En mærkelig aften med dårligt nyt hjemmefra

2013-03-22 20.21.03

I flyet til Italien fik jeg læst Albert Camus’ korte roman “Den fremmede”, der handler om en mand der får sendt sin svagelige mor på plejehjem og siden ser meget lidt til hende. Ja, han ved faktisk ikke hvilken dag hun dør. Siden begår han, få dage efter sin mors død, i et øjebliks indskydelse et mord og ved retssagen lægger anklageren vægt på hvor dårligt et menneske manden er (og hvor skyldig han derfor må være i mordet, der ingen forbindelse har til hans mor), sådan at få sendt sin mor på plejehjem.

Min mor har været på plejehjem i 12 år nu; hun er stærkt dement og har dertil en række andre sygdomme, bl.a. insulinkrævende diabetes. Skæbnen ville at det blev her til i aften plejehjemmets personale ringede til mig med dårligt nyt – min mor havde haft åndedrætsbesvær på grund af vand i lungerne. Plejehjemmets personale, der ikke vidste at jeg var i udlandet, mente dog ikke at der var grund til at jeg vendte hjem netop nu.

Det er underligt at sidde langt hjemmefra, når der kommer sådan en besked, og jeg kunne ikke undgå at føle mig skyldig – over at være langt væk, over ikke at besøge min mor så ofte. Jeg var sidste gang i Rom for præcis to måneder siden, og tilfældet ville at plejehjemmet også dengang ringede til mig om at min mor var syg. Min hustru har lovet at besøge min mor mens jeg er bortrejst. Det er jeg meget taknemmelig for.

Tilbage i Den Evige Stad

Rom 22. marts 2013

I dag tog jeg til Rom for anden gang i år i embeds medfør. Også denne gang er det en kort tur; jeg rejser ud fredag og kommer hjem mandag.

Jeg ankom ved 13-tiden efter en helt begivenhedsløs flyrejse og tog hen på Hotel Cambridge‚ det lyder finere end det er – et billigt hotel tæt på banegården Roma Termini og på Universitá La Sapienza. Mine udgifter skal holdes inden for grænserne af forskernetværket BETTY, som holder sit første møde her i overmorgen. Det er derfor jeg er af sted. Vi har lagt BETTY-mødet i forlængelse af den store datalogikonference ETAPS, som jeg når at fange den sidste halvanden dag af.

Det var ikke svært at finde Universitá La Sapienza og såmænd heller ikke så svært at finde Aula Magna, hvor alle de indbudte foredrag finder sted. Men at finde ind i bygningen og finde auditoriet var en ganske anden historie. Jeg fandt et ETAPS-skilt, men det førte ingen steder hen (!!). Og jeg spurgte flere lokale personer, og de var venlige, men kunne heller ikke hjælpe mig. Der var ikke andet at gøre end at gå ind i bygningen og kigge sig om.

Til sidst fandt jeg auditoriet og havnede oppe på balkonen sidst i et (tror jeg) interessant foredrag af Mark S. Miller fra Google om alle seriøse datalogers yndlingsbekymring, det meget udbredte Javascript. Under diskussionsrunden bagefter fik jeg listet mig ned i selve salen til det, jeg havde været sikker på at kunne nå, nemlig mindeforedragene om Kohei Honda, der døde så pludselig lige før jul.

Vasco Vasconcelos fortalte om sit tidlige samarbejde med Kohei Honda og om to af hans vigtige bidrag: den asynkrone pi-kalkyle og sessionstyper. Det er Vasco og Koheis fortjeneste at det grundlæggende arbejde om disse to emner i høj grad er en portugisisk og japansk bedrift. Pasquale Marcaria fortalte om det banebrydende arbejde om fuld abstraktion for PCF (en udgave af lambda-kalkylen), som Kohei Honda og hans hustru Nobuko Yoshida stod bag i 1990’erne – ideen bag er at basere semantikken på game semantics (en idé baseret ikke i spilteori, men spilbegrebet fra filosofisk logik) – og endelig fortalte Steve Ross-Talbot om sit samarbejde med Kohei om at bruge sessionstyper til at finde fejl i software. Faktisk er denne teknik nu så robust, at den kan bruges som led i softwareudvikling. Læs mere om dét på Steve Ross-Talbots blog.

Jeg fik bagefter hilst på en del kolleger, men jeg var faktisk også ret træt – det havde været en usædvanligt travl arbejdsuge med masser af undervisning og møder. Så dagens faglige udbytte var for så vidt beskedent. Men i morgen skal det være anderledes. Og det er en helt udelt fornøjelse at kunne finde den lette bluse frem (som jeg i øvrigt købte sidst jeg var hernede!) og min forårsvindjakke – og ende med at opdage at det faktisk var lidt for lunt til forårsjakken. Hernede er der ingen varsler om snestorm og ingen windchill-faktor, bare et vejr der er en dansk maj måned værdigt.