Angsten for at fejle

tired-student

Jeg har sidste år skrevet om procrastination, dette at udskyde en arbejdsopgave til allersidste øjeblik (eller længere end det). Selv kender jeg alt for godt dette problem. For nylig blev jeg omsider færdig med en artikel, som i lang tid havde eksisteret som en stub på lidt over 5 sider med sætninger, der var formodninger (eller måske hensigtserklæringer). Det, der fik mig til at gøre artiklen færdig og få lavet alle de lange, bøvlede induktionsbeviser, var i virkeligheden interesse fra en kollega i udlandet, der ville høre hvornår min artikel var færdig.

Og jeg husker desværre en trist og træls oplevelse for år tilbage, hvor en studerende jeg var vejleder for på et af de sene semestre, konsekvent aflyste sine vejledermøder med mig. Det lykkedes mig aldrig at få et vejledermøde med ham, og jeg var sur og skuffet. I dag kan jeg se, at der formodentlig var tale om deep procrastination, et begreb som den amerikanske forfatter Cal Newport skriver om, en særligt grel udgave af udsættelse på ubestemt tid:

…a sinister variation of this trait that causes students to lose the will to start any work. As I’ve argued, deep procrastination afflicts students who are suffering though hard course loads without a strong sense of why. In other words, deep procrastination can be seen as a rejection of a plan, but this time the plan is on a larger scale:  your grand narrative for why you’re at college and how it will help you live a good life.

 

This perspective also helps us cope with procrastination beyond graduation. Why do we delay on ambitious projects that could change our life for the better? The common explanation from the blogosphere is because we’re afraid of failure and lack courage.

Og her kommer jeg til at tænke på at der er unge, der aldrig kommer i gang med en uddannelse eller aldrig får et længerevarende job, og det kan der være mange grunde til. Og der er mennesker, der senere i livet ikke kommer ud af den tilværelse, de er åbenlyst utilfredse med. Det er min påstand at dette problem også i hvert fald i nogle tilfælde dækker over deep procrastination, at der er tale om samme “tavse protest” mod en plan, man forventes at følge.

I de tilfælde, hvor det ikke er magelighed, men angsten for at fejle og manglen på mod, der fører til at man udsætter og udsætter, er det slet ikke oplagt at de “motivationsfremmende strategier”, der i de seneste årtier er blevet anvendt i politik, vil virke. Når jeg ser på Cal Newports råd mod deep procrastination, er det ikke fratagelse af resurser eller en form for tvangsaktivering, der er tale om. Rådene handler tværtimod om at finde eller genfinde en motivation og et formål med livsplanen, at finde ud af hvad der er det gode liv.

Og når der er tale om at en sådan angst for at fejle og en mangel på mod, der ligger bag at man ikke kommer videre, er det vigtigt at finde ud af hvad der er årsagen til det.