To slags konkurrence

konkurrence

I dag så jeg DR1-programmet 9.z mod Kina. Noget af det, der blev fremhævet, var hvor meget konkurrencelementet fylder i de kinesiske skoler. Eleverne i en kinesisk klasse bliver ordnet (formodentlig af klasselæreren) efter hvor godt de præsterer, og spørgsmålet, der blev stillet til de danske “talende hoveder”, bl.a. Anders Bondo Christensen og Niels Egelund, var hvorfor konkurrence tilsyneladende er så tabubelagt i danske skoler. Ikke så overraskende var Anders B. skeptisk og Niels E. slet skjult positive.

Men der er to slags konkurrence. Den ene tilhører markedet og bestemte tolkninger af bestemte sportsgrene. Denne type konkurrence er en konkurrence mod Den Anden, og her er der mindst én, der vinder, og mindst én, der taber. Den anden tilhører den personlige præstation, og den finder vi bl.a. i asiatiske kampsport-systemer (men ikke i vestlig boksning eller brydning) og i bestemte yoga-skoler. I disse traditioner avancerer man, alt efter hvor meget man har mestret. Noget lignende har i hvert fald tidligere været et ideal i den akademiske verden. Hvis en forsker har en doktorgrad, er det alene en indikator på at hun har opnået et højt niveau. Der var ikke tale om at hun overvandt sine kollegaer, hun “overvandt sin uvidenhed”. Men i vore dage er den første type konkurrence, nemlig konkurrencen mod Den Anden, der for alvor har sneget sig ind.

Det er ikke nødvendigvis tilfældet, at konkurrencen mod andre fører til at vi yder det bedste vi kan. Det ved vi fra den akademiske verden, hvor konkurrence om især forskningsmidler bliver til en fordeling af goder og de eksplicit kvantificerede bibliometriske krav ikke nødvendigvis er udtryk for vidensniveau eller “overvindelse af uvidenhed”.

Min holdning er at det bør være den anden type konkurrence, der hænger sammen med læring og opnåelse af viden, og især da i uddannelsessammenhæng. Når man går i skole, skal man ikke overvinde de andre, man skal først og fremmest “vinde over sin uvidenhed”. Tænk, hvis vi kunne lære at konkurrere mod os selv, dvs. at blive i stand til at yde det bedste vi kan. Tænk, hvis vi som undervisere kan fremme denne strategi. Konkurrencen mod sig selv er et princip ikke kun i bestemte kampsportsdiscipliner (der interessant nok kommer fra det fjerne Østen, hvor der konkurreres på livet løs i skolerne!) men også i bl.a. stoicismen (som jeg har skrevet om tidligere her). Men også musikundervisningen kender til dette – hvis man som jeg med forholdsvis begrænset held har gået til instrumentalundervisning, ved man at man konkurrerer med sig selv om at kunne spille de svære skalaer og de svære stykker. De bedste oplevelser med mit instrument havde jeg, når fingrene til sidst sad rigtigt og det hele lød som jeg ville have det.

(Visited 507 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar