Tilbage i Den Evige Stad

Rom 22. marts 2013

I dag tog jeg til Rom for anden gang i år i embeds medfør. Også denne gang er det en kort tur; jeg rejser ud fredag og kommer hjem mandag.

Jeg ankom ved 13-tiden efter en helt begivenhedsløs flyrejse og tog hen på Hotel Cambridge‚ det lyder finere end det er – et billigt hotel tæt på banegården Roma Termini og på Universitá La Sapienza. Mine udgifter skal holdes inden for grænserne af forskernetværket BETTY, som holder sit første møde her i overmorgen. Det er derfor jeg er af sted. Vi har lagt BETTY-mødet i forlængelse af den store datalogikonference ETAPS, som jeg når at fange den sidste halvanden dag af.

Det var ikke svært at finde Universitá La Sapienza og såmænd heller ikke så svært at finde Aula Magna, hvor alle de indbudte foredrag finder sted. Men at finde ind i bygningen og finde auditoriet var en ganske anden historie. Jeg fandt et ETAPS-skilt, men det førte ingen steder hen (!!). Og jeg spurgte flere lokale personer, og de var venlige, men kunne heller ikke hjælpe mig. Der var ikke andet at gøre end at gå ind i bygningen og kigge sig om.

Til sidst fandt jeg auditoriet og havnede oppe på balkonen sidst i et (tror jeg) interessant foredrag af Mark S. Miller fra Google om alle seriøse datalogers yndlingsbekymring, det meget udbredte Javascript. Under diskussionsrunden bagefter fik jeg listet mig ned i selve salen til det, jeg havde været sikker på at kunne nå, nemlig mindeforedragene om Kohei Honda, der døde så pludselig lige før jul.

Vasco Vasconcelos fortalte om sit tidlige samarbejde med Kohei Honda og om to af hans vigtige bidrag: den asynkrone pi-kalkyle og sessionstyper. Det er Vasco og Koheis fortjeneste at det grundlæggende arbejde om disse to emner i høj grad er en portugisisk og japansk bedrift. Pasquale Marcaria fortalte om det banebrydende arbejde om fuld abstraktion for PCF (en udgave af lambda-kalkylen), som Kohei Honda og hans hustru Nobuko Yoshida stod bag i 1990’erne – ideen bag er at basere semantikken på game semantics (en idé baseret ikke i spilteori, men spilbegrebet fra filosofisk logik) – og endelig fortalte Steve Ross-Talbot om sit samarbejde med Kohei om at bruge sessionstyper til at finde fejl i software. Faktisk er denne teknik nu så robust, at den kan bruges som led i softwareudvikling. Læs mere om dét på Steve Ross-Talbots blog.

Jeg fik bagefter hilst på en del kolleger, men jeg var faktisk også ret træt – det havde været en usædvanligt travl arbejdsuge med masser af undervisning og møder. Så dagens faglige udbytte var for så vidt beskedent. Men i morgen skal det være anderledes. Og det er en helt udelt fornøjelse at kunne finde den lette bluse frem (som jeg i øvrigt købte sidst jeg var hernede!) og min forårsvindjakke – og ende med at opdage at det faktisk var lidt for lunt til forårsjakken. Hernede er der ingen varsler om snestorm og ingen windchill-faktor, bare et vejr der er en dansk maj måned værdigt.

Clarkes love i undervisningen

magic

Den britiske science-fiction forfatter og astronom Arthur C. Clarke formulerede i et essay i 1962 tre “love” (her citeret fra Wikipedia):

  1. When a distinguished but elderly scientist states that something is possible, he is almost certainly right. When he states that something is impossible, he is very probably wrong.
  2. The only way of discovering the limits of the possible is to venture a little way past them into the impossible.
  3. Any sufficiently advanced technology is indistinguishable from magic.

Faktisk er alle tre love udtryk for almindelig videnskabelig snusfornuft.

Den tredje lov er den mest berømte, og den bliver af og til nævnt, når nogen opfinder en ny og interessant teknologi. Man kan også se en udgave af den tredje lov i aktion, når nogen møder en for dem ukendt teknologi. Jeg husker endnu, da jeg besøgte Rusland (det daværende Sovjetunionen) i 1989, og hvordan en del mennesker i denne ikke helt tilbagestående rumfartsnation blev forbløffede over min Sony Discman, der dengang var en snedig ny teknologi og ikke kunne købes i Rusland. Russerne var selvfølgelig godt klar over at min discman ikke var magi, men den var godt nok underlig, den lille æske.

En mere jordnær udgave af Clarkes tredje lov kan man se i undervisningssammenhæng, og det er en lov, der gælder nemlig ikke for teknologi, men for ethvert ræsonnement. Jeg opdager det selv når jeg underviser i kurser i teoretisk datalogi, hvor der er bestemte bevisteknikker, der går igen og igen. Hvis man ikke forstår en bevisteknik, vil skridtene i den forekomme som et ritual, ikke som nødvendige skridt. Måske kan den studerende gennemføre et “bevis som ritual” (og vil måske endda gerne nøjes med dét), men det vil være – et ritual. Den store udfordring som underviser er at afskaffe denne uønskede “magi” og bringe de studerende på sikker grund.

På samme måde er den anden lov også et udtryk for hvordan man skal komme videre, når man skal lære noget nyt. Man er nødt til at udfordre sig selv, dvs. at overskride grænserne for det personligt mulige, og det gælder især i problemorienteret projektarbejde.

Og så er der den første lov. Den siger noget om den erfaring, man skal ende med at få, jo mere man lærer, og om den udmyghed over for faget, man efterhånden bør opnå. Nogle af de mest vidtgående påstande og næsten alle de “falske selvfølgeligheder”, jeg har hørt fra studerende, jeg har vejledt, stammer fra studerende på tidlige semestre. Efterhånden som man bliver mere erfaren, opdager man hvor meget man ikke ved. På sin vis er den den vigtigste faglige indsigt, man kan få.

Underskudslignende

aau-cph
Aalborg Universitets nye lokaler i København

En af de triste udviklinger, der er sket på Aalborg Universitet, er at vi lige nu har et trecifret millionunderskud på budgettet – omkring 100 millioner kroner i 2012. Dette fik vi at vide af ledelsen for tre uger siden. Underskuddet skyldes ikke ét forhold, men mange. Hovedparten af underskuddet findes på det teknisk-naturvidenskabelige fakultet, og mange af årsagerne findes også her. Blandt problemerne er

  • At Aalborg Universitet er flyttet ind i nye lokaler i Københavns Sydhavn; det har medført større ekstraomkostninger end man regnede med.
  • At nogle institutter har problemer med deres eget budget.
  • At vi ikke har fået tilstrækkeligt høje STÅ-indtægter (fra studerendes gennemførelse af aktiviteter inden for et givet år); prognoserne har været for optimistiske.
  • At der er kommet 11% flere studerende med alt hvad det kræver af ekstraudgifter.
  • At finanslovbevillinger er blevet flyttet væk fra universitetsområdet; også her har prognoserne været ukorrekte.

På Institut for datalogi har vi ikke været årsag til underskuddet, men ligesom alle andre skal vi spare. Overalt er der ansættelsesstop. På nogle institutter er der for tiden afskedigelser. Netop dét kommer formodentlig ikke på tale på mit institut, men også her er stemningen trykket.

Bagsiderne ved at skulle være en pseudo-selvejende institution under staten, ved at skulle konkurrere med andre universiteter (hvorfor ellers etablere sig i København hvor der allerede er flere universiteter?) og ved det konkurrence/præstationsbaserede bevillingsprincip, herunder taxameterprincippet, træder tydeligt frem.

Haha! Det er SÅ dumt. Lam undskyldning.

kvoter

På mit universitet er andelen af studerende der består alle aktiviteter i et studenterårsværk (en såkaldt STÅ) aftaget. På grund af taxameterprincippet får det konsekvenser for universiteternes økonomi. I år er der bl.a. 14 procent af de studerende på vores 3. semester (datalogi og software), der ikke bestod deres projekter. Det er helt usædvanligt (og rigtig trist) at så mange dumper i projektarbejdet, der fylder halvdelen af et semester. Der kan være mange årsager til at det gik sådan, men det er foruroligende at opleve.

Det er ikke underligt, at problemerne med gennemførelse er begyndt at dukke op i den politiske debat. Mads Rørvig, der er folketingsmedlem for Venstre, taler i Politiken om at indføre optagelsesprøver i stedet for kvote 2-optaget. Også i dag i Politiken kommer der et andet bud på hvad man skal gøre, men det er helt modsat; Hanne Leth Andersen, der er prorektor på RUC, taler for et øget optag gennem kvote 2. I Roskilde vil man nu lade 25 procent af optaget gå fra kvote 2.

Jeg ved ikke, hvad løsningen er; jeg vil meget gerne se nogle analyser af hvilke faktorer, der påvirker om en studerende gennemfører eller ej. Det er muligt, at der er forskning om dette, men i så fald er det trist, at ingen nævner det. Vi risikerer som så ofte før at handle uden kendskab til fakta (både den nuværende og den tidligere regerings forsøg på “forbedringer” af folkeskolen burde være advarsel nok).

Mit eget helt uvidenskabelige bud er at der er tale om en kombination af akademisk modenhed og fagligt niveau og at man i stedet for optagelsesprøver burde arbejde med en kombination af optagelsessamtaler og karakterkrav. Men igen: jeg ved ikke hvad løsningen er. Der er desværre kun få, der tør problematisere taxameterprincippets konsekvenser for undervisningens kvalitet. Også dette spiller ind, for det definerer hvordan universiteterne oplagt vil reagere på frafald.

En Cilia Klara Winther Kjer, der er stud.med., skriver i en kommentar til Hanne Leth Andersens oprindelige indlæg:

3) Der kan være mange grunde til ikke at få et godt snit til studentereksamen: umodenhed, for meget erhvervsarbejde, for mange fester og forelskelser, eksamensangst. Wow.. seriøst? Bruger du det som argument.

Haha! Det er SÅ dumt. Den undskyldning kan man jo ikke bruge NOGEN steder i erhvervslivet. “Nå, hvorfor kom du ikke på arbejde?” – Jo, jeg festede lige for meget i går. “Hvorfor dumpede du eksamen for 3. gang?” Jo, nu skal du høre. Jeg ville bare hellere feste og fritidsjobbe. Lam undskyldning. Det handler om at prioritere. Hvis man vil have et flot resultat, kommer det ikke af sig selv.

Medicinstudiet kræver et højt karaktergennemsnit, men eksemplet ovenfor viser med sin interessante argumentationsform, at det i sig selv er ikke garant for nogen form for akademisk modenhed.

“Oh, what a fool I have been…”

Jeg har netop ved et tilfælde opdaget at den amerikanske sanger og sangskriver Jason Molina døde i lørdags. Molina var manden bag alt-country-bandet Magnolia Electric Co. der i 2009 lavede albummet Josephine, som jeg var meget begejstret for. Men han var også alkoholiker, og det var det, der tog livet af ham.

I 2011 skrev hans ven Henry Owings et trist og meget sigende indlæg på sin blog.

About a year ago, it became abundantly aware to me what was going on. Jason is an addict.

It weighed heavy on me. I’d call his bandmates and mutual friends to get to the bottom of “what’s up with Jason.” It appears that his drinking had caught up with him in monumental fashion. Rehab in England. Getting arrested. Drinking. Being flown back to the states by friends in Chicago so they could keep an eye on him.

It was then (about six months ago) that the calls from Jason became…..just…..desperate. Without knowing that he was even in Chicago (he was still using his UK phone), I’d get disjointed calls. He’d sing new songs to me. He’d cry. He’d pass out. He’d laugh. He’d remember some stupid random story about us singing a song together on stage in Virginia. More crying. Dead air. Drifting. And again, this wasn’t the JMo I knew. It bothered me then as it does now.

Det er svært ikke at høre sangen ovenfor som en slags farvel og en slags selverkendelse. Det triste er at kun den, der har misbrugsproblemet, selv kan redde sig. Jason Molinas familie prøvede, og de prøvede vedholdende. Men det lykkedes ikke. (Det hjalp sikkert heller ikke, at Jason Molina som mange andre i USA ikke havde nogen privat sygeforsikring.)

Udsigt til loftet

20130317-171321.jpg

I nat vågnede jeg med urolig mave og mavesmerter; en enmands-Roskildesyge var brudt ud. I dag har jeg brugt min søndag på at kigge på loftet, afbrudt af en uskøn og ubehagelig blanding af ondt i maven og ukontrolleret tømning af samme. På sådan en dag genopdager jeg at mennesket stadig også er et dyr med tøj på, og jeg sender tankerne tilbage i tiden til alle de andre gange, hvor jeg har været sengeliggende med alt for god tid og i splendid isolation, som man rammende siger på engelsk.

Men kan det betale sig?

betalesig

Tim Knudsen, der indtil for nylig var professor i statskundskab på Københavns Universitet, bliver interviewet i Politiken i dag. Han siger bl.a.

»Da jeg studerede, var der relativt mange unge fra LO-arbejderhjem på uddannelsen, som opfattede det at læse på studiet som et personligt dannelsesprojekt. De engagerede sig i emner som social ulighed, fagbevægelsen, den tredje verden osv. De var aktive i bevægelser. Det ser jeg ikke meget af mere. De studerende har en langt mere instrumentel, kalkulerende ’hvad er der i det for mig’-tilgang til studiet’«.

Jeg tror ikke, de studerende på statskundskab er værre end os andre. I vores samfund er får vi stadigt at vide, at vi først og fremmeste skal tænke på hvad der kan betale sig. Og vi regner med at andre også altid tænker på samme måde.

I dagens kronik i Information skriver Anissi Thorndal Ghazaleh og Jens Jonatan Steen:

Disse eksempler ser vi for eksempel, når regeringen gentager, at »det skal kunne betale sig at arbejde«. Her bliver arbejde framet som et individuelt og frit valg, som den enkelte træffer på baggrund af økonomisk motivation. ’Betale sig’ implicerer, at den enkelte kan sidde og regne ud, om det mon kan betale sig at arbejde.

Det indikerer dermed også, at dem, som er arbejdsløse, er det, fordi de har valgt det selv – fordi de fandt, at det ikke kunne betale sig.

Man ignorerer således strukturelle faktorer som tilgængelighed af job – og man ignorerer, at mennesker ikke udelukkende arbejder på grund af økonomiske incitamenter.

Men der hvor de bedste menneskelige egenskaber træder frem, er netop ofte der hvor vi gør noget selv om det ikke kan betale sig. Tænk på hvordan vi handler over for dem, vi kender – det er så godt som altid tilfældet, at vores adfærd over for venner og familie ikke kan betale sig ud fra en økonomisk betragtning. Eller tænk på de mennesker, der redder et afkræftet dyr, de finder tilfældigt – det kan ikke betale sig ud fra en økonomisk betragtning. Men de gør det alligevel. Eller tænk på alle dem, der sidder og udvikler løs på Linux uden at få noget for det. De gør det alligevel.

I politiske diskussioner er det som om et andet værdisæt træder frem end det værdisæt, vi har i hverdagen. Mange politikere taler og ræsonnerer ud fra det udgangspunkt, at vore handlinger først og fremmest skal vurderes på om de kan betale sig og ud fra at alle handler ud fra hvad der kan betale sig. Samtidig hører man tit økonomien omtalt med en “hverdagsmetafor”. I kronikken fra Information giver forfatterne dette eksempel:

Gennem metaforer sammenlignes og sidestilles samfundsøkonomi med privatøkonomi, som for eksempel hos statsministeren i årets nytårstale: »Vi skal have styr på vores fælles husholdningskasse.«

Men dette begreb homo oeconomicus som politikerne anvender, er i inden for de senere kommet under kritik. Det underlige (og triste) er at store dele af det politiske spektrum efterhånden ser ud til at abonnere på det.

Jens Friis

2013-03-15 14.42.36

I dag var jeg til afskedsreception for Jens Friis, der om 14 dage går på pension i en alder af 65. Vi sad der sammen, mange af os der har kendt Jens i årenes løb og holder af ham – og jeg mødte igen Jens’ hustru Martha og (for første gang i mange år) hans to nu voksne døtre.

På sådan en dag opdager jeg, hvor tiden dog er fløjet – jeg har kendt Jens i 34 år. Han var min matematiklærer i gymnasiet, og det var i høj grad Jens, der inspirerede mig til at studere matematik i sin tid. Hans grundige og indlevede undervisning og store faglige dygtighed fangede mig ind, og jeg ved at jeg langt fra er den eneste, der synes at Jens er en endog meget dygtig underviser. Den indre ro, omtanke og faglige omhu og præcision, der altid har præget Jens, vil jeg gerne kunne leve op til.

Vi har holdt kontakten ved lige, og vi er også mødtes sidenhen i kraft af vores karrierevalg. F.eks. så jeg Jens igen, mens jeg studerede datalogi – han tog et bifag (som det hed dengang) i datalogi og fulgte i den anledning nogle kurser på Aalborg Universitet. Så nu sad vi pludselig til de samme forelæsninger. Senere igen begyndte Jens at undervise i førsteårs-kurser i matematik på Aalborg Universitet, og siden tog han springet, forlod Fjerritslev Gymnasium og blev studielektor på vores adgangskursus. Nu var Jens og jeg faktisk blevet kolleger.

Jens’ store passion for Italien og italiensk kultur (inklusive kogekunst og vin) og hans store viden om og interesse for lokalhistorie og for dansk litteratur er også en del af billedet af ham som det hele menneske, han er. De triste myter om matematikeren som fagidiot skyldes bestemt ikke ham.

Når nogen, jeg har kendt længe, går på pension, begynder jeg selv at spekulere over hvordan det mon vil være for mig. Det er trods alt ved at være et par år siden, jeg selv holdt mit 25-års jubilæum. Vi snakkede til receptionen lidt om hvordan det er at trække sig tilbage – om der mon ikke er en slags abstinenssymptomer, når man nu har beskæftiget sig med sit fag så længe. Og det er der vel, sagde Jens – han mente nok at han ville læse lidt matematik engang imellem. Det tror jeg også han vil ende med at gøre; når man holder af sit fag, er det ikke sådan at slippe det.

Jeg glæder mig til at se ham igen.

Film for mænd

Shoot Em Up movie poster onesheet

Der findes et begreb i biografbranchen – en “Aalborg-film”. Det er sådan en film med to biljagter og nogle nøgenscener (med nøgne kvinder). Måske kunne man også kalde dem noget andet. Jeg har nemlig lagt mærke til at en bestemt tv-kanal nu på WWW og i tv-spots reklamerer med Film for mænd. Min spontane tanke var at det er vist ikke noget for mig.

Kanalen byder på hårdtslående næver, vilde biljagter og lækre babes, og der er action-garanti, når Hollywood-stjerner som Bruce Willis og Clint Eastwood deler øretæver ud. Glæd dig til klassefilm som The Departed med storspillende Jack Nicholson, Leonardo Di Caprio og Matt Damon i de bærende roller. Oplev Gerard Butler i den bloddryppende storfilm 300, og glæd dig også til titler som Troy, 51 State og Zodiac, når 6’eren sender actionfilm til mænd i 2011.

Og ja, jeg kan godt lide nogle af de film, der kan karakteriseres som action-film. Som alle andre genrer har den sine gode og dårlige repræsentanter. Den eneste af ovennævnte film, jeg har set, er 300 – og den var originalt filmet, gennemført visuelt tænkt og lige så gennemført forskruet i sin gengivelse af slaget ved Thermopylæ: Heltene fremstilles som 110% heteroseksuelle (hvad antikkens græske mænd fra overklassen langt fra altid var i virkeligheden!) og handlekraftige (hvad de bestemt heller ikke altid var i virkeligheden dengang), mens skurkene, dvs. perserne, fremstilles som 110% inkompetente (underligt at så inkompetente mennesker kunne frembringe en stormagt som Perserriget, ikke?) småfeminine mænd (det skal jeg ikke kunne sige om de var, men i i denne genre er den slags aldrig en ros).

Hvorfor skal jeg egentlig se “film for mænd”? Jeg tror forresten ikke engang at alle Clint Eastwoods film er “film for mænd”. Jeg synes i øvrigt at Film for kvinder, undskyld, Tøsefilm, er en lige så underlig størrelse. Det, der ærgrer mig er de køns-stereotyper, der bliver luftet mere og mere åbenlyst i disse år.

En artikel i Slate beskriver en undersøgelse foretaget af tre canadiske psykologer af reklamer i “mandeblade” af enhver slags. Det handler i høj grad om samfundsklasser.

They counted up the ads that depict men as violent, calloused, tough, dangerous, and sexually aggressive—what the researchers call “hyper-masculine”—then indexed them with the magazine’s target demographics. Hyper-masculine images, the researchers found, are more likely to be sold to adolescents, who find higher “peer group support” for manly-man behaviors. They’re also sold to working-class men, who are “embedded in enduring social and economic structures in which they experience powerlessness and lack of access to resources” like political power, social respect, and wealth, and so turn to more widely accessible measures of masculine worth—like “physical strength and aggression.”

Begreberne Film for mænd og Film for kvinder er i virkeligheden i høj grad rettet mod mennesker, der føler sig magtesløse og er med til at fortælle os alle sammen at vi skal kende vores plads og vores kønsroller.

Loving vs. Virginia

wall

Navnet på denne retssag virker unægtelig helt og aldeles symbolsk. Den kom vældig hurtigt frem i kildematerialet, da jeg ville læse mere om Clarence King. Mildred og Richard Loving var et par fra Virginia, der ikke kunne blive gift fordi delstatens love forbød ægteskaber mellem “sorte” og “hvide”. Det endte med en sag, der kom for USAs højesteret i 1967. Vanen tro i USA blev sagen opkaldt efter dens parter: borgeren og delstaten. Richard udtrykte sagens urimelighed meget klart til parrets advokat Bernard Cohen:

“Mr. Cohen, tell the Court I love my wife, and it is just unfair that I can’t live with her in Virginia.”

Richard og Mildred Loving vandt retssagen; delstaten tabte. I USA kunne folk fra og med 1967 omsider gifte sig med hinanden uanset etnisk baggrund.

Richard døde i 1975 i et trafikuheld, Mildred døde i 2008. De nåede at få tre børn.

Det ironiske var at der netop i byen Central Point, som Mildred og Richard kom fra, gennem lang tid havde været et uofficielt møde mellem de etniske grupper og havde skabt en gruppe mennesker der var “næsten hvide”, som beskrevet i en artikel af Brent Staples, skrevet kort efter Mildred Lovings død:

Many of the mixed-race men and women in Caroline County settled in and around Central Point. They were already thriving by the early 20th century. Their church, St. Stephen’s Baptist, was, as one historian noted, “the largest and most costly house of worship in Caroline, white or colored.” People in the congregation and community were “as a whole, very nearly white,” the historian wrote, “and, out of their community, could not be recognized or distinguished as colored people.”

Dette viser også hvorfor apartheid-systemet i USA var så umuligt. Hermed ikke sagt at dets triste kulturarv er væk; retssagen mellem Loving og Virginia fandt trods alt sted i min levetid.

Se flere billeder af familien Loving hos International Center of Photography.