fordomme hos arbejdsgivere har en stor del af skylden, men gad vide om det også er navnes “sværhedsgrad” der spiller ind blandt ? I så fald må arbejdsgivere også være opmærksomme på dette.

Interviewet med Adam Alter har en hel masse andre fascinerende observationer om hvordan letflydende og sværtflydende kommunikation påvirker vores opfattelse af det, der bliver kommunikeret. Begrebet fluency spiller blandt andet også ind, når man skal læse en tekst. En tekst kan tilsyneladende blive for letflydende:

There’s a famous task called the Cognitive Reflection Test, and this test has three different questions, and each of the questions lures you into giving the wrong response, because the intuitive response is actually incorrect. An example of this is, “When you add the cost of a bat and a ball together the sum of those two is worth $1.10, and the bat costs a dollar more than the ball, how much does the ball cost?” It’s a very simple question. Anyone with basic arithmetic skills can answer it.

But if you present the questions in a font that’s a little bit more difficult to read, we found that you can increase their accuracy pretty dramatically. They make fewer of those intuitive responses. They take the time to reconsider their initial responses. They assume that the task is more difficult. They have a bit less confidence in their initial response, and so they tend to do a little bit better at the task. The same is true when you ask them to complete syllogism questions, logical syllogisms, any questions that ask you to think more deeply about a particular topic, where thinking more deeply will lead you to the right answer more often. We’ve shown that with disfluency people are more likely to do that. We have even found the same effect in a number of other domains as well.

Så æstetik er alt andet end triviel; det ikke handler om at finde en font, der får teksten til at “flyde let”, men får os til at få ro til at læse teksten grundigt.

En særlig form for kommunikation, hvor denne udfordring dukker op, er undervisning. Adam Alter giver i sit interview udtryk for noget, der faktisk er en meget vigtig holdning til dette at lære:

It’s very important that people struggle a little bit with tasks early on, because not only are they learning the tasks by doing them, but in a global high-level sense, the act of persevering through that difficulty, and of learning what it feels like to struggle with these things, to deal with the difficulty, makes you better at dealing with future examples of it when you’re really faced with many more difficult tasks.

Hjemme igen

I Rom så jeg de mange hjemløse i og omkring Roma Termini-stationen. Det var hårdt at se, men selvfølgelig ufatteligt mange gange hårdere for dem. Jeg er meget taknemmelig over at have et hjem og at kunne vende hjem til et hjem og have nogen, der tror på mig.

Jeg fik her til aften omsider besøgt min mor på hospitalet, hvor hun er indlagt med lungebetændelse. Jeg havde ikke været der siden selv jeg selv var indlagt der for halvandet år siden – også med lungebetændelse.

En stor tak til min kone for at have taget sig af at besøge min mor og have kontakt med hospitalspersonalet, mens jeg var bortrejst.

Her er til hende en sang af Depeche Mode om hjemmet – den gribende “Home”, skrevet i 1997 i kølvandet på en periode, hvor bandet havde været ude i tovene men nu var ved at finde sammen igen. (Og ja, jeg har hørt det nye album, der kom i dag. Mere om det en anden dag.)

Søndag ved tavlen

betty-tavle

I dag var det min tur til at holde et foredrag ved mødet i det nye forskernetværk. Det var et overbliksforedrag, der meget gerne skulle fremme diskussioner om hvordan vi bedst kunne finde nye muligheder for forskningssamarbejde. Desværre er mødets dagsorden meget stram, og der har ikke været den tid til diskussion, vi måske havde håbet på. Men det ser ud som om der allerede er ved at udkrystallisere sig nogle kontakter mellem forskere i Portugal og i Italien.

De samtaler, som vi alle holder mest af, er samtalerne i pauserne om konkret fagligt indhold, og så er der ikke noget som at have en tavle. Her er to portugisere og en italiener – Hugo Torres Vieira, Vasco Vasconcelos og Luca Padovani – i gang med at forstå de typesystemer, de hver især har arbejdet på.

Det har været en underlig tur til Rom. På den ene side har det været godt at møde mine forskerkolleger fra rundt om i Europa igen – det er her, desværre ikke hjemme i Aalborg, at jeg kan tale om mine faglige interesser. På den anden side er hele opholdet blevet farvet af bevidstheden om at være langt hjemmefra, mens min mor er alvorligt syg. Gennem hele opholdet har jeg ikke kunnet undgå at lægge mærke til det lune vejr. Også det giver en dobbelt oplevelse – jeg har været glad for at kunne være udendørs uden overtøj, men samtidig gør det det endnu mere åbenlyst, at jeg er langt hjemmefra.

Min kone har besøgt min mor nu to gange og kunne fortælle mig, at lægerne nu ved at hun har lungebetændelse og skal have antibiotika og at det ser lidt bedre ud.

Et fjernt forår

20130323-161131.jpg

I dag er jeg til PLACES-workshoppen. Hvis man nogensinde har været i tvivl om at multiparty session types er en nyttig beskrivelse af protokoller for parallelle systemer med mange deltagere, er man det forhåbentlig ikke efter at have deltaget i denne workshop.

Men bedst af alt er vejret. Tænk at kunne stå på en antal og kigge ud over grønne træer. Det er der, jeg ender med at gøre i pauserne. Hvor har jeg dog savnet foråret! Bare en skam at jeg skulle så langt væk for at finde det.

En mærkelig aften med dårligt nyt hjemmefra

2013-03-22 20.21.03

I flyet til Italien fik jeg læst Albert Camus’ korte roman “Den fremmede”, der handler om en mand der får sendt sin svagelige mor på plejehjem og siden ser meget lidt til hende. Ja, han ved faktisk ikke hvilken dag hun dør. Siden begår han, få dage efter sin mors død, i et øjebliks indskydelse et mord og ved retssagen lægger anklageren vægt på hvor dårligt et menneske manden er (og hvor skyldig han derfor må være i mordet, der ingen forbindelse har til hans mor), sådan at få sendt sin mor på plejehjem.

Min mor har været på plejehjem i 12 år nu; hun er stærkt dement og har dertil en række andre sygdomme, bl.a. insulinkrævende diabetes. Skæbnen ville at det blev her til i aften plejehjemmets personale ringede til mig med dårligt nyt – min mor havde haft åndedrætsbesvær på grund af vand i lungerne. Plejehjemmets personale, der ikke vidste at jeg var i udlandet, mente dog ikke at der var grund til at jeg vendte hjem netop nu.

Det er underligt at sidde langt hjemmefra, når der kommer sådan en besked, og jeg kunne ikke undgå at føle mig skyldig – over at være langt væk, over ikke at besøge min mor så ofte. Jeg var sidste gang i Rom for præcis to måneder siden, og tilfældet ville at plejehjemmet også dengang ringede til mig om at min mor var syg. Min hustru har lovet at besøge min mor mens jeg er bortrejst. Det er jeg meget taknemmelig for.