Hvordan man taler om De Andre

scrounger2 scrounger1

Storbritannien har på mange måder været et foregangsland inden for nyliberalistisk politik – mange af de politiske tiltag, vi har set i Danmark siden 1990’erne, ligner en variant af britisk politik. Det, der sker i Storbritannien lige nu, er den konservativt-liberale regerings nedskæringspolitik som reaktion på den økonomiske krise, og det er ligesom så ofte før et interessant sammenligningsgrundlag. I The New Statesman kan man læse en artikel af Ian Mulheirn om nedskæringerne på sociale ydelser, og hvordan denne politik begrundes af den britiske regering.

In its effort to save money on the working age welfare bill, the government has used some bold imagery. The Chancellor is fond of saying, “where is the fairness…for the shift-worker, leaving home in the dark hours of the early morning, who looks up at the closed blinds of their next-door neighbour sleeping off a life on benefits?” And the Prime Minister has talked of the benefits bill “sky-rocketing” while “generations languish on the dole and dependency”. The benefit scrounger is the bogeyman of British politics, stalking the corridors of Westminster.

Det, der slår mig er at ordvalget i forbløffende grad ligner det, daværende skatteminister Thor Möger Pedersen anvendte i foromtalen af sidste års skattereform i en kronik i Berlingske og som han senere blev kendt for:

Hårdtarbejdende lønmodtagere. Dem der står tidligt op, smører leverpostejsmadder, afleverer ungerne og tager på arbejde. Skattereformen starter og slutter med dem. Dem der trækker i kedeldragter eller orange veste. Dem der har værktøjsbælte. Dem der tager en uniform på. Dem der har skemalagte pauser. Dem der cykler rundt i hjemmeplejen. Dem der er på arbejde juleaften. Dem der må tage en søndagsvagt.

Danmark hænger kun sammen, fordi vi hver især trækker vores del af læsset.

Jeg forstår udmærket den frustration, der rejste sig i kølvandet på to politikeres besøg hos kontanthjælpsmodtageren Carina, og som en ufaglært kontorbetjent fra København gav udtryk for i Berlingske: »Jeg står op hver dag, og jeg gør en indsats hver dag. Man kunne næste ønske sig at blive bistandsklient.«

Jeg kan ikke lade være med at bemærke, at der er en fælles fortælling i de to citater, det danske fra en SF-politiker og det britiske fra en konservativ politiker: De arbejdende arbejder, selv om det ikke “kan betale sig” og selv om løn og arbejdsforhold er dårlige, mens de, der ikke arbejder, ikke arbejder, fordi det “ikke kan betale sig”, fordi de sociale ydelser er så gode. I begge tilfælde placeres ansvaret helt entydigt hos den enkelte borger. Men nogle påfaldende data fra det britiske arbejds- og pensionsministerium fortæller en noget anden historie end historien om “den beregnende arbejdsløse”, der udnytter de sociale ydelser:

Into this rhetorical maelstrom, was last week released a fascinating – and little noticed – piece of research by the Department for Work and Pensions on the benefit histories of dole recipients.

The analysis looks at the benefit claims history, going back four years, of people who made a claim for unemployment benefit in 2010-11. For a sample group of 32-33 year olds who claimed Jobseeker’s Allowance (JSA) in 2010-11, 40 per cent of them had not made a claim before in that period. Sixty three per cent had spent no more than six months of the previous four years on JSA. And almost four out of five claimants had spent at least three quarters of the past four years off the dole.

Det bekymrer mig, at diskussionen af sociale ydelser kan finde sted på trods af systematisk indsamlede data som dem, der er nævnt ovenfor, og at anekdotiske fortællinger kombineret med udbredte fordomme kommer til at fylde så meget i den politiske debat. Og det bekymrer mig, at de sociale ydelser nu ofte omtales med en sprogbrug, som om der er tale om en sanktion, en mangel, man skal opleve fordi man “vælger ikke at arbejde”.

(Visited 19 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar