Clarkes love i undervisningen

magic

Den britiske science-fiction forfatter og astronom Arthur C. Clarke formulerede i et essay i 1962 tre “love” (her citeret fra Wikipedia):

  1. When a distinguished but elderly scientist states that something is possible, he is almost certainly right. When he states that something is impossible, he is very probably wrong.
  2. The only way of discovering the limits of the possible is to venture a little way past them into the impossible.
  3. Any sufficiently advanced technology is indistinguishable from magic.

Faktisk er alle tre love udtryk for almindelig videnskabelig snusfornuft.

Den tredje lov er den mest berømte, og den bliver af og til nævnt, når nogen opfinder en ny og interessant teknologi. Man kan også se en udgave af den tredje lov i aktion, når nogen møder en for dem ukendt teknologi. Jeg husker endnu, da jeg besøgte Rusland (det daværende Sovjetunionen) i 1989, og hvordan en del mennesker i denne ikke helt tilbagestående rumfartsnation blev forbløffede over min Sony Discman, der dengang var en snedig ny teknologi og ikke kunne købes i Rusland. Russerne var selvfølgelig godt klar over at min discman ikke var magi, men den var godt nok underlig, den lille æske.

En mere jordnær udgave af Clarkes tredje lov kan man se i undervisningssammenhæng, og det er en lov, der gælder nemlig ikke for teknologi, men for ethvert ræsonnement. Jeg opdager det selv når jeg underviser i kurser i teoretisk datalogi, hvor der er bestemte bevisteknikker, der går igen og igen. Hvis man ikke forstår en bevisteknik, vil skridtene i den forekomme som et ritual, ikke som nødvendige skridt. Måske kan den studerende gennemføre et “bevis som ritual” (og vil måske endda gerne nøjes med dét), men det vil være – et ritual. Den store udfordring som underviser er at afskaffe denne uønskede “magi” og bringe de studerende på sikker grund.

På samme måde er den anden lov også et udtryk for hvordan man skal komme videre, når man skal lære noget nyt. Man er nødt til at udfordre sig selv, dvs. at overskride grænserne for det personligt mulige, og det gælder især i problemorienteret projektarbejde.

Og så er der den første lov. Den siger noget om den erfaring, man skal ende med at få, jo mere man lærer, og om den udmyghed over for faget, man efterhånden bør opnå. Nogle af de mest vidtgående påstande og næsten alle de “falske selvfølgeligheder”, jeg har hørt fra studerende, jeg har vejledt, stammer fra studerende på tidlige semestre. Efterhånden som man bliver mere erfaren, opdager man hvor meget man ikke ved. På sin vis er den den vigtigste faglige indsigt, man kan få.

(Visited 46 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar