Kom, vi skifter mening

stankowski_vorsicht

Her er et for tiden meget omtalt interview med Lars Løkke Rasmussen, her transskriberet af TV2-nyhederne.

Lars Løkke Rasmussen, er det ikke rigtigt, at I tidligere har været imod dobbelt statsborgerskab?

– Jo, det er rigtigt, at det har været til diskussion i mange, mange år.

Og er det ikke rigtigt, at I nu synes, at det er en god idé?

– Det er rigtigt at med den parlamentariske situation, der er på Christiansborg, så er vi indstillet for at stemme for det.

Hvordan kan I så ikke have skiftet holdning til det?

– Vi skiftede standpunkt på spørgsmålet om statsborgerskab.

Så I har skiftet standpunkt?

– Jo, men du spurgte, om vi har skiftet holdning.

Hvad er forskellen mellem at skifte standpunkt og skifte holdning?

– Der er kæmpe stor forskel.

Hvordan det?

– Nu synes, jeg vi kører i ring. Vi bruger vores mandater…

Undskyld Lars Løkke, men jeg bliver altså nødt til at forstå, hvad der er forskellen på at skifte standpunkt og skifte holdning?

– Det er meget, meget stor forskel, siger Lars Løkke Rasmussen.

Der er tilsyneladende forskel på at have et standpunkt og at have en holdning. Hvad forskellen er, ved jeg ikke. Men kan man så ikke i stedet tale om at skifte mening?

Meget få mennesker vil indrømme, at de har skiftet mening, og det gælder især politikere. Danmarksmesteren i partihop Karen Jespersen har besøgt næsten alle politiske partier i Folketinget (hun kom for sent til Retsforbundet og har endnu ikke været medlem af Dansk Folkeparti), men hun hun hævdede i 2007 at hun havde de samme værdier nu som dengang hun begyndte sin politiske rejse som medlem af Venstresocialisternes venstrefløj. Enten var Venstre i 2007 politisk tæt på at være enigt med Venstresocialisterne i 1967 eller også har Karen Jespersen alligevel skiftet mening. Hvis hun stadig er medlem af Venstre vil hun sikkert stadig mene det. Og hun vil sikkert mene det, også hvis hun har fundet sig endnu et nyt parti.

Der er ikke i sig selv noget odiøst i at skifte mening. Tværtimod. Nogle af de mest interessante personer i verdenshistorien er vel dem, der har skiftet mening og har indrømmet det. Tænk på en mand som Oskar Schindler, der startede som nazist men endte med at redde omkring 1200 af sine jødiske medborgere fra nazisternes folkemord.

Og hele videnskabens historie er historien om tænkere og forskere, der har fået ny indsigt og har skiftet mening på grund af det.

Men det er anderledes i politik. Her er det tit årsag til stor selvransagelse og ofte også til kritik fra andre, når politikere skifter mening. Det er som om det er et ideal for mange at stå fast på deres mening holdning standpunkt uanset hvad.

Mange af de fremtrædende politikere, der laver partihop, foretager formodentlig deres hop af alt andet end idealistiske årsager – de vil simpelthen bevæge sig tættere på magten. På samme måde er de politikere, der uden at skifte parti skifter mening holdning standpunkt ofte motiveret af ønsket om indflydelse. Det er vel også en grund til at det falder så svært at indrømme at man skifter mening. Tænk, hvis flere turde indrømme det.

Som Einstein engang måske sagde…

einstein

Min kollega Jesper Kjeldskov forsvarede sin doktordisputats i dag. Han indledte sit interessante foredrag med et velkendt citat af Albert Einstein:

Imagination is more important than knowledge. Knowledge is limited. Imagination encircles the world.

Men hvornår sagde Albert Einstein egentlig det? Sagde han overhovedet dét? Jeg har set efter, og ifølge Quote Investigator dukker bemærkningen dukker op i et interview i The Saturday Evening Post i 1929. Her er citatet i en større sammenhæng:

“I believe in intuitions and inspirations. I sometimes feel that I am right. I do not know that I am. When two expeditions of scientists, financed by the Royal Academy, went forth to test my theory of relativity, I was convinced that their conclusions would tally with my hypothesis. I was not surprised when the eclipse of May 29, 1919, confirmed my intuitions. I would have been surprised if I had been wrong.”

“Then you trust more to your imagination than to your knowledge?”

“I am enough of the artist to draw freely upon my imagination. Imagination is more important than knowledge. Knowledge is limited. Imagination encircles the world.”

Til gengæld er der mange andre citater, der ikke skyldes Einstein. Det er ikke så overraskende, for Albert Einstein er blevet arketypen på det vise, højt begavede menneske. Albert Einstein havde tilmed mange etiske og politiske idealer. Og hvem vil ikke gerne citere sådan et menneske?  Der findes faktisk en webside viet til falske Albert Einstein-citater. Her er ét af dem:

There are only two ways to live your life. One is as though nothing is a miracle. The other is as though everything is.

Dette citat er tilsyneladende fremkommet via forfatteren Gilbert Fowler White, der havde læst en bog af David Reichenstein fra 1941. Heri citeres Einstein for at have afvist et kvantefysisk argument, fordi det ifølge ham opererede

…with a domain in which lawful rationality does not exist. A miracle, however, is an exception from lawfulness; hence, there where lawfulness does not exist, also its exception, i.e., a miracle, cannot exist.

En spændende (men måske ikke helt pæn) øvelse vil være at opfinde et “Einstein-citat” og se om det kan opnå status af at være et “rigtigt Einstein-citat”. Til dén slags er Internettet perfekt!

Over grænsen

dfannonce_755036a

I dag er der en annonce fra Dansk Folkeparti i flere danske dagblade. Annoncen er partiets reaktion på den seneste lov om tildeling af dansk statsborgerskab; i Danmark tildeles statsborgerskab af Folketinget via særlove, der vedtages med mellemrum. Ifølge PET skulle er én af dem, der nu får dansk statsborgerskab, være til “fare for rigets sikkerhed”.

Man kan selvfølgelig diskutere hvornår personer, der er dømt eller mistænkt for kriminelle handlinger, skal kunne opnå statsborgerskab. Men for mig at se er der i dette tilfælde helt klart tale om en form for injurier, og jeg kan læse at flere af de borgere, der er blevet nævnt, føler sig meget ubehageligt til mode. Det ville jeg også gøre, hvis det var mit navn, der blev nævnt.

Dansk Folkeparti har forsvaret sig med at listen over nye statsborgere er offentligt tilgængelig. Men det er konteksten, navnene optræder i, der er problemet. Nogle få medlemmer af Dansk Folkeparti er blevet dømt for f.eks. bedrageri og for grov vold; dette har været fremme i medierne og er således også offentligt tilgængelige oplysninger.

Hvordan ville Dansk Folkeparti reagere, hvis der blev vist en annonce med 700 udvalgte navne på nuværende og tidligere partimedlemmer under overskriften “Flere på denne liste har begået kriminalitet”?

To år senere

to

I dag er det to år siden jeg begyndte at skrive her.

Nogle af mine tidligere indlæg er tilsyneladende blevet set af mange. Lige for tiden lader det til at der ikke er ret mange, der læser med her (om nogen). Mon det er blevet lidt gammeldags at blogge? Jeg har svært ved at leve med de korte formater som de sociale medier tillader, og jeg vil samtidig gerne have fuldt ejerskab over det, jeg skriver. Ikke at det nogensinde skal udgives eller tjenes penge på, men jeg hæger om et måske lidt gammeldags princip i så henseende.

Interaktiv psykologisk sundhedsdesignøkonomi

20130527-135352.jpg

Der er dukket en del uddannelser op på Aalborg Universitet mens jeg har været ansat der. Arkitektur og design har været en populær universitetsuddannelse. Global forretningsøkonomi har været en populær universitetsuddannelse. Medialogi er en populær universitetsuddannelse. Software er en populær universitetsuddannelse. Informatik har været en populær universitetsuddannelse. Et forslag om en uddannelse i interaktionsdesign er ved at blive genlanceret. Og så er der også teknoantropologi, anvendt filosofi og teknisk medicin. I seneste nummer af Magisterbladet kan man se at akkrediteringsinstitutionen ACE siden 2007 har godkendt 200 nye universitetsuddannelser ud af de 265, der blev foreslået. Også ifølge Magisterbladet koster hver akkrediteringsproces omkring 100.000 kroner.

I dag sad jeg sammen med mange andre til et langt møde om studienævnenes strategi, og her var begejstringen ved de mange nye uddannelser meget forbeholden.

Forslagene til nye uddannelser har hver mindst ét af to motiver. Det ene er at forslagsstillerne gerne vil tiltrække flere studerende. Det andet er at forslagsstillerne gerne vil have studerende, der interesserer sig for noget, de selv er begyndt at interessere sig for. Et tredje fællestræk ved de foreslåede uddannelser er at de prøver at fremstå tværfaglige.

Men der er også et fjerde fællestræk, nemlig at de nye uddannelser i sig rummer en fare for at “spise sin egen hale”. Der har, har jeg ladet mig fortælle, været ganske mange studerende på tværfaglige uddannelser, der ikke var opmærksomme på fagligheden, Softwareuddannelsen er skabt af dataloger og har et stort indhold af datalogi – det kom bag på en hel del studerende. Matematik-økonomi-uddannelsen er skabt af matematikere og har et stort indhold af matematik; også dét kom tilsyneladende bag på en hel del studerende. De personer, der ikke lod sig skræmme væk af disse uddannelser, kunne måske lige så godt være startet på de sædvanlige uddannelser. Vi vil aldrig få at vide om det er tilfældet.

Klog filosof tilbyder elegant ny tilgang til en 350 år gammel matematisk gåde!

fermat

Det er spændende – nogle gange for spændende – at se hvordan de matematiske fag bliver omtalt i medierne. I dette forår fik den ikke for lidt. Red Orbit havde i begyndelsen af marts en artikel under overskriften Clever Philosopher Offers Elegant New Approach To 350-Year-Old Math Riddle. Vi er kun få millimeter fra tabloidpressens sprog her.

Now, however, Colin McLarty, a professor of philosophy and mathematics at Case Western Reserve University claims there’s a far simpler way to prove Fermat’s theorem – one that doesn’t involve complex mathematical wizardry with names like “modularity theory” and “epsilon conjectures.”

Drawing upon his training in logic and philosophy, as well as a degree in mathematics, McLarty says he has demonstrated the correctness of Fermat’s Last Theorem without a mathematical proof and with far less abstract and circuitous theory than that used by Wiles nearly two decades earlier.

Jamen, det er jo fantastisk! Fermats sidste sætning er blevet vist korrekt – helt uden et matematisk bevis, og det er hverken abstrakt eller noget som helst.

Et blogindlæg af Colin McLarty selv viser, hvad det er han prøver på. Egentlig er det, han vil, “bare” at genformulere matematikkens grundlag – og dette arbejde har han været i gang med siden 2009. Hans initierende problem er en frustration, mange af os har: Det burde være muligt at bevise matematiske påstande, der kan formuleres i Peano-aritmetikkens sprog, alene ved brug af Peano-aritmetik. Mochizukis bevis for to ABC-formodningen og Zhangs bevis for et resultat om primtalspar er begge eksempler på omfattende teoriapparater, der bliver kørt i stilling for at vise tilsvarende tilsyneladende elementære påstande. Det samme gælder Wiles’ bevis for Fermats store sætning. I Wiles’ bevis antager han en aksiomatisering af mængdeteorien, der udvider de sædvanlige Zermelo-Fraenkel-aksiomer med en antagelse om at universet, mængder tages fra, er et såkaldt Grothendieck-univers. Et Grothendieck-univers er løst sagt en familie af mængder med nogle gode aflukningsegenskaber. McLartys begrundede håb er at det ikke er nødvendigt at gøre alle disse antagelser.

Hvis man læser McLartys artikel, bliver det hurtigt klart at han ikke har noget nyt bevis for Fermats store sætning, men at han har en formodning om at denne sætning om en egenskab ved de naturlige tal vil kunne bevises inden for en udgave af Peano-aritmetik, dvs. ikke engang de fulde Zermelo-Fraenkel-aksiomer.

Det er spændende, at store matematiske resultater også i vore dage giver anledning til diskussioner af matematikkens grundlag. Dette minder (i meget mindre skala) om matematikkens grundlagskrise i kølvandet på bl.a. Cantors resultater om kardinaliteter. Men alt dette drukner i journalisternes sensationsjag. Endnu engang kunne jeg drømme om at der var videnskabsjournalister derude med en vis videnskabelig indsigt.

Hvorfor børn ikke vil lytte

Little Girl Covering Ears

Hvis man er forælder, vil man med meget stor sandsynlighed have opdaget at det somme tider er som om børn ikke kan høre. Nogle gange vil børn også kunne sige at forældre ikke kan høre!

På Slate.com er der en interessant blog om børneopdragelse af forfatteren Nicholas Day. Her kan man læse om en undersøgelse foretaget af den tyske psykolog Heidi Keller. Hun har undersøgt hvordan småbørn på halvandet år reagerer på deres forældre, og specielt har hun observeret familier i Grækenland, Costa Rica og Cameroun. Det interessante er at børnene reagerer meget forskelligt. De græske familier er her eksemplet på et typisk vestligt mønster – børnene får megen øjenkontakt og mange stimuli fra forældrene. Det er da også de græske børn, der er hurtigst til at genkende sig selv i et spejl. Derefter følger børnene fra Costa Rica og til sidst børnene fra Cameroun.

Men samtidig er det også børnene fra Grækenland, der har sværest ved at reagere som forældrene ønsker, når børnene bliver bedt om række den voksne noget eller når de får at vide at de ikke længere må foretage sig noget bestemt.

Heidi Kellers konklusion er at dette hænger med at den vestlige/græske børneopdragelse i højere grad betoner autonomi end gensidig afhængighed. Egentlig er det nok ikke så overraskende: når vi opdrager børn til at udvise autonomi, bliver de også mere autonome, også på måder andre ikke er så glade for! Nicholas Day skriver:

Implicitly, the Greek children had been taught since infancy that they were free agents in the world—and so naturally, when they were given orders, they weren’t very good at following them. (You talking to me?) The Nso, on the other hand, had been taught since infancy that they, effectively, weren’t free agents. Instead, they were part of a collective culture—and so naturally, when they were given orders, they were able to follow them far more easily. Following orders made intuitive sense.

Dette er værd at tænke over. Modsætningen til autonomi er ikke kæft, trit og retning, men at vide at “vi er her sammen”.

De nye satirikere?

lol

Jeg har nogle muligvis stærkt retoucherede erindringer om at der engang var ordentlig satire til, hvor nogen turde udfordre magthaverne. Og så var det morsomt. I dag er satire tilsyneladende blevet meningsdannernes domæne. Her er tre eksempler fra i år. Og ingen af dem er morsomme.

Ann Coulter, der er en amerikansk forfatter og politisk kommentator på Fox News, skrev for nylig et indlæg om våbenlovgivningen i USA. Hun gav udtryk for at hvis republikanske senatorer skulle miste et familiemedlem for at kunne støtte demokraternes lovforslag, kunne man jo passende starte med Meghan McCain. Meghan McCain er datter af den tidligere republikanske præsidentkandidat John McCain, og hun blev ikke overraskende bestyrtet. Ann Coulter skyndte sig at sige at hendes indlæg var satire.

Herhjemme skrev Marie Krarup i et indlæg om sit besøg i New Zealand nogle meget negative bemærkninger om maoriernes velkomst. Senere udtalte hun at dette indlæg blot var satire.

Og kulturminister Marianne Jelved sagde tidligere i år i en tale ved en konference, at hun håbede at Anders Bondo Christensen ville vinde i lærernes konflikt med Kommunernes Landsforening. Også hun skyndte sig efterfølgende at sige, at der bare var tale om satire.

I tv-programmer af tvivlsom kvalitet har man indført dåselatter, så seerne ved, hvornår det er meningen at de skal grine. Det kunne man selvfølgelig også overveje at gøre i politiske sammenhænge. Vi har allerede underlægningsmusik til indslag i tv-nyhedsudsendelser, så vi som seere ved hvad vi forventes at skulle føle.

For i virkeligheden er denne påberåbelse af satire blevet et moderne forsøg på at sige det man vil “uden at sige det for alvor”. På denne måde kan man nemlig på én gang komme med en udtalelse og trække den tilbage. Er der ikke snart nogen derude, der vil lave bedre satire end den, Ann, Marie og Marianne kan præstere?

Det liv, vi kan holde af

Den amerikanske psykolog og forfatter Timothy Leary talte i 1960’erne for brugen af LSD under sloganet Turn on, tune in, drop out. Man skulle bare tage en lille pille, så kunne man få de mest utrolige og uventede sanseoplevelser og man ville aldrig blive det samme menneske igen. De samme ord kunne vel lige så godt bruges om vores forhold til mobiltelefoner og computere.

Foredraget ovenfor er med den amerikanske sociologiprofessor Sherry Turkle, der gennem snart mange år har forsket i menneskers brug af informationsteknologi. Jeg forstår til fulde de bekymringer, hun giver udtryk for. Vi vil gerne tale sammen, men vi kan ikke rigtig finde ud af det. Det har aldrig været nemt at skulle tale sammen, for der kan gå så meget galt. Nu bliver sms’er og statusopdateringer ofte en erstatning for den besværlige samtale, den dagligdags samtale, den langsomme og uforudsigelige samtale.

Nej, jeg er ikke pludselig blevet maskinstormer eller teknofob. Men informationsteknologien er i dag altid ved hånden. Vi sms’er og går på nettet ved snart sagt enhver given lejlighed, og det er jeg også selv blevet forfalden til.

På den måde kan informationsteknologien bringe mig længere væk fra dem, jeg er tæt på. Det er ikke sms’erne eller statusopdateringerne, der har været mine bedste oplevelser. Blandt de bedste stunder i mit liv har været samtaler med mennesker, jeg holder af,  samvær til festlige lejligheder eller samværet om teater, musik, billedkunst…

Samtidig bringer informationsteknologien mig tættere på dem, der er langt væk. Mange af dem, jeg gerne vil snakke med og være sammen med, er måske ikke lige i nærheden af mig – måske bor de langt væk, måske er de bare et andet sted lige nu. Og jeg kan indgå i helt nye fællesskaber, blive inspireret og forhåbentlig også inspirere andre. Derfor holder jeg også af informationsteknologien.

Vi skal stadig finde ud af at bruge informationsteknologien til at skabe det liv, vi holder af. Lige nu forsøger vi at forstå at udnytte alle mulighederne, men vi bruger dem ikke godt nok, er jeg bange for. Og vi skal lære at tale sammen igen.

Det er også dit program!

042213_CACMpg32_Human-Centered-Computing.large

I dag havde studienævnet for datalogi, hvor jeg er medlem, besøg af vores aftagergruppe. Den består af gamle kandidater fra vores datalogiske uddannelser (datalogi og software), der nu har gode stillinger i det private og halvprivate. Vi fik et interessant møde, hvor vores gæster fortalte om hvordan de oplevede deres møde med vores færdiguddannede kandidater. Vi kom også til at tale om de studerende, der begynder på vores uddannelser og hvad der mon får dem til at begynde at studere datalogi eller software.

Mark Guzdial, der er professor ved Georgia Institute of Technology, skriver om dette i Communications of the ACM. Guzdial gør rede for flere interessante undersøgelser. Den jeg hæfter mig mest ved, skyldes Betsy DiSalvo fra Georgia Tech. Hun påviser at mange af dem, der studerer datalogi i USA, oprindelig blev tiltrukket til faget gennem at spille computerspil og gennem forsøg på at “hacke” spillet. Det viser sig så at denne slags forsøg på at omgå spillets regler især appellerer til mænd med “hvid” eller asiatisk baggrund. Andre grupper, der holder af computerspil (her nævnes mænd af afrikansk-amerikansk eller latinamerikansk baggrund) ser mere et computerspil som en slags sportsredskab – og man “hacker” da ikke en fodbold eller en tennisketsjer for at vinde, vel? Den slags er nemlig snyd. Jeg kunne forestille mig (men ved det ikke) at en lignende holdning måske også gjorde sig gældende hos en del unge kvinder.

Det, som Betsy DiSalvo gjorde, og som er rigtig interessant, er at hun startede et program, der skulle tiltrække nye grupper af studerende til datalogi. Hun hyrede unge mennesker med afrikansk-amerikansk baggrund til at teste computerspil. Her betonede hun at computerspil ligesom så meget andet er en teknologi med fejl og mangler – og de unge fik lært datalogi og tjente endda penge ved at teste spillene! Mange af de unge spiltestere begyndte senere på videregående uddannelser med datalogisk indhold.

Mange mennesker derude ser sig selv først og fremmest som brugere af software; den dag, man bliver bevidst om at den software, vi bruger, er menneskeskabt og er fyldt med mangler, som mennesker kan udbedre, får man et andet perspektiv på verden. Man går fra at være en passiv bruger til at være en aktiv medudvikler.