Langt ude

All-Blacks-Haka

Engang havde jeg inviteret familie på besøg, og min nu afdøde onkel tog en ordentlig klat syltetøj på tallerkenen, da hovedretten kom. En brøkdel af et sekund og en skefuld senere opdagede han at syltetøjet var det fra det asiatiske køkken så navnkundige sambal oelek – en tyk pasta af knuste røde chili. Det havde han aldrig smagt før, og han spiste det så vidt jeg ved aldrig siden igen. (Lad mig berolige urolige læsere med at det først var mange år senere, min onkel døde.)

Det er altid interessant at se, hvad der sker, når man kommer uden for sin tryghedszone. Lige for tiden sker det for danskhedens selvbestaltede forkæmpere, nemlig medlemmer af Dansk Folkeparti. Marie Krarup (MF, DF) har været i New Zealand og opdaget at der er masser af udenlandske skikke og udlændinge i udlandet. Specielt har hun undret sig over at “europæisk udseende mennesker” deltager i en traditionel maori-velkomst.

Hendes far Søren Krarup har prompte reageret og dukker op i en artikel på DR Nyheder:

Indlægget var med Søren Krarups ord slet ikke politisk.

– Men en kulturelt, humoristisk, kritisk iagttagelse af det kulturelle dilemma, de stakkels britiske newzealændere står i, hvor de ikke kan få lov til at være, hvad de er; nemlig briter, der siger goddag med hånden og ikke gnider næser og så videre.

I New Zealand er der en tydelig opmærksomhed på den store britiske påvirkning; jeg husker hvordan jeg i Dunedin så en stor udstilling om Edinburgh (og bl.a. så et gammelt maleri der viste et hus, hvor jeg engang havde boet i min tid i Edinburgh), og jeg husker hvordan en udstilling i Christchurch fortalte om hvordan byen blev grundlagt af britiske indvandrere. Men pakeha‘erne fra New Zealand (eller Aotearoa New Zealand, som landet officielt hedder – beklager, Søren og Marie) synes ikke selv at de er “britiske”; de har låneord fra maori og maori-skikkene dukker op også i den tilsyneladende ærkebritiske newzealandske nationalsport, rugby. På billedet ovenfor ser man det newzealandske rugbyhold lave den berømte haka. Landsholdet kalder sig forresten The All Blacks (beklager, Søren og Marie).

Selv i et land som USA, hvor europæerne og deres efterkommere har behandlet urbefolkningen rigtig grimt med det, vi i dag ville kalde etniske udrensninger og deportationer, har urbefolkningens indflydelse sneget sig ind. De oprindelige amerikanere er fordrevet fra deres gamle landområder og vender aldrig tilbage, men deres indflydelse lever videre i navnene på talrige store byer og delstater: Seattle, Chicago, Omaha, Wisconsin, Oklahoma, Kansas, Idaho, Utah, Connecticut osv. osv. Amerikanerne, selv dem med britiske navne, er heller ikke “britiske”. Et menneskes identitet og en befolknings identitet er meget mere komplicerede størrelser end de reaktionære nationalister i familien Krarup kan forstå.