Manden, der var hvid og sort

clarenceking
Clarence King

Af og til støder man på en historie, der virker for utrolig til at kunne være sand, men er det. I går læste jeg således som den amerikanske geolog og forfatter Clarence King, der i sidste halvdel af 1800-tallet var højt berømmet og en overgang var formand for USAs geologiske undersøgelsesselskab USGS.

Men på sit dødsleje indrømmede han, at han havde levet et dobbeltliv. Sideløbende med sin videnskabelige karriere var han gift og havde 5 børn. Hans kone Ada Copeland vidste intet om at hun var gift med en berømt geolog før hendes mand lå for døden. I hendes verden var den mand, alle andre kendte som Clarence King, metalarbejderen og portøren James Todd, som hun boede sammen med i Queens i New York.

Og ikke nok med det: I sit liv som geolog var Clarence King “hvid”, i sit liv som James Todd i Queens var han “sort”. Dvs. hvis man ser på billeder af Clarence King og læser om hans familiebaggrund, bliver det hurtigt klart at han overhovedet ikke havde afrikanske aner. Han kom fra en sædvanlig “hvid” familie med europæisk baggrund.

Ada Copeland var til gengæld “sort” – hun var tidligere slave. Dette var grunden til at Clarence King holdt sit ægteskab hemmeligt; det var få årtier efter slaveriets ophævelse og i USA herskede der en form for apartheid, der gjorde det umuligt for “sorte” og “hvide” at blive gift med hinanden. Denne form for apartheid eksisterende endnu i 1960’erne; i nogle delstater var den “skik og brug”, i andre var det reelt eksisterende lovgivning. “Hvide” kunne stemme, “sorte” kunne ikke. “Hvide” sad forrest i bussen, “sorte” sad bagest.

At det kunne lade sig gøre for en mand med mellemblond hår, blå øjne og lys hud at blive anset for “sort” skyldes et andet træk ved datidens racisme: at man blev anset som “sort” så snart man havde blot en forfader med afrikansk baggrund. Der var derfor en del mennesker, der løj om deres etniske baggrund. Mange “løj sig hvide”, men Clarence King “løj sig sort”.

Den amerikanske historiker Martha A. Sandweiss har skrevet en bog, Passing Strange, om dette fascinerende menneske, og den ser ud til at blive endnu en bog til min ønskeliste.

Der var ikke tale om at Clarence King udnyttede sin hemmelige familie.

“He could have had a mistress, and he didn’t,” Sandweiss said. “He gave this woman and these children his name — OK, it wasn’t his real name — but he provided for them. He hired piano teachers and tutors for the children, he found them homes, and it came at a tremendous personal cost.” King was deeply in debt for years, and at one point he suffered a nervous breakdown.

Hvis jeg nogensinde har været i tvivl om at begrebet “race” i meget høj grad er en social konstruktion, og at det er samfundets strukturer, der afgør hvem der er “sort” og hvem der er “hvid”, viser historien om Clarence King med stor tydelighed at det er tilfældet.

Og faktisk er historien om Clarence King jo også den virkelige historie om USA, nemlig at det ikke kunne lade sig gøre at opretholde apartheidsystemet – en undersøgelse fra 1950 viste at én ud af fem “hvide” amerikanere havde afrikanske aner inden for de seneste fire generationer. En helt lignende situation gælder for de “sorte” amerikanere – mange af dem har europæiske aner nogle generationer bagude.

Mig og Bowie

david-bowie-2013

Så kom David Bowies comeback-album, og det er det naturlige for mig at skrive om her. The Next Day er som at få et postkort fra en gammel ven. David Bowie er et af de navne inden for det 20. århundredes rock, jeg holder allermest af. Og da jeg i sin tid opdagede, at jeg deler fødselsdag med ham (vi er begge født den 8. januar), blev han på en måde endnu mere speciel. David Bowie er på en måde urimeligt begavet – en meget dygtig sangskriver, en dygtig vokalist, en dygtig musiker og en usædvanlig næse for at finde interessante mennesker at arbejde sammen med (og så er der jo også mange kvinder, der synes, han ser godt ud, men det glemmer vi lige).

Jeg læste om Bowie allerede midt i 1970’erne, men jeg begyndte vel først at forstå hans musik og rigtig lytte efter, da Scary Monsters udkom i 1980. Jeg anede ikke, at dette ville blive hans sidste rigtig vellykkede album i mange år.

Der er bestemt kommet albums senere fra David Bowie, der ikke er decideret mislykkede, men det er hårdt at skulle leve op til en karriere, hvor han op gennem 1970’erne (bortset fra 1978) udsendte et album om året. Hver gang var der gode sange på, hver gang var han i færd med at videreudvikle sit musikalske og visuelle udtryk. Måske er det også derfor, så mange af os har følt noget særligt for ham – han viste, at også en rockmusiker kan have mange facetter, kan være både stærk og svag, have både en maskulin og en feminin side, kan tro og tvivle.

The Next Day er, vil jeg hævde, det bedste album fra David Bowies hånd siden Scary Monster – ja, det er vel stort set lige så godt som dét. Da det første nummer fra The Next Day kom, den vemodige “Where Are We Now”, blev jeg lidt ked af det. David Bowie lød pludselig mere skrøbelig end jeg huskede ham – han er trods alt også blevet 66. Sangen var på én gang en hyldest til den tyske hovedstad, hvor Bowie tilbragte nogle produktive år, og en mesterlig beskrivelse af den følelse, man nogle gange kan få af at “opdage hvor man er”, at være her netop nu, at stå  netop hér midt i denne del af livet. På denne måde er sangen vel også David Bowies erkendelse af at han er ved at blive gammel.

Heldigvis er der en masse mere rockede numre på The Next Day. Ikke alle sange er lige uforglemmelige, men der er meget, der er rigtig vellykket. Et nummer som “Valentine’s Day” trækker både tråde tilbage til en gammel 70’er-lyd fra f.eks. Aladdin Sane og til The Kinks; her er der noget særdeles engelsk over Bowie, som jeg holder rigtig meget af. På “Love Is Lost” er der til gengæld noget amerikansk over ham – ordet “new” udtaler han konsekvent amerikansk (dvs. “nu”, ikke “nju”). En underlig, men sigende detalje der vel viser hvad de mange års bopæl i USA har gjort ved ham. Det er nu også et godt nummer.

At The Next Day overhovedet ikke lyder som en gang retro (hvem sagde Bob Dylan?) er i høj grad Bowies egen fortjeneste; utallige er de nyere rocknavne, der står i tydelig gæld til ham uden at virke som kopister.

Den eneste gang, jeg har set Bowie live , var til Roskilde-festivalen i 1996, og det var også rigtig fint. Jeg ville gerne nå at opleve David Bowie på en scene igen, men det kommer næppe til at ske.

Det liv vi kan redde

drowning

I dag har Folkekirkens Nødhjælp sin sogneindsamling. Pengene går til at bekæmpe sult blandt verdens fattigste. Jeg er også med ude som indsamler.

Verdens fattigste er af Verdensbanken defineret som de mennesker, der må leve for under 1.25$ om dagen. (Dette tal er afhængigt af hvilke lande der er tale om; 1.25$ gælder kun for de såkaldte lavindkomstlande.)

Dagens indsamling er naturligvis ikke løsningen på problemerne med global fattigdom, men den er en lille del af en løsning; det hjælper heller intet at lade være. Organisationer som Folkekirkens Nødhjælp gør en velorganiseret og systematisk indsats for at ændre på konkrete problemer.

Der er en trist indbygget selvmodsigelse i de udtalelser, der viser hvordan mange mennesker i Danmark betragter den globale fattigdom. Når talen falder på økonomisk ulighed i vores eget land, kan man nemlig høre det udsagn, at der ikke er fattigdom i Danmark, fordi de fattige i tredjeverdenslande er meget fattigere; Danmark er et rigt land. Andre gange kan man til gengæld høre det argument, at Danmark bør sænke eller helt fjerne hjælpen til tredjeverdenslande – fordi der er så alvorlige problemer i Danmark og vi er nødt til at tænke på os selv; Danmark er et fattigt land.

Det er klart, at det langsigtede mål må være at afskaffe fattigdom i verden og skabe menneskeværdige livsvilkår for alle, men en nødvendig forudsætning for at mennesker i det globale Syd kan gøre det, er at de ikke dør af sult først. Lige nu er vi i en situation hvor vi ved at mennesker dør af akutte årsager som vi med enkle midler kan gøre noget ved: med rent vand, med bedre sanitære forhold, med mad til at overleve hungersnød. På denne måde ligner situationen den at stå og betragte en druknende – løsningen er ikke at bede den druknende indånde luft i stedet for vand.

Intet menneske kan hjælpe alle, men enhver af os kan hjælpe nogen – netop fordi de akutte problemer kan løses med enkle midler. Tilsammen bør det kunne gøre det muligt at hjælpe alle.

Den australske filosof og forfatter Peter Singer har skrevet en bog om disse etiske fordringer ved nødhjælp, The Life You Can Save. Den er værd at læse – men start måske bare med at se denne korte video (og bare rolig, der er ingen billeder af lidende mennesker i den).

Hverdagens automatteori – eller: Resultatet er så korrekt, at det ingen steder står

jordenerflad

I min undervisning er jeg blevet mere og mere opmærksom på et underligt fænomen: Det er som om der opstår en konsensus om misforståelser.

Et af de vigtige resultater i teorien for formelle sprog er at deterministiske pushdownautomater er svagere end generelle pushdownautomater. Der findes sprog, der kun kan genkendes af en nondeterministisk pushdownautomat. Hermed følger det at der ikke kan være en generel algoritme, der for enhvert nondeterministisk automat kan konstruere en ækvivalent deterministisk automat.

Men spørger man studerende enten til mundtlig eksamen (som jeg brugte før i tiden) eller i en skriftlig eksamen, er der vældig mange af dem der er helt overbevist om at verden ser anderledes ud. Ofte har jeg oplevet ordvekslinger á la denne:

Mig: Kan enhver pushdownautomat konverteres til en ækvivalent deterministisk pushdownautomat?
Studerende: Ja da.
Mig: Er du helt sikker på det?
Studerende: Ja, men det skal jeg vel ikke være, når nu du spørger sådan.
Mig: Hvor skulle resultatet stå?
Studerende: Jeg er sikker på at det står i lærebogen, vi har brugt.
Mig: Det gør det ikke.
Studerende: Men har du så ikke nævnt det til en forelæsning?
Mig: Nej, det har jeg ikke. For resultatet gælder jo ikke.
Studerende: Gør det ikke det?
Mig: Nej.

Til tider er det som om der eksisterer et “hemmeligt pensum” bestående af alternative resultater – der så desværre alle er falske. Ved seneste omeksamen skrev 14 ud af 15 studerende i deres besvarelse, at det tomme sprog \emptyset ikke er et regulært sprog. Men det er det i høj grad. Og tidligere har et stort antal studerende hvert år hævdet, at omskrivningen af en kontekstfri grammatik til Chomsky-normalform “fjerner alle tvetydigheder”. Men også dét er falsk – for der findes sprog, der er indbygget tvetydige. Enhvert kontekstfri grammatik for et sådant sprog vil være tvetydig! Og endelig er næsten alle studerende enige om at hvis L_1 \subseteq L_2 og L_2 er et regulært sprog, så er L_1 selvfølgelig også et regulært sprog. Også dét er falsk.

I min undervisning er jeg blevet mere og mere bevidst om eksistensen af denne type systematiske misforståelser. Af og til kunne jeg godt være overbevist om at de studerende samles for at aftale dem (“Er vi så enige om at svare at det tomme sprog ikke er regulært?”), men det er selvfølgelig bare en sammensværgelsesteori.

Videnskabsteoretikeren Kirsten Paludan udgav tilbage i 2000 en fascinerende bog, Videnskaben, Verden og Vi. Den handler netop om de mange selvopfundne og helt forkerte teorier, mennesker danner i deres møde med naturvidenskaben.

Hverdagstænkningen er “før-videnskabelig” og er også den, der ligger bag gamle opfattelser som f.eks. ideen om at jorden er flad.

Det interessante og fascinerende er at misforståelserne nogle gang er så systematiske. Kirsten Paludan skrev, da bogen udkom, i Aktuel Naturvidenskab

Vi kan bringes til at tænke naturvidenskabeligt. Ellers var den moderne naturvidenskab jo ikke blevet opfundet. Og der er da også i enhver folkeskoleeller gymnasieklasse elever, der godt kan klare både planter, der lever af lys og luft, og de newtonianske bevægelseslove. I Anders’ klasse var der én. Men da han snakkede med Helldén, dukkede hverdags-forestillingen op først; så tog han sig i det, og rettede sig selv. De allerfleste af de mennesker, der godt kan tænke naturvidenskabeligt, falder let tilbage på hverdagstankegangen, når de ikke lige – tjah, tænker sig om. Selv trænede natur videnskabsmænd og -kvinder har lettest ved videnskabstankegangen inden for deres ekspertisefelt, mens de på andre områder let snubler over i hverdagstænkemønstrene. Vores tankegang er gennemsyret af hverdagsmønstrene, og når vi tænker videnskabeligt, skyldes det hård træning i at undgå hverdagstænkningens faldgruber.  F.eks. kan vi kun tænke abstrakt efter skrap træning, og vi tænker konkret i ubevogtede øjeblikke. Som den særdeles abstrakttænkende videnskabsperson, jeg kender, der på pengefeltet tænker konkret og er overbevist om, at de penge, vi har sat i banken, ikke er en abstraktion, tal i en computer, men ligger et eller andet sted i form af sedler og mønter: “Der må da findes rigtige menneskepenge et sted!”

Kirsten Paludan har ud fra sin forskning fundet frem til nogle karakteristika ved vores “hverdagstænkning”. Og mon ikke disse karakteristiska i virkeligheden også passer på de systematiske misforståelser, man oplever som underviser? Det er måske ikke “hverdagstænkning” i simpel forstand, for de falske “sætninger” fra teorien om formelle sprog er alle formuleret i fagets terminologi (mere eller mindre elegant), men de er udtryk for en “lokallogik”, som Kirsten Paludan skriver:

Man bruger en logik, der passer til situationen, og opdager ikke modsigelsen, når man i en anden situation bruger en logik, der strider mod den første.

Vi er vant til at hvis L_2 er en mængde af lige tal og L_1 \subseteq L_2, så er alle tal i L_1 selvfølgelig også lige. Så må der gælde noget lignende om regulære sprog, konkluderer vi.

En uovervindelig sommer!

camus

For mange år i Paris siden faldt jeg i snak med en irer, og han var meget begejstret for Albert Camus. Det er faktisk pinligt – jeg har aldrig fået læst noget af denne store franske forfatter. Dette lille citat er fra “Festen i Tipasa” og udtrykker en længsel og en vilje, jeg gerne ville kalde for min også.

En anden verden

crackpot_2126866i

I går skrev jeg om et TED-foredrag med en Randy Powell, der fremsatte hvad der helt tydeligt var en crackpot-teori. Der er noget underligt fascinerende ved denne selvopfundne konkurrent til etableret forskning. Jeg har en fornemmelse af at Randy Powell kan være skizofren, men andre  gange er de personer, der udøver pseudovidenskab, mentalt raske, men stadig beboere af en slags parallel virkelighed.

Jeg fik for et par måneder siden tilsendt et artikelmanuskript af en, der engang har været ansat på Aalborg Universitet. Han var meget stolt af det. Her er listen over nøgleord.

Keywords: Tauquernions, quaternions, geometric algebra, spacetime algebra, Higgs boson, EPR, entanglement, Bell & Magic operators, space creation, quantum gravity, mass creation, dark matter, black holes, background-independent, string theory, Fourier, Parseval, Clifford, emergence, co-boundary, computational, concurrent, distributed, co-occurrence, co-exclusion, process, mechanism, hierarchical, quantum computing, qbit, ebit.

Det var ikke så lidt, vel? Måske er artiklens bidrag dybt og epokegørende og det manglende led i en samlet teori for kvantefysik, kosmologi og parallelle beregninger – eller måske er der bare tale om en gang sludder, i bedste fald en samling trivielle betragtninger om vektorregning? Jeg håber selvfølgelig, at det første er tilfældet, men jeg må indrømme, at artiklen var svær at finde mening i.

Crackpot-teorier er ofte netop “teorier om alt”, og de er ubegrænsede i deres rækkevidde; de kan forklare – alt, uden undtagelse eller forbehold. Randy Powells TED-foredrag bestod netop i at han talte om en slags diagram der forklarede alle egenskaber ved universet og al matematik og gjorde det muligt at skabe supercomputere, skabe ubegrænsede mængder af energi osv. osv. osv.

Af alle de forskellige kriterier, der blevet foreslået for at skelne mellem pseudovidenskab og videnskab, er det måske netop dét, der er det vigtige: videnskab kan ikke forklare alt og er til tider nødt til at svare “det ved vi ikke”. Det er formodentlig også derfor, pseudovidenskab er blevet så populær – ønsket om at få vished om alt og en løsning på alt ligger dybt i den menneskelige psyke. Det er vel også dette, der drives vores gavnlige nysgerrighed.

Til gengæld er crackpot-teoriernes sprog privat, helt privat. Randy Powell bruger en masse store og flotte ord, men han bruger dem helt løsrevet fra deres sædvanlige betydning (ja, faktisk fra enhver betydning). Videnskabens sprog er ikke privat; hvis vi taler længe nok og præcist nok, skal vi kunne blive enige om begrebernes præcise betydning. (Det er faktisk i høj grad Randy Powells brug af “privatsprog”, der får mig til at mistænke ham for at lide af en form for skizofreni.)

Et tredje kriterium, der er interessant, er fagfællebedømmelsen, også kendt som peer review. Læg mærke til hvor vigtigt det er for Randy Powell at slå på at det, han beskæftiger sig med, er blevet udsat for peer review (hvordan bedømmelsen gik, glemmer han at nævne). Den slags er sjældent noget, en rigtig forsker ville bruge kræfter på at fremhæve om sine resultater og sine publikationer, for selvfølgelig har de gennemgået en sådan proces – den er jo central for det videnskabelige samfund.

Det er også interessant at høre Randy Powell nævne at en forsker har fortalt ham, at Randy Powells ideer vil have enorm betydning, hvis de er rigtige. Det er jeg nemlig enig i! De der implikations-pile er svære at forstå.

Min eks-kollega har sendt sin stort anlagte artikel ind, så den bliver nu udsat for peer review. Lad os håbe at alt går som det skal i den forbindelse.

(Og nej, billedet ovenfor er ikke manipuleret. Der findes faktisk en by ved navn Crackpot. Den ligger i Yorkshire.)

Hvad er der galt med TED?

ted

Der er nogle rigtig gode foredrag fra TED, og jeg har selv anvendt nogle af dem her på min blog. Der er nogle rigtig dygtige mennesker, der har holdt TED-foredrag. Men jeg også kan læse, at der er en voksende kritik af TED-formatet rundt omkring. Martin Robbins har en særdeles kritisk artikel i The New Statesman. Kent Sepkowitz er lige så kritisk i The Daily Beast. Og på Quora er der en del diskussioner af TED. Og jeg forstår godt kritikken.

Det helt store problem er at TED-konferencerne ikke helt vedkender sig deres egne begrænsninger.

For det første: Et foredrag kan være en appetitvækker, og det skal alle huske. Efter at have lyttet til et foredrag på 18 minutter om biokemi eller psykologi er tilhøreren ikke blevet biokemiker eller psykolog – men måske får tilhøreren lyst til at læse mere om emnet. Det er i høj graden sådan, jeg har haft glæde af TED-formatet.

For det andet: Det er ikke altid klart, om der foregår en kvalitetskontrol på TED. Martin Robbins har et eksempel herpå, men foredraget herunder er et helt ekstremt eksempel på hvor galt det kan gå.

Det bliver hurtigt tydeligt, at det, denne mand taler om pseudovidenskab. Han er en crackpot, måske endda skizofren. Jeg kender selv til crackpots (jeg havde engang en kollega, hvis forskning faldt inden for denne kategori), og deres ideer er ikke værd at sprede. Personen i foredraget ovenfor har en hel række selv-optagne (og selvoptagede) foredrag på YouTube om sin vortex mathematics, men her er han så kommet inden for i varmen hos TED.

(Til gengæld er der et eksempel på et TED-foredrag, der aldrig blev vist. Det var et foredrag med Nick Hanauer. der var meget kritisk over for den lave beskatning af rige amerikanere.)

Problemerne skyldes i høj grad at TED-formatet er blevet så stor en succes, også økonomisk. Når nogen får stor succes – det kan være en forsker eller en forskergruppe, en forfatter, en bestemt terapeut eller en kunstner – kan de ende med at komme til at bruge en masse tid på at “fejre sig selv” i stedet for at stille kritiske spørgsmål til sig selv. Når man begynder at fejre sig selv, begynder man også at lukke sig om sig selv og der kan komme noget kult-agtigt over foretagende. Nogle gange bliver det tydeligt at TED-konferencerne er faldet i denne fælde. Det voldsomme bifald, der kommer efter hvert foredrag kan godt blive lidt for meget for mig.

Det var vel kun et spørgsmål om tid, før parodierne måtte komme. Og her er én, og den er faktisk skræmmende tæt på den ægte vare.

Fordi vi holder af dem

nsa

Der var mange, der udtrykte deres store sorg og store beundring, da Mærsk McKinney-Møller døde. Samtidig er der i store dele af det politiske spektrum tale om en noget mere negativ holdning til borgere med lav indtægt. Dette gælder i særdeleshed kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse; her tales der om at det skal kunne betale sig at arbejde, og nogle politikere taler åbenlyst om at disse grupper bruger “andre folks penge”. I andre sammenhænge er det til gengæld ikke de arbejdsløse, men de lavtlønnede, der bliver kritiseret for at have for høj en indtægt. Nogle af de meget rige deltager bl.a. aktivt i denne kritik af lavindkomstgrupperne.

Tidligere i år gav Niels Smedegaard Andersen i et interview i Berlingske således udtryk for at de lavtlønnede skal længere ned i løn.

»Det skal være muligt for flere at komme ind på arbejdsmarkedet, og det forudsætter blandt andet, at virksomheder kan tiltrække og ansætte folk til en lavere løn, så vi kan beholde produktion i Danmark. Ikke alle har høje uddannelser eller er velkvalificerede til mere avancerede job, og med de lønninger, vi betaler i Danmark, er der nogle, som ikke er konkurrencedygtige med indere, tyskere eller svenskere. Derfor forsvinder job ud af landet,« siger Nils Smedegaard.

Mærsk offentliggør ikke hvor meget deres direktører tjener, men Niels Smedegaard Andersen tjener formodentlig 18 millioner kroner om året.

Overenskomsten for butiksområdet siger at man som ufaglært butiksmedarbejder uden anciennitet tjener 17.013 kroner om måneden. Dette giver 204.156 kroner om året. Direktøren for Mærsk tjener på ét år dermed langt mere end den ufaglærte butiksarbejder vil gøre i hele sit samlede arbejdsliv – og faktisk også omtrent lige så meget som hvad jeg selv vil opnå at tjene i mit samlede arbejdsliv, hvis jeg går på pension som 67-årig. Og min løn er da ikke dårlig.

Dette kan let komme til at fremstå som simpel misundelse fra min side, men det er ikke det, der ligger bag. Jeg tvivler ikke på at Niels Smedegaard Andersen har en hel del at se til. Det, der er interessant at overveje er hvordan alle vi, der hverken er rige eller har en meget lav indkomst, ser på de rigeste og ser på dem, der har en lav indkomst.

Er Niels Smedegaard Andersens høje løn således udtryk for at han arbejder 88 gange så hårdt som en ufaglært butiksarbejder? Er en årsindtægt på 18 millioner nødvendig for at have et godt liv? Jeg er formodentlig begrænset af min egen horisont – jeg tænker som en lønarbejder. Hvis jeg pludselig tjente 18 millioner kroner, ville jeg nemlig afdrage mit boliglån og få renoveret vores hus. Bagefter ved jeg faktisk ikke, hvad jeg ville gøre – sikkert bare fortsætte som nu.

Jeg har altid følt at det var påfaldende, at det forsvar for de rigeste, som ofte høres, er blevet så udbredt, at det begynder at ligne en konsensus. Blandt andet husker jeg et indlæg i Politiken, hvor en folkepensionist (som pointerede, at hun altid stemte på Socialdemokraterne) brugte en hel kronik på at forsvare de rige.

…fordi de knokler og i forvejen betaler kassen til de af os andre, der ikke har været lige så dygtige, arbejdsomme, flittige og heldige.

I virkeligheden har mange af dem, der forsvarer de rigeste og har en negativ holdning til lavindkomstgrupperne imidlertid selv en baggrund som lønarbejdere, der er langt tættere på den ufaglærte arbejder end på direktøren fra Mærsk. Samtidig er det endda langt mere sandsynligt at de, der forsvarer de rigeste, kender andre, der er ufaglærte arbejdere end at de kender folk, der er meget rige.

Kornet og krisen

egypt-wheat

Hvad har klimaforandring med uroligheder i Mellemøsten og Nordafrika (MENA) at gøre? Specielt: Hvorfor opstod der netop omfattende protester i Tunesien og Egypten i 2011? Den politiske situation var ikke anderledes end den havde været i en del år. I New York Times har Thomas Friedman en opsigtsvækkende forklaring baseret på en ny rapport fra Center for American Progress. Tesen er at det, der kan udløse kriser, er bestemte stressorer – en pludselig, stressudløsende forandring, der så selv udløser andre forandringer.

Argumentet er interessant. Det er faktisk kun en lille del af verdens samlede hvedeudbytte, der bliver eksporteret. De lande i verden, der importerer mest hvede, findes alle i MENA-regionen. Og i Egypten bruges 38 procent af alle midler på fødevarer, og en tredjedel af gennemsnitsegypterens kaloreindtag stammer fra – hvede. I vinteren 2010/2011 faldt verdens hvedeproduktion drastisk på grund af voldsomt vejr i de lande, der eksporterer mest hvede – nogle oplevede ekstrem tørke, andre voldsomme oversvømmelser. Hvedeudbyttet gik ned og hvedepriserne steg til det dobbelte; det ramte den almindelige borger i MENA-regionen hårdt. Det var dét, der var stressoren – ikke f.eks. en pludselig religiøs vækkelse, terrorister, situationen i Israel/Palæstina eller hvad man nu ellers ofte taler om i forsøg på at forstå situationen i MENA-regionen.

Det ironiske er nu, at mange lande i MENA-regionen producerer olie og i ikke ringe omfang er modstandere af regulering af brugen af fossile brændstoffer!