En mærkelig aften med dårligt nyt hjemmefra

2013-03-22 20.21.03

I flyet til Italien fik jeg læst Albert Camus’ korte roman “Den fremmede”, der handler om en mand der får sendt sin svagelige mor på plejehjem og siden ser meget lidt til hende. Ja, han ved faktisk ikke hvilken dag hun dør. Siden begår han, få dage efter sin mors død, i et øjebliks indskydelse et mord og ved retssagen lægger anklageren vægt på hvor dårligt et menneske manden er (og hvor skyldig han derfor må være i mordet, der ingen forbindelse har til hans mor), sådan at få sendt sin mor på plejehjem.

Min mor har været på plejehjem i 12 år nu; hun er stærkt dement og har dertil en række andre sygdomme, bl.a. insulinkrævende diabetes. Skæbnen ville at det blev her til i aften plejehjemmets personale ringede til mig med dårligt nyt – min mor havde haft åndedrætsbesvær på grund af vand i lungerne. Plejehjemmets personale, der ikke vidste at jeg var i udlandet, mente dog ikke at der var grund til at jeg vendte hjem netop nu.

Det er underligt at sidde langt hjemmefra, når der kommer sådan en besked, og jeg kunne ikke undgå at føle mig skyldig – over at være langt væk, over ikke at besøge min mor så ofte. Jeg var sidste gang i Rom for præcis to måneder siden, og tilfældet ville at plejehjemmet også dengang ringede til mig om at min mor var syg. Min hustru har lovet at besøge min mor mens jeg er bortrejst. Det er jeg meget taknemmelig for.

(Visited 22 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar