Maori-hilsen til Marie Krarup

Maorihilsen
I New Zealand er det skik og brug blandt maorier at vende det hvide ud ad øjnene og række tunge som et tegn på personlig styrke.

Jeg har været i New Zealand to gange, og min søster og hendes forlovede (der er kiwi) og deres barn bor der. Så jeg lægger ekstra meget mærke til det, når nogen fra Danmark gør sig uheldigt bemærket på de kanter. Her tænker jeg på på det allerede herostratisk berømte folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti, Marie Krarup, der i et indlæg i Berlingske skriver dette om sit besøg i New Zealand:

Vi skulle igennem et langt ritual, der foregik på maori, hvor de nydelige, hvidklædte og europæisk udseende søofficerer talte på gebrokkent maori og sang en sang, der lød som “Mariehønen evigglad” på maori – komplet med pædagog-guitar-akkompagnement.

Templet er et af flere og der planlægges endnu flere til at modtage officielle gæster til forsvarsinstallationer i New Zealand. Det er et led i programmer rettet imod ” cultural awareness”! Man kunne måske også kalde det kulturel selvudslettelse, eller grotesk multi-kulti-dyrkelse.

Jeg har selv deltaget i en maori-ceremoni, gnedet næser og stukket tungen frem. Det er en fascinerende oplevelse fordi den på én og samme tid er højtidelig, klart struktureret og uformel.

Det interessante er at Marie Krarups reaktioner så tydeligt viser at kernen i den reaktionære nationalisme som hun og hendes parti står for ikke er at “beskytte den oprindelige befolkning” eller at “værne om den kristne kultur”, sådan om det ellers ofte hævdes, men at udbrede den reaktionære nationalismes bud på “europæisk kultur”. Det er nemlig europæerne i New Zealand, der er indvandrerne og deres efterkommere, mens maorierne er den oprindelige befolkning. Og en teologisk uddannet person som Marie Krarup burde desuden vide, at maorier i stort omfang er mere trofaste kristne end pakeha‘erne (efterkommerne af de europæiske indvandrere)!

Hvis man har besøgt New Zealand, vil man opdage at landet på mange måder har en særdeles europæisk (ja, primært britisk) domineret kultur, men at de fleste forsøger at finde fred med deres sammensatte kulturarv og de triste spændinger, der engang var. Et eksempel på et land, hvor det stadig står mindre godt til, ligger kun 3 timers flyrejse væk, nemlig Australien, hvor der endnu ikke er nær den samme anerkendelse af urbefolkningen.

Farvel, Maggie

thatcher

Jeg burde kunne sige noget positivt om Margaret Thatcher, men selv ved denne lejlighed er det svært. (Og nej, jeg plejer ikke at bringe manipulerede fotos her. Men i dag gør jeg en undtagelse.)

Det positive skulle måske være, at hun selv troede på at det, hun gjorde, var godt. På denne måde var Margaret Thatcher en slags idealist. Men hun var med til at cementere de sociale uligheder i Storbritannien og hendes kombination af krig, nedskæringer og privatiseringer udført med en aldrig svigtende arrogance var meget svær at holde af. Jeg boede i Skotland i 1988-1991 og så resultaterne med egne øjne. Til sidst var selv hendes egne partifæller trætte af hende; de fik hende ryddet af vejen og fortsatte så ellers med den samme usympatiske politik.

Margaret Thatcher bragte nyliberalismen ind i varmen med dens “objektive” løsninger, dens kombination af privatisering og central kontrol og dens postulat om at samfundet ikke findes (et berømt/berygtet citat fra et interview fra 1987, jeg tidligere har citeret her)

…and who is society? There is no such thing! There are individual men and women…

Når samfundet ikke findes, er alle problemer individuelle og din egen skyld.

Nu er Margaret Thatcher heller ikke mere.