På den sjove måde

chok

Datalogiuddannelsen ved Københavns Universitet markedsfører sig selv med bl.a. sloganet Matematik på den sjove måde.

Sandt er det, at en del studerende på vores datalogiuddannelser på Aalborg Universitet (og nok ikke kun her ved os) bliver overraskede over at uddannelserne ser ud om de gør. Af og til hører jeg PhD-studerende og kandidatstuderende omtale indsatsen hos studerende på første studieår med bemærkninger som “Bare vent til de kommer til de hårde fag”. Og så kigger de sigende på hinanden – og på mig, for jeg er en af dem der færdes i de “hårde fag”.

Og det er da også rigtigt, at de “hårde fag”, der i manges verdensbillede er netop de kurser, hvor matematiske ræsonnementer og præcision spiller en væsentlig rolle, udgør en stor forhindring for en del studerende på de tidlige semestre af datalogiuddannelserne.

Hvis man ser på hvordan datalogiuddannelserne på AAU bliver præsenteret i vores studieguide, opdager man at matematik nævnes kort i et udsagn fra en studerende, men ellers ikke. Det første, man ser i studieguiden er:

Du skal læse datalogi i Aalborg

  • Er fascineret af computerens muligheder og udfordringer.
  • Synes at it er i alting og vil være med til at designe og udvikle fremtidens it-løsninger som fx fremtidens Skype.
  • Brænder for at forstå det teoretiske grundlag for software og komme med brugervenlige løsninger, der er nemme og logiske at anvende for andre.

Mange kandidater og bachelorer fra datalogiuddannelserne arbejder med udvikling af software af en eller anden slags, og det er også vigtigt at uddannelserne kan forberede dem til dette, men det bliver i præsentation desværre også nedtonet at datalogi også er et naturvidenskabeligt fag og at denne slags faglighed er væsentlig. Det er især ikke klart, at det “teoretiske grundlag for software” som nævnes i studieguiden faktisk i væsentligt omfang involverer matematik. Jeg er ikke sikker på at det er så heldigt. Dels går vi måske glip af nogle gode studerende, dels får vi måske fat i nogle studerende, der senere bliver skuffet og måske skrider i svinget. Og hvis vi primært tiltrækker studerende, der ikke er glade for “de hårde fag”, er der en stor risiko for at de færdige kandidater og bachelorer ikke inddrager “de hårde fag” i det omfang, det kunne være nyttigt i deres senere virke.

Jeg ville nok ikke tale om datalogi som “matematik på den sjove måde” – for hvordan skal man så markedsføre matematikuddannelsen (der nu på AAU findes i en økonomisk, en teknisk og en uøkonomisk/uteknisk/usund udgave)? Men det kunne være interessant at skabe en bedre forbindelse til datalogiens naturvidenskabelige side også i markedsføringen af uddannelserne.