Men kan det betale sig?

betalesig

Tim Knudsen, der indtil for nylig var professor i statskundskab på Københavns Universitet, bliver interviewet i Politiken i dag. Han siger bl.a.

»Da jeg studerede, var der relativt mange unge fra LO-arbejderhjem på uddannelsen, som opfattede det at læse på studiet som et personligt dannelsesprojekt. De engagerede sig i emner som social ulighed, fagbevægelsen, den tredje verden osv. De var aktive i bevægelser. Det ser jeg ikke meget af mere. De studerende har en langt mere instrumentel, kalkulerende ’hvad er der i det for mig’-tilgang til studiet’«.

Jeg tror ikke, de studerende på statskundskab er værre end os andre. I vores samfund er får vi stadigt at vide, at vi først og fremmeste skal tænke på hvad der kan betale sig. Og vi regner med at andre også altid tænker på samme måde.

I dagens kronik i Information skriver Anissi Thorndal Ghazaleh og Jens Jonatan Steen:

Disse eksempler ser vi for eksempel, når regeringen gentager, at »det skal kunne betale sig at arbejde«. Her bliver arbejde framet som et individuelt og frit valg, som den enkelte træffer på baggrund af økonomisk motivation. ’Betale sig’ implicerer, at den enkelte kan sidde og regne ud, om det mon kan betale sig at arbejde.

Det indikerer dermed også, at dem, som er arbejdsløse, er det, fordi de har valgt det selv – fordi de fandt, at det ikke kunne betale sig.

Man ignorerer således strukturelle faktorer som tilgængelighed af job – og man ignorerer, at mennesker ikke udelukkende arbejder på grund af økonomiske incitamenter.

Men der hvor de bedste menneskelige egenskaber træder frem, er netop ofte der hvor vi gør noget selv om det ikke kan betale sig. Tænk på hvordan vi handler over for dem, vi kender – det er så godt som altid tilfældet, at vores adfærd over for venner og familie ikke kan betale sig ud fra en økonomisk betragtning. Eller tænk på de mennesker, der redder et afkræftet dyr, de finder tilfældigt – det kan ikke betale sig ud fra en økonomisk betragtning. Men de gør det alligevel. Eller tænk på alle dem, der sidder og udvikler løs på Linux uden at få noget for det. De gør det alligevel.

I politiske diskussioner er det som om et andet værdisæt træder frem end det værdisæt, vi har i hverdagen. Mange politikere taler og ræsonnerer ud fra det udgangspunkt, at vore handlinger først og fremmest skal vurderes på om de kan betale sig og ud fra at alle handler ud fra hvad der kan betale sig. Samtidig hører man tit økonomien omtalt med en “hverdagsmetafor”. I kronikken fra Information giver forfatterne dette eksempel:

Gennem metaforer sammenlignes og sidestilles samfundsøkonomi med privatøkonomi, som for eksempel hos statsministeren i årets nytårstale: »Vi skal have styr på vores fælles husholdningskasse.«

Men dette begreb homo oeconomicus som politikerne anvender, er i inden for de senere kommet under kritik. Det underlige (og triste) er at store dele af det politiske spektrum efterhånden ser ud til at abonnere på det.