En dårlig skuespiller

rigged_research

Jeg er gået i gang med at læse Daniel Kahnemans roste Thinking, Fast and Slow, der i øvrigt blev anmeldt meget positivt af Rune Lykkeberg i Information her i den forgangne weekend. Men der er en ting, der er begyndt at nage mig lidt nu: Kahneman (der tilbage i 2002 fik Nobelprisen i økonomi og derfor ikke er hvemsomhelst) baserer sine konklusion på bl.a. et omdiskuteret fænomen, der kaldes priming. Det er det fænomen, at stimuli, som måske endda ikke er bevidst opfanget, påvirker den måde, et menneske opfatter senere stimuli på.

En del af de mest opsigtsvækkende forskningsresultater, der findes om priming, skyldes Diederik Stapel, der indtil for få år siden var professer ved universitetet i Tilburg i Nederlandene og endda nåede at blive dekan. I dag er han hverken professor eller dekan. Han blev nemlig fyret i 2011 efter at man påviste at han har begået endda ganske omfattende videnskabelig uredelighed: en meget stor del af hans forskningsresultater er regulært falske, baseret som de er på ikke-eksisterende data. Der er en meget lang artikel om Diederik Stapel i New York Times, og den giver et fascinerende indblik i omstændighederne omkring en af vor tids største svindlere i forskningsverdenen (i hvert fald blandt dem, der er blevet opdaget).

Som i andre sager om videnskabelige uredelighed påvirker Diederik Stapels fald fra tinderne mange af dem, der har arbejdet sammen med ham. Han nåede at have omkring 20 PhD-studerende, som han “hjalp” med sine data – og det skal de nu leve med. Ikke overraskende er Diederik Stapel blevet en forhadt person. Også Daniel Kahneman har reageret, for Stapel er ikke den eneste, der har fusket med forskning om priming! I oktober 2012 skrev Kahneman i en åben e-mail:

For all these reasons, right or wrong, your field is now the poster child for doubts about the integrity of psychological research. Your problem is not with the few people who have actively challenged the validity of some priming results. It is with the much larger population of colleagues who in the past accepted your surprising results as facts when they were published. These people have now attached a question mark to the field, and it is your responsibility to remove it.

Trist, men formodentlig uundgåeligt – det er nu op til alle andre at genskabe den tillid, som fuskerne har ødelagt.

Ligesom Milena Penkowa var Diederik Stapel engang en lovende ung studerende. Nu, hvor deres forsker/fusker-karrierer er endegyldigt omme, er der tilsyneladende en væsentlig forskel. Penkowa prøver at fremstå som den forfulgte uskyldighed, der bare hygger sig med sin hund og sin sportsvogn til tonerne af Metallica (hvis jeg var Lars Ulrich, ville jeg skrive og bede om at få mit navn renset!). Men Stapel fremstår brødebetynget. Om han faktisk er det, eller om Penkowas og Stapels coping-strategier begge er varianter af en usympatisk persons forsøg på at opbygge ny sympati hos andre, ved jeg ikke. Det er i al fald interessant, at Diederik Stapel inden sit psykologistudium forsøgte at blive skuespiller (men ifølge ham selv erkendte at hans talent for skuespil var begrænset).

Men jeg kan ikke lade være med at tænke over hvorfor det kom så vidt. Hvis man skal tro Stapel selv, var en stor del af motivationen bag den omfattende svindel et ønske om at vinde i konkurrencen om forskningsmidler og om succes.

What the public didn’t realize, he said, was that academic science, too, was becoming a business. “There are scarce resources, you need grants, you need money, there is competition,” he said. “Normal people go to the edge to get that money. Science is of course about discovery, about digging to discover the truth. But it is also communication, persuasion, marketing. I am a salesman. I am on the road. People are on the road with their talk. With the same talk. It’s like a circus.”

Den nederlandske socialpsykolog Rolf Zwaan har en blog, hvor han bl.a. har skrevet om hele denne triste og pinlige sag. Zwaan skriver selv, at han troede at sagen om Stapels fusk var et enkeltstående tilfælde – men nej. Ikke så længe efter blev Zwaan formand for en komité, der skulle undersøge et andet tilfælde af videnskabelig uredelighed, begået af Dirk Smeesters, der faktisk også beskæftigede sig med priming.

John Reynolds

reynolds

I søndags mistede vi en af de vigtige skikkelser inden for datalogi, John Reynolds. Første gang gang jeg mødte ham, var på det universitet, hvor han var professor og udfoldede meget af sin karriere, nemlig Carnegie-Mellon University i Pittsburgh. John Reynolds var i høj grad med til at sikre at programmeringssprogsteori er blevet et vigtigt forskningsområde inden for datalogi i USA. Hans arbejde med typesystemer og siden med det område, han grundlagde sammen med Peter O’Hearn, nemlig separationslogik, der er en modallogik for referencer, er af stor vigtighed (og har også bl.a. inspireret mig), og han fik da også ACM SIGPLAN Programming Language Achievement Award for 10 år siden.

John Reynolds nåede at blive 67, og i dag er det jo – ingen alder. I løbet af i sin karriere kom han også forbi Danmark, hvor han tilbragte et semester på Aarhus Universitet for nogle år siden.

Hvis Kopernikus var på nettet

designall-1

På Edge.org blev en lang række forfattere, kunstnere og forskere bedt om at give deres bud på hvad internettet har gjort ved vores måde at tænke på. Det er interessant læsning; jeg har allerede for halvandet års tid siden skrevet om noget lignende her på bloggen.

Og det påvirker alle, der har adgang til nettet. Forleden talte jeg med en efterskolelærer, der fortalte om udfordringerne med at få eleverne til at komme i gang med at lære. De skulle, som han udtrykte det, i gang med at bruge langtidshukommelsen til noget. Vores langtidshukommelse spiller nemlig en anden rolle i dag, hvor store mængder af data er tilgængelige for mange af os i form af internettet. Søgemaskiner – og ikke mindst Google. Jeg mindes engang i min studietid, hvor en studiekammerat og jeg var uenige om hvem det mon var, der spillede Trapper John i Robert Altmans film M*A*S*H. Var det Elliott Gould eller Donald Sutherland? Jeg måtte, da lejlighed omsider bød sig, finde et filmleksikon – og æv, det var Elliott Gould, og jeg havde tabt væddemålet om en flaske champagne. Den slags vil aldrig ske igen. I dag ville jeg gribe ud efter min smartphone (eller smartphonetelefon, som nogle journalister nu skriver) og kigge efter på IMDB.

Men der er en anden konsekvens, som jeg tror er mindst lige så væsentlig: Internettet forandrer vores kvalitetsbegreb. Lige så hurtigt som information kan spredes, lige så hurtigt kan information af dårlig kvalitet sprede sig. Vi så det for nylig i forbindelse med bombeattentaterne mod Boston Marathon, hvor en forsvunden studerende fejlagtigt blev udpeget som gerningsmand af nogle af hans bekendte, der mente at genkende ham på overvågningskameraernes optagelser. Først da de rigtige forbrydere var blevet pågrebet, kom der et dementi. Oplysningerne havde da for længst spredt sig fra de sociale medier til de mere traditionelle nyhedsmedier.

I den materielle infrastruktur for viden har der været en kvalitetskontrol, der i et vist omfang kom fra selve det faktum, at informationen krævede fysiske materialer. Forlæggeren ville kun bruge papir og tryksværte og typografers arbejdskraft på en bog, forlaget anså for at have en vis kvalitet. Pladeselskabet ville kun bruge vinyl og pap på en LP-plade eller en CD, som pladeselskabet anså for at have en vis kvalitet. Nogle gange, men ikke altid, hang dette sammen med bogens/pladens kvalitet som vare, og nogle gange tog producenterne fejl.

Men i dag er der ikke samme fornemmelse af kvalitetskontrol. Det er nemt og hurtigt at producere informationer, der ser gennemarbejdede og troværdige ud – men bestemt ikke altid er det. Også i dag vender vi derfor stadig tilbage til et gængs ideal om kvalitet. Studerende vil selv i dag indrømme, at de stoler mere på en bog end på en artikel fra Wikipedia. Og da jeg selv skulle udgive min bog om strukturel operationel semantik, valgte jeg at lade den udkomme som en trykt bog på et etableret forlag i stedet for at publicere den elektronisk selv.

Vi er nødt til at tænke over hvad vi forstår ved kvalitet. I mange af svarene på Edge.org dukker netop kvalitetsbegrebet op. Således skriver Martin Rees, tidligere formand for Royal Society:

Paul Ginsparg’s arXiv.org archive transformed the literature of physics, establishing a new model for communication over the whole of science. Far fewer people today read traditional journals. These have so far survived as guarantors of quality. But even this role may soon be trumped by a more informal system of quality control, signaled by the approbation of discerning readers (by analogy with the grading of restaurants by gastronomic critics), by blogs, or by Amazon-style reviews.

Det, vi har i vore dage, som vi ikke havde før internettet blev manges eje, er nemlig et stort landskab af fagfæller. Dette kan være med til at regulere kvaliteten – i stedet for at to-tre bedømmere læser en indsendt artikel, inden den bliver publiceret, kan hundreder af os bedømme artiklen. Men omvendt kan dette samfund af fagfæller være med til at bremse det nye og virkeligt spændende – fagfæller kan være uenige. Og hvis man ellers skal tro Kuhns idé om at et videnskabeligt samfund altid prøver på at opretholde “normalvidenskaben”, kan det måske ligefrem bremse eller i det mindste forsinke ny indsigt. Hvis internettet havde været tilgængeligt på Kopernikus’ tid, er det med andre ord ikke usandsynligt at det geocentriske verdensbillede havde fået flest likes.

Rotation

20130428-063431.jpg

Lige nu er der diskussion af om Enhedslisten skal fravige sit rotationsprincip, så f.eks. Johanne Schmidt-Nielsen (for nu at vælge et helt tilfældigt navn) kan stille op til folketingsvalg også hvis det udskrives efter maj 2015. Hvorfor skal man slagte den fugl, der lægger guldæg? spørger nogle.

Jeg er selv en stor tilhænger af rotationsprincipper for valgte hverv. Det er nemlig vigtigt at huske at vi har med tillidsposter at gøre, ikke med arbejdsfunktioner. Jeg ville aldrig tale for at f.eks. dygtige læger skulle “roteres ud”.

Rotationsprincippet i Enhedslisten er en arv fra Venstresocialisterne, men også f.eks. USAs præsidentembede og hovedbestyrelser i mange større foreninger har det (det gælder bl.a. Amnesty International).

Mange partier har en “realpolitisk” folketingsgruppe og et “idealistisk” bagland. For tiden kan man se dette modsætningsforhold i regeringspartierne, og man kunne vel også af og til ane noget lignende i Venstre, da de sad i regering.

Et argument for et rotationsprincip, som man kun sjældent hører (jeg kan faktisk ikke mindes at have hørt det) er netop at udskiftningen vil sikre at der hele tiden kommer nye repræsentanter fra baglandet. På den måde bliver afstanden mellem de to elementer i partiet mindsket, og det kan mindske eller måske endda forhindre bestemte slags interne konflikter. Samtidig kan man bedre undgå en langsom glidning væk fra partiets idealer.

Et andet argument, man sjældent hører, er at langvarige politikerkarrierer faktisk gør partier sårbare. Af og til er der mere eller mindre naturlig afgang, og så skal der pludselig findes en efterfølger. Det går sjældent stille af sig, og det er som om de diskussioner, der ellers burde have høj prioritet i et politisk parti primært finder sted under de omstændigheder – men så netop kommer til at tage sig ud som et personspørgsmål. Se bare de mange opgør om formandsposter hos f.eks. Socialdemokraterne.

Og så gør rotationsprincippet også noget vigtigt ved den måde, man tænker på sin tillidspost på. Man er hele tiden bevidst om at det er slut en dag – og man ved endda omtrent hvornår. Da handler det om at få det bedste ud af den tid man har i stedet for at ende med at tro at man er “politisk udødelig”.

Hvordan ville mon Socialdemokraterne og Venstre (for slet ikke at tale om Dansk Folkeparti!) se ud, hvis de havde et rotationsprincip?

Helt til søs

20130427-201636.jpg

Jeg er lige blevet færdig med Lost at Sea af den walisiske forfatter Jon Ronson. Han er måske bedst kendt for bogen Men Who Stare At Goats, der endte med at blive til en spillefilm i Hollywood.

Lost at Sea kommer vidt omkring, og især er det som om Ronsons beskrivelser af diverse outrerede personer rammer plet: de er på en gang loyale og med en tørt humoristisk distance. Ronson møder masser af loyale troende, der tror på diverse irrationelle fænomener såsom religion, clairvoyance, mord, ufattelig rigdom, ufattelig fattigdom og Disney-kontrollerede krydstogter.

Jeg vil aldrig kunne tænke på et fænomen som NLP på samme måde igen efter at have læst om Ronsons møde med den ene af bagmændene, en herre ved navn Richard Bandler, til en stor NLP-konference. Også Ronsons møde med den selvbestaltede superhelt fra Seattle, en ung fyr der kalder sig Phoenix Jones, er værd at læse. Den artikel, der giver bogen titel, handler om hvordan en ung britisk kvinde forsvinder på det amerikanske krydstogtsskib, hun er ansat på og her gør Ronsons tørt konstaterende observationer af situationers absurditet faktisk historien ekstra gribende.

Mange af Ronsons artikler er udkommet i dagbladsform og f.eks. kan man læse hans NLP-artikel i The Guardian.

Talent 1963-2013

MartinHall
Foto: Bredo Hjøllund.

 

I dag bliver den tidligere guitarist i Viborg-bandet Næste Uges TV 49 år. Han hedder forresten Jens Unmack. Og samme dag fylder den tidligere sanger og guitarist i københavner-bandet Ballet Mécanique 50. Han hedder forresten Martin Hall. Engang kaldte danske musikanmeldere Næste Uges TV og Ballet Mécanique for nyrock. Ak ja, det var dengang.

Mange herhjemme kender mest Martin Hall som dommer i Talent 2008 fra DR1, men han er en vigtig skikkelse i dansk rockhistorie. Som en af de første herhjemme fik han ørerne op for alt det, der skete inden for det, man dengang kaldte punk og new wave.

Det første Ballet Mécanique-album, The Icecold Waters of Egocentric Calculation fra 1981, holder endnu i al sin hysteriske Sturm und Drang. Der er spændende takter på Apparently All The Same fra 1984 med Under For, der var fortsættelsen af Ballet Mécanique. Og 15 år efter debuten kommer det, der måske er Martin Halls mest vellykkede album, Random Hold. Også det holder endnu, og netop på Random Hold og frem bliver det tydeligt hvor inspireret han er af nu afdøde Billy Mackenzie. Der er ikke mange, der har hans Testcards-udgivelser med demoer, men især den anden af dem med en samling demoer på CD1 og en liveoptagelse fra 1994 på CD2 er en lille perle. Demoerne er (i bedste forstand) ligetil popmusik, og på liveoptagelsen kan man for alvor høre hvor godt og indfølt han synger. Det bliver desværre ofte glemt i omtalen af Martin Hall.

Martin Hall har forresten også en overgang nået at være en slags sidekick i et andet legendarisk nyrock-band, Before, med eksilaalborgenseren Fritz Fatal (= Michael Bonfils) på indlevet, men noget uren vokal. Det bliver desværre også ofte glemt i omtalen af Martin Hall.

Martin Hall har også i sin 32 år lange karriere forsøgt sig med romaner, digte og kompositionsmusik og teater, for der er meget, der skal ud. Ikke alt har været lige overbevisende. Men glemmes skal det ikke, at vi har at gøre med en usædvanligt produktiv herre. Martin Hall er nok ikke så udansk eller usædvanlig, som han gerne har villet være, og hans blufærdighed mht. at skrive netop sangtekster på sit eget sprog forstår jeg vel aldrig helt.

I mine øjne (og ører) er Martin Hall først og fremmest en rigtig dygtig sangskriver og en temmelig undervurderet vokalist. Alene dét er en usædvanlig og fin præstation i sig selv. Tillykke herfra til Martin! Og selvfølgelig også tillykke til Jens, der først næste år bliver rigtig rund.

(Næste Uges TV og Ballet Mécanique har forresten givet koncert sammen mindst én gang, nemlig den 6. februar 1982 – på Jomfru Ane Teatret i Aalborg! Jeg husker det tydeligt, for jeg var der desværre ikke. Siden har jeg hørt en del om denne vist rigtig gode koncert fra både publikum og musikere.)

Anden gang som farce

tomt

Der er et berømt citat af Karl Marx:

Hegel bemerkte irgendwo, daß alle großen weltgeschichtlichen Tatsachen und Personen sich sozusagen zweimal ereignen. Er hat vergessen, hinzuzufügen: das eine Mal als Tragödie, das andere Mal als Farce.

Det stammer fra Der achtzehnte Brumaire des Louis Bonaparte, der var Karl Marx’s reaktion på Louis Bonapartes statskup i 1855. Det er et godt citat på flere måder – det siger noget om Hegel, som var Marx’ store filosofiske inspirationskilde, men egentlig gør Marx vel også lidt grin med Hegels tanke om altings genkomst. Og så er det vel rammende for mange historiske tilfælde af “beslutsomhed” – de, der griber ind, vil gerne fremstå som helte, men kan let ende med at være det modsatte.

Citatet passer således også godt på det, der skete i dag i lærerkonflikten, nemlig det lovindgreb, alle har ventet på.

På andre tidspunkter har der været optræk til storkonflikt, og det er enkelte gange sket at konflikten brød ud. Da har der været forhandlinger og forligsinstitutionen har udarbejdet en forligsskitse, som ingen kunne tiltræde. Lovindgrebet har da bestået i at forligsskitsen blev gjort til lov. Dette er vel den tragiske udgave.

Denne gang er det imidlertid tydeligt, at der er tale om en farce. For det første var det slet ikke nogen forligsskitse; det er i sig selv usædvanligt. For det andet er der en del der tyder på, at hele forløbet fremstår som en skinmanøvre fra statens og kommunernes side. Webstedet meretidsammen.dk fremførte Kommunernes Landsforenings synspunkter, og det er del i en nøje planlagt strategi. Hos DK Hostmaster kan man se at KL købte domænet meretidsammen.dk allerede den 18. december 2012. Og Folketingets ombudsmand hæfter sig ved den arbejdsgruppe, der har undersøgt lærernes arbejdstid.

Men set udefra forekommer det overraskende, at arbejdsgruppen ikke har brugt dokumenterne til at forberede forhandlingerne om overenskomst, når det var selve formålet med gruppens arbejde«, siger Jørgen Steen Sørensen til politiken.dk.

Alle de partier, der taler for indgrebet, kommer nu til at fremstå som frelsere. Konflikten er kørt præcis så længe, at alle er trætte af den. Forældrene har længe været trætte af lockouten. Også DLF beder nu om et indgreb, vel vidende hvad det vil føre med sig. Og lovindgrebet er timet, så Folketinget skal indkaldes i bededagsferien – hvor Enhedslisten holder landsmøde!

Også oppositionspartierne kan fremstå som frelsere; de taler for indgrebet, men har også lavet små ændringsforslag undervejs og kan på denne måde hævde at have forståelse for lærerne og tale for forældrenes interesser. Det er samtidig tydeligt, at oppositionspartierne ville have gjort det samme, havde de været i regering. Det for tiden meget populære parti Venstre har gennem en række år haft sådanne planer. DR Nyheder skrev for nylig

I 2006 erklærede Lars Løkke Rasmussen i interviewbogen Løkkeland, at skolelærernes lønsystem var dårligt skruet sammen, fordi lærerne bliver belønnet for opgaver, hvor de ikke står bag katederet, men bruger tid på administration.

Men Danmarks Lærerforening har forhindret, at systemet laves om, og modspillet mod lærerne har, sagde Løkke i bogen, ikke været stort og stærkt nok. Endnu.

– Den økonomiressource, der er til dig som lærer, er skruet sådan sammen, at hvis du gør noget mere, honoreres du med at skulle undervise noget mindre…

Samtidig har det populære parti talt for andre former for styring bl.a. i form af at gøre folkeskolerne til pseudo-selvejende institutioner, som det allerede er sket med gymnasier og videregående uddannelser – og at indføre et taxameterprincip, som det allerede er sket for gymnasier og videregående uddannelser.

Dansk Folkeparti er på den anden side ved at træde ind i rollen som en slags allierede med Danmarks Lærerforening – når man tænker på dette partis bastante udtalelser om folkeskolen i mange andre sammenhænge, er det højst overraskende og viser vel mest af alt dét partis opportunisme og tæft for samme.

Og som i alle andre farcer er virkemidlerne bastante, og det er bestemt ikke altid alle, der morer sig lige meget. Den rigtige taber i hele dette spil, den tragiske skikkelse i farcen, er den danske folkeskole, der nu i lang tid vil være præget af utilfredse lærere og en dårlig stemning. Forhandlingsklimaet ved kommende forhandlinger tør jeg ikke gisne om. Jeg håber selvfølgelig at folkeskolen bliver bedre, sådan som regeringen og KL længe har hævdet, men jeg må tilstå at jeg tvivler.

Angsten for at fejle

tired-student

Jeg har sidste år skrevet om procrastination, dette at udskyde en arbejdsopgave til allersidste øjeblik (eller længere end det). Selv kender jeg alt for godt dette problem. For nylig blev jeg omsider færdig med en artikel, som i lang tid havde eksisteret som en stub på lidt over 5 sider med sætninger, der var formodninger (eller måske hensigtserklæringer). Det, der fik mig til at gøre artiklen færdig og få lavet alle de lange, bøvlede induktionsbeviser, var i virkeligheden interesse fra en kollega i udlandet, der ville høre hvornår min artikel var færdig.

Og jeg husker desværre en trist og træls oplevelse for år tilbage, hvor en studerende jeg var vejleder for på et af de sene semestre, konsekvent aflyste sine vejledermøder med mig. Det lykkedes mig aldrig at få et vejledermøde med ham, og jeg var sur og skuffet. I dag kan jeg se, at der formodentlig var tale om deep procrastination, et begreb som den amerikanske forfatter Cal Newport skriver om, en særligt grel udgave af udsættelse på ubestemt tid:

…a sinister variation of this trait that causes students to lose the will to start any work. As I’ve argued, deep procrastination afflicts students who are suffering though hard course loads without a strong sense of why. In other words, deep procrastination can be seen as a rejection of a plan, but this time the plan is on a larger scale:  your grand narrative for why you’re at college and how it will help you live a good life.

 

This perspective also helps us cope with procrastination beyond graduation. Why do we delay on ambitious projects that could change our life for the better? The common explanation from the blogosphere is because we’re afraid of failure and lack courage.

Og her kommer jeg til at tænke på at der er unge, der aldrig kommer i gang med en uddannelse eller aldrig får et længerevarende job, og det kan der være mange grunde til. Og der er mennesker, der senere i livet ikke kommer ud af den tilværelse, de er åbenlyst utilfredse med. Det er min påstand at dette problem også i hvert fald i nogle tilfælde dækker over deep procrastination, at der er tale om samme “tavse protest” mod en plan, man forventes at følge.

I de tilfælde, hvor det ikke er magelighed, men angsten for at fejle og manglen på mod, der fører til at man udsætter og udsætter, er det slet ikke oplagt at de “motivationsfremmende strategier”, der i de seneste årtier er blevet anvendt i politik, vil virke. Når jeg ser på Cal Newports råd mod deep procrastination, er det ikke fratagelse af resurser eller en form for tvangsaktivering, der er tale om. Rådene handler tværtimod om at finde eller genfinde en motivation og et formål med livsplanen, at finde ud af hvad der er det gode liv.

Og når der er tale om at en sådan angst for at fejle og en mangel på mod, der ligger bag at man ikke kommer videre, er det vigtigt at finde ud af hvad der er årsagen til det.

Mary Gauthier

I dag tror jeg bare vi skal have en eftertænksom countrysang med amerikanske Mary Gauthier. Hun kom sent i gang med at skrive sange, nemlig i en alder af 35, præget af en på mange måder hård opvækst. I denne uge giver hun koncert i København; den ville jeg gerne have været til (og jeg ville også vældig gerne se The Walkmen i Amager Bio i aften, men der er så langt over til Rigets Centrum).

To slags konkurrence

konkurrence

I dag så jeg DR1-programmet 9.z mod Kina. Noget af det, der blev fremhævet, var hvor meget konkurrencelementet fylder i de kinesiske skoler. Eleverne i en kinesisk klasse bliver ordnet (formodentlig af klasselæreren) efter hvor godt de præsterer, og spørgsmålet, der blev stillet til de danske “talende hoveder”, bl.a. Anders Bondo Christensen og Niels Egelund, var hvorfor konkurrence tilsyneladende er så tabubelagt i danske skoler. Ikke så overraskende var Anders B. skeptisk og Niels E. slet skjult positive.

Men der er to slags konkurrence. Den ene tilhører markedet og bestemte tolkninger af bestemte sportsgrene. Denne type konkurrence er en konkurrence mod Den Anden, og her er der mindst én, der vinder, og mindst én, der taber. Den anden tilhører den personlige præstation, og den finder vi bl.a. i asiatiske kampsport-systemer (men ikke i vestlig boksning eller brydning) og i bestemte yoga-skoler. I disse traditioner avancerer man, alt efter hvor meget man har mestret. Noget lignende har i hvert fald tidligere været et ideal i den akademiske verden. Hvis en forsker har en doktorgrad, er det alene en indikator på at hun har opnået et højt niveau. Der var ikke tale om at hun overvandt sine kollegaer, hun “overvandt sin uvidenhed”. Men i vore dage er den første type konkurrence, nemlig konkurrencen mod Den Anden, der for alvor har sneget sig ind.

Det er ikke nødvendigvis tilfældet, at konkurrencen mod andre fører til at vi yder det bedste vi kan. Det ved vi fra den akademiske verden, hvor konkurrence om især forskningsmidler bliver til en fordeling af goder og de eksplicit kvantificerede bibliometriske krav ikke nødvendigvis er udtryk for vidensniveau eller “overvindelse af uvidenhed”.

Min holdning er at det bør være den anden type konkurrence, der hænger sammen med læring og opnåelse af viden, og især da i uddannelsessammenhæng. Når man går i skole, skal man ikke overvinde de andre, man skal først og fremmest “vinde over sin uvidenhed”. Tænk, hvis vi kunne lære at konkurrere mod os selv, dvs. at blive i stand til at yde det bedste vi kan. Tænk, hvis vi som undervisere kan fremme denne strategi. Konkurrencen mod sig selv er et princip ikke kun i bestemte kampsportsdiscipliner (der interessant nok kommer fra det fjerne Østen, hvor der konkurreres på livet løs i skolerne!) men også i bl.a. stoicismen (som jeg har skrevet om tidligere her). Men også musikundervisningen kender til dette – hvis man som jeg med forholdsvis begrænset held har gået til instrumentalundervisning, ved man at man konkurrerer med sig selv om at kunne spille de svære skalaer og de svære stykker. De bedste oplevelser med mit instrument havde jeg, når fingrene til sidst sad rigtigt og det hele lød som jeg ville have det.