Når bomberne er sprængt

boston-marathon-bombing

Det er en sørgelig nyhed, der præger dagen. Det er svært, sikkert umuligt, for andre at fatte en tragedie som den, der i går ramte Boston Marathon (der endda fandt sted på 24-årsdagen for Hillsborough-katastrofen). En hyggelig dag for tilskuerne og en milepæl for løberne blev med ét slag forvandlet til et blodbad. Hver gang et menneskeliv rammes på en sådan måde, er det en tragedie.

Jeg risikerer at komme til at fremstå som kynisk og ufølsom med det jeg skriver her, og det er bestemt ikke mit ærinde. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på at den uhyggelige hændelse i USA ikke er enestående. For en uge siden var der en bilbombe i Damaskus i et boligkvarter. Den kostede 15 mennesker livet. Der kom kun få artikler om denne lige så blodige begivenhed, bl.a. en notits på BBC News. Prøv at sammenligne med reaktionerne på terrorhandlingen i Boston.

damascus

I kølvandet på terrorhandlinger i den vestlige verden kommer reaktionerne ofte i form af en selvransagelse og et ønske om at det aldrig må ske igen, at der må gøres noget. Det vil selvfølgelig også ske her. Desværre har jeg alt for ofte en fornemmelse af at vi ikke lærer så meget – det eneste, der typisk sker, er yderligere sikkerhedsforanstaltninger og yderligere paranoia.

Hvis vi for alvor skulle lære noget nyt denne gang, kunne noget af det være at vi fik et indblik i den tragiske og helt uacceptable situation i lande som Syrien og Irak, og den trussel, civilbefolkningen der lever med. Hver gang et menneskeliv rammes på en sådan måde i andre dele af verden, er det nemlig også en tragedie.

På søndag er der marathonløb igen, denne gang netop i Mellemøsten på et sted hvor bombeangreb og andre voldshandlinger fører til tilfældige civiles pludselige død – nemlig marathonløbet i Palæstina. Dette løb, der er sponsoreret af bl.a. danske KVINFO og Copenhagen Post, kan ikke undgå på en eller anden vis at minde os om tragedien i Boston.