Lav din egen konkurrenceevne

hvidtflag

Der er en tilsyneladende kedelig, men faktisk meget interessant artikel i Information om nyliberalismen. Anledningen er at den østrigske økonomi Gabriele Michalitsch den 16. marts skal tale i København under overskriften Power and Truth: Forming Neoliberal Subjects ved TransformDenmarks konference Alternatives to Growth. Michalitsch er blandt dem, der i høj grad har leveret en kritisk vinkel på hvad nyliberalismen gør ved bl.a. de europæiske samfund.

Nyliberalismen, som den viser sig i den offentlige forvaltning, betjener sig i høj grad af incitamentstrukturer og af kontrol af effektivitet. Incitamentet i den offentlige virkelighed kommer fra konkurrence mellem dele af det offentlige system og mellem det offentlige og det private. Gymnasierne er blevet selvejende institutioner under staten, og universiteternes basismidler fordeles i konkurrence og som en slags supplement til de eksterne forskningsmidler, der er i konkurrence. Dokumentations- og registreringskravene for offentligt ansatte (fra hjemmehjælpernes stregkoder til akademikernes indberetningspligt) er del af kontrollen. Taxameterprincippet på uddannelserne er en kombination af incitament og kontrol.

Vi taler om de midler vi får og den anerkendelse, vi får, hvis det lykkes for os at klare os i konkurrencen. Til gengæld internaliserer vi vore egne nederlag, for for det store flertal af os er de store sejre i den permanente konkurrence en undtagelse. Alle er efterhånden vænnet til at tænke på konkurrencen som et livsvilkår. Det gælder også mig. Jeg ender uvilkårligt med at ærgre mig over at andre publicerer mere end jeg gør og har flere forskningsmidler end jeg har.

Det besnærende ved denne måde at vurdere på er at den beskæftiger sig med det målbare og netop fordi det er tilfældet, kommer konkurrencen til at fremstå som “objektiv” og neutral. David Budtz Pedersen fra Aarhus Universitet siger i Information dette:

»Man kunne kalde det økonomisme, en reduktion af samfundslivet til ren økonomi. Da der ikke længere er reel kappestrid mellem kommunisme og liberalisme, vokser der en konsensus frem om økonomi som noget, man rationelt kan styre samfundet gennem uden at skænke samfundets moralske habitus, menneskets dannelse eller de sociale relationer en nævneværdig tanke,« …

I Information er der i dag et interessant interview med fire gymnasieelever, og her bliver det meget tydeligt at de unge allerede er godt i gang med netop dét at internalisere. Her er et lille uddrag, der viser dette med stor tydelighed.

– Og hvad er I så bange for?

Ditte Perge: »At det ikke lykkes.«
Sofie Thomsen: »Ja.«
Rasmus Rohde: »Ja, at det bliver helt anderledes og skuffende.«
Sidsel Frida Andersen: »Og at jeg aldrig kommer til at kunne beslutte mig. At tvivlen fortsætter, og man sidder fast.«

– Hvem skal redde jer fra det her?

Rasmus Rohde: »Det er 100 procent mig selv. Det er problemet.«
Sofie Thomsen: »Det er et megastort pres.«
Ditte Perge: »Virkelig meget.«
Sidsel Frida Andersen: »Det fylder virkelig meget for mig, fordi vi konstant bliver konfronteret med det. Vi er blevet spurgt i skolen af lærere og med skemaer, af vores forældre, og medierne er fyldt med frygtelige scenarier, hvis man ikke lige ved, hvad man vil.«

Vi er endt med at tænke over alt det, vi skal kæmpe om i stedet for at tænke over alt det, bør kæmpe for. Og vi tænker mere og mere på hvad vi er værd i konkurrencen (vores egen personlige konkurrenceevne) end hvad vi er værd som mennesker. Det gør jeg også, og det er jeg faktisk rigtig træt af at jeg gør.

Hvis nogen reagerer på dette indlæg ved at tænke eller skrive “Jamen så indse det dog; det gælder først og fremmest om at klare sig i konkurrencen – sådan er verden!”, er det derfor ikke et modargument, men en bekræftelse af min påstand.