En anden verden

crackpot_2126866i

I går skrev jeg om et TED-foredrag med en Randy Powell, der fremsatte hvad der helt tydeligt var en crackpot-teori. Der er noget underligt fascinerende ved denne selvopfundne konkurrent til etableret forskning. Jeg har en fornemmelse af at Randy Powell kan være skizofren, men andre  gange er de personer, der udøver pseudovidenskab, mentalt raske, men stadig beboere af en slags parallel virkelighed.

Jeg fik for et par måneder siden tilsendt et artikelmanuskript af en, der engang har været ansat på Aalborg Universitet. Han var meget stolt af det. Her er listen over nøgleord.

Keywords: Tauquernions, quaternions, geometric algebra, spacetime algebra, Higgs boson, EPR, entanglement, Bell & Magic operators, space creation, quantum gravity, mass creation, dark matter, black holes, background-independent, string theory, Fourier, Parseval, Clifford, emergence, co-boundary, computational, concurrent, distributed, co-occurrence, co-exclusion, process, mechanism, hierarchical, quantum computing, qbit, ebit.

Det var ikke så lidt, vel? Måske er artiklens bidrag dybt og epokegørende og det manglende led i en samlet teori for kvantefysik, kosmologi og parallelle beregninger – eller måske er der bare tale om en gang sludder, i bedste fald en samling trivielle betragtninger om vektorregning? Jeg håber selvfølgelig, at det første er tilfældet, men jeg må indrømme, at artiklen var svær at finde mening i.

Crackpot-teorier er ofte netop “teorier om alt”, og de er ubegrænsede i deres rækkevidde; de kan forklare – alt, uden undtagelse eller forbehold. Randy Powells TED-foredrag bestod netop i at han talte om en slags diagram der forklarede alle egenskaber ved universet og al matematik og gjorde det muligt at skabe supercomputere, skabe ubegrænsede mængder af energi osv. osv. osv.

Af alle de forskellige kriterier, der blevet foreslået for at skelne mellem pseudovidenskab og videnskab, er det måske netop dét, der er det vigtige: videnskab kan ikke forklare alt og er til tider nødt til at svare “det ved vi ikke”. Det er formodentlig også derfor, pseudovidenskab er blevet så populær – ønsket om at få vished om alt og en løsning på alt ligger dybt i den menneskelige psyke. Det er vel også dette, der drives vores gavnlige nysgerrighed.

Til gengæld er crackpot-teoriernes sprog privat, helt privat. Randy Powell bruger en masse store og flotte ord, men han bruger dem helt løsrevet fra deres sædvanlige betydning (ja, faktisk fra enhver betydning). Videnskabens sprog er ikke privat; hvis vi taler længe nok og præcist nok, skal vi kunne blive enige om begrebernes præcise betydning. (Det er faktisk i høj grad Randy Powells brug af “privatsprog”, der får mig til at mistænke ham for at lide af en form for skizofreni.)

Et tredje kriterium, der er interessant, er fagfællebedømmelsen, også kendt som peer review. Læg mærke til hvor vigtigt det er for Randy Powell at slå på at det, han beskæftiger sig med, er blevet udsat for peer review (hvordan bedømmelsen gik, glemmer han at nævne). Den slags er sjældent noget, en rigtig forsker ville bruge kræfter på at fremhæve om sine resultater og sine publikationer, for selvfølgelig har de gennemgået en sådan proces – den er jo central for det videnskabelige samfund.

Det er også interessant at høre Randy Powell nævne at en forsker har fortalt ham, at Randy Powells ideer vil have enorm betydning, hvis de er rigtige. Det er jeg nemlig enig i! De der implikations-pile er svære at forstå.

Min eks-kollega har sendt sin stort anlagte artikel ind, så den bliver nu udsat for peer review. Lad os håbe at alt går som det skal i den forbindelse.

(Og nej, billedet ovenfor er ikke manipuleret. Der findes faktisk en by ved navn Crackpot. Den ligger i Yorkshire.)