Struttende nørder

strut

Judy Robertson, der er lektor i datalogi på Heriot-Watt University i Edinburgh, spekulerer som så mange andre af os på hvorfor der efterhånden er så få kvinder, der studerer datalogi. Hun tager på sin blog fat i et kulturelt fænomen, som også jeg har tænkt over. Hun kalder det for nerdy strutting.

What is nerdy strutting? Garvin-Doxas and Barker (2004) refer to “strutting” as a style of interaction where people show off their knowledge by asking questions carefully designed to demonstrate that they know a lot about the topic, and quite possibly that they know more than everyone else around them. The problem with this in a learning situation is that students who lack confidence assume that they are the only person who doesn’t understand, and quickly feel even more demoralised. An example might be of a student interrupting the lecturer with a fake question of the sort, “But wouldn’t it be better to use a function to do X?” I say fake question, because the strutter knows the answer already but is merely trying to show that they know this advanced concept which has not yet been covered. Or if another student gives an answer, a strutter might say “But wouldn’t it be more elegant to do X?” Garvin-Doxas and Barker studied computer science classrooms, and found that often female students were put off by male strutters.

Det er ikke kun i undervisningen og til workshops for studerende, der bliver struttet. Det sker bestemt også til egentlige akademiske konferencer. Det opdager man som regel i spørgetiden efter et foredrag. Her er der typisk fire bevæggrunde til at spørge:

  1. Den spørgende vil stille et forståelsesspørgsmål.
  2. Den spørgende har fået en idé.
  3. Den spørgende vil gøre forsamlingen (og foredragsholderen) opmærksom på sit eget arbejde.
  4. Den spørgende vil strutte.

Og der er vældig meget strutteri, især når nogle opfatter forsamlingen som en samling potentielle konkurrenter.

Jeg kan huske en amerikaner, der var PhD-studerende i Edinburgh samtidig med mig (hun begyndte året før). Hun var helt utroligt træt af nogle af sine britiske medstuderende, der før deres PhD-forløb havde studeret i Cambridge og aldrig forsømte en lejlighed til at strutte – f.eks. kunne de igen og igen finde på at nævne udvalgsaksiomet, når de sammen prøvede at lave en opgave, hvor man skulle vælge en værdi.

Min amerikanske kollega giftede sig med sin flegmatiske engelske kæreste, og i dag er hun professor i USA. De allerfleste af dem fra Cambridge, der struttede så ivrigt og gerne, havnede uden for den akademiske verden.

Min fornemmelse er at hele strutte-mentaliteten er en kombination af et fokus på konkurrence, en adfærd, der især er blevet udviklet i mandesammenhænge og at det virker til at mange kvinder har mindre tiltro til egne evner end mange mænd har. I den artikel af Garvin-Doxas og Barker som Judy Robertson henviser til, står der at

Research finds that women often have lower confidence in their abilities than men do (e.g., Lundeberg et al [1994]; Sax [1995]). For example, women often feel they are failing or not good at something even when their grades are equal to or higher than those of men.

Jeg kom til at tænke på det, da jeg var i Rom til møde og workshop i weekenden. Jeg var blandt dem, der skulle præsentere et oplæg til ét af de fire forskningsområder, vi arbejder med. Der havde inden da været en del usikkerhed om hvordan vi bedst kunne afholde vores oplæg. Men den eneste, der så vidt jeg ved diskuterede sit oplæg med nogen af de andre oplægsholdere, var en meget velrenommeret kvindelig kollega med knap 30 års erfaring, der skulle holde et oplæg om sit område. Hun kom hen og spurgte mig om hvad jeg syntes om det oplæg, hun havde planlagt. Jeg kunne straks se af hendes noter og slides at hendes oplæg var særdeles velstruktureret og fangede essensen utroligt godt. På den ene side var jeg glad for at hun havde tiltro til mig (hun er i det hele taget en utroligt rar person), og jeg var samtidig glad for at få en mulighed for at tale med nogen om mit eget oplæg. På den anden side spekulerede jeg bagefter over hvorfor jeg selv ikke valgte at spørge andre – jeg havde jo også været i tvivl.

Struttede jeg så dagen efter? Jeg håber det ikke.