Forfatteren, der blev væk

disappear

En af de interessante observationer, jeg gør mig som vejleder, er hvordan de studerendes skriftsprog ændrer sig gennem deres studium. Dvs. nogle bliver aldrig gode til at skrive en akademisk tekst, mens mange andre heldigvis lærer det med tiden. En af de underlige konventioner, som jeg af og til nævner over for dem, er den mere eller mindre uskrevne praksis om at passe på med at bruge første person.

Der er nemlig to accepterede måder at bruge “vi” på i en akademisk tekst. Den ene dukker op i projektrapporter, hvor de studerende beskriver de beslutninger, de har taget:

I dette projekt har vi valgt at tage udgangspunkt i teorien om…

Den anden er “forfatteren møder læseren”, og især i matematiske tekster dukker dette “vi” op:

Ud fra vores definition af f kan vi konkludere at f altid er positiv…

I videnskabelige artikler dukker begge “vi”‘er op, men der er et ord, der næsten aldrig dukker op, og det er jeg. Det er lidt kontroversielt at skrive “jeg”. Når forfatteren bliver nødt til at omtale sig selv, kan det til nød ske med et “vi” (også selv om der kun er én forfatter involveret), men meget ofte vælger man ordet “forfatteren”. I andre tilfælde ender forfatteren med at bruge passivformer. Hvis der er en praksis, jeg hader, er det netop brugen af passivformer; der er intet, der kan få en tekst til at knirke fælt som en masse passivformer (evt. med lidt “samt” oveni):

I denne rapport gøres der rede for hvordan en sådan algoritme implementeres samt aftestes, og i konklusionen vurderes implementationens fordele og ulemper.

Men den “indirekte første person” er nu egentlig næsten lige så slem. Den minder om hvordan tjenestefolk især før i tiden talte høfligt underdanigt:

Skal jeg hente fruens overtøj?

Udtalt brug af passivformer og “indirekte første person” ville virke temmelig bizart, hvis det var ægtefæller der skrev sådan til hinanden, men såmænd også bare i en arbejdsrelateret e-mail:

Kollegaen har netop læst dit manuskript, og han har disse kommentarer til det…

eller

Dit manuskript er netop blevet læst, og følgende kommentarer sendes hermed…

Formodentlig forsvinder “jeg”‘et fordi akademiske tekster er tilstræbt objektive. Selv de mest selvpromoverende forskere omtaler kun meget sjældent sig selv i første person ental. Men det er egentlig lidt underligt, at jeg ikke engang kan skrive, at

I det følgende vil jeg tage udgangspunkt i en bestemt teori.

Det er trods alt mig, ikke “forfatteren”, der gør det. I The Guardian skriver Aslihan Agaogi, der er PhD-studerende, om netop dette forsvundne jeg.

It is a fact that pronouns are considered informal and the use of them may result in a language that is not appropriate for academic writing. But passive sentences – like that one I just wrote – risk stripping all the spice from your text. And you need spice: without it, reading feels like eating plain vegetables in a Mexican restaurant.

Some practices are so longstanding, like knocking on wood against evil, they have solidified in our subconscious – impossible to change, or even question. This irony is not lost on me. Academia is supposed to be a place to question everything, yet every day I’m surrounded by silent rules that are not up for questioning.

Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål. Kan vi (eller kan jeg) genfinde jeg’et i akademisk skrivning uden at komme til at virke useriøs? Der er virkelig alt for mange lødige, men alt for kedeligt skrevne akademiske tekster derude. Præcision og et levende sprog behøver vel ikke at fremstå som modsætninger.

(Visited 48 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar