Rotation

20130428-063431.jpg

Lige nu er der diskussion af om Enhedslisten skal fravige sit rotationsprincip, så f.eks. Johanne Schmidt-Nielsen (for nu at vælge et helt tilfældigt navn) kan stille op til folketingsvalg også hvis det udskrives efter maj 2015. Hvorfor skal man slagte den fugl, der lægger guldæg? spørger nogle.

Jeg er selv en stor tilhænger af rotationsprincipper for valgte hverv. Det er nemlig vigtigt at huske at vi har med tillidsposter at gøre, ikke med arbejdsfunktioner. Jeg ville aldrig tale for at f.eks. dygtige læger skulle “roteres ud”.

Rotationsprincippet i Enhedslisten er en arv fra Venstresocialisterne, men også f.eks. USAs præsidentembede og hovedbestyrelser i mange større foreninger har det (det gælder bl.a. Amnesty International).

Mange partier har en “realpolitisk” folketingsgruppe og et “idealistisk” bagland. For tiden kan man se dette modsætningsforhold i regeringspartierne, og man kunne vel også af og til ane noget lignende i Venstre, da de sad i regering.

Et argument for et rotationsprincip, som man kun sjældent hører (jeg kan faktisk ikke mindes at have hørt det) er netop at udskiftningen vil sikre at der hele tiden kommer nye repræsentanter fra baglandet. På den måde bliver afstanden mellem de to elementer i partiet mindsket, og det kan mindske eller måske endda forhindre bestemte slags interne konflikter. Samtidig kan man bedre undgå en langsom glidning væk fra partiets idealer.

Et andet argument, man sjældent hører, er at langvarige politikerkarrierer faktisk gør partier sårbare. Af og til er der mere eller mindre naturlig afgang, og så skal der pludselig findes en efterfølger. Det går sjældent stille af sig, og det er som om de diskussioner, der ellers burde have høj prioritet i et politisk parti primært finder sted under de omstændigheder – men så netop kommer til at tage sig ud som et personspørgsmål. Se bare de mange opgør om formandsposter hos f.eks. Socialdemokraterne.

Og så gør rotationsprincippet også noget vigtigt ved den måde, man tænker på sin tillidspost på. Man er hele tiden bevidst om at det er slut en dag – og man ved endda omtrent hvornår. Da handler det om at få det bedste ud af den tid man har i stedet for at ende med at tro at man er “politisk udødelig”.

Hvordan ville mon Socialdemokraterne og Venstre (for slet ikke at tale om Dansk Folkeparti!) se ud, hvis de havde et rotationsprincip?