Det tror jeg ikke

bussen

Kristian Leth skrev i sidste uge i Information om ateisterne, at nogle af dem var “fundamentalister”. Det var en voldsom påstand, men nogle af de reaktioner, der kom, var ikke heldige – der var bl.a. nogle forudsigelige kommentarer fra et bestyrelsesmedlem i Ateistisk Selskab om den katolske kirkes kamp mod brug af kondomer i kampen mod hiv-smitte. Men uanset hvad jeg synes om katolicismen, rammer den slags kommentarer ved siden af. Der er nemlig også en del katolikker “på gulvet”, der synes at kondomer er helt ok i kampen mod hiv.

Man kan ikke bevise eksistensen af en gud; moderne teologer inden for de mest udbredte religioner har da også for længst forladt ideen om “gudsbeviser”. Den slags var populært i middelalderen, men de virkede ikke. De var ikke intersubjektive; kun andre troende lod sig overbevise. (Er det mon egentlig ikke en slags sejr for tvivlere og ateister, at mange teologer nu kun taler om religiøs tro og ikke taler om religiøs viden?)

Men man bliver også nødt til at indrømme, at man heller ikke kan bevise ikke-eksistensen af en gud. Den argumentation mod eksistensen af en gud, som fremtrædende ateister kommer med, er heller ikke intersubjektiv. Det er endda hypotetisk set muligt at en af verdens religioner har ret. Det kunne f.eks. være at det er den polynesiske gud Kamapuaʻa der faktisk eksisterer, mens alle de andre guddomme, der nogensinde er blevet talt om,ikke gør. (Hvis det viste sig at være tilfældet, ville de nok ikke blive glade hverken i Vatikanet eller i Mekka.)

Måske er det så i virkeligheden et agnostisk synspunkt, det jeg her forfægter – at vi ikke kan vide. Men samtidig er jeg endt med at have den holdning, at det er helt overvældende sandsynligt, at religionernes hypoteser er helt og aldeles forkerte. Ateisters argumenter er meget bedre til at overbevise mig end de religiøses.

Den interessante lighed mellem ateismen og en religiøs overbevisning er at de så vidt jeg kan se er lige gyldige, ja faktisk ligegyldige, som fundament for de etiske holdninger, et menneske måtte have. Det er nok at se på Syd- og Mellemamerika, hvor den katolske kirke er blevet brugt som hjemsted for både godsejernes trofaste præster og for “befrielsesteologer” eller på Mellemøsten, hvor islam er blevet brugt som fundament både for et totalitært saudiarabisk regime og for de sufiske poeter, musikere og dansere. De troende skaber en udgave af deres tro, der passer med det, de ellers ville gøre. Og deres institutioner legitimerer sig med en bestemt tro. Denne idé: at legitimere sine handlinger med en ideologisk overbygning, er ikke en idé, der er speciel for religionerne. Jeg kender en del mennesker, der bekender sig til en religion og som er meget sympatiske – men det er de, ikke fordi de tror på dette eller hint, men fordi de er sympatiske mennesker. Og jeg er ikke vred på eller fjendtligt indstillet over for troende som sådan. På samme måde findes der både sympatiske og dybt usympatiske ateister. Vores holdning til religion er en funktion af vore andre holdninger snarere end omvendt. Det er religionsudøvelsens konsekvenser i den materielle verden, der er interessante.

I virkeligheden er det vel dette, der viser religionernes sande svaghed: at man kan bruge dem til hvad som helst og kan beskæftige sig med de etiske spørgsmål uden et religiøst udgangspunkt. De idealer om f.eks. befrielsesteologerne har om social retfærdighed, kan man nemlig sagtens efterleve uden at være religiøs. Men man bliver også nødt til at sige det samme, når man ikke tror på en gud. Vores etiske holdninger, vores bud på et godt liv, er mere end “bare” at tro/ikke tro.

(Visited 22 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar