En fremmed kultur

Gru9

Da jeg kom hjem i går eftermiddags efter at have været væk hjemmefra i halvandet døgns tid, nåede jeg at snakke med min datter, der snart bliver 12, i et par minutter. Så ville hun hellere på nettet og lukkede døren til sit værelse. Det var lidt underligt, og jeg blev faktisk ked af det; sådan har det ikke altid været godt. Jeg kunne stadig huske dengang vi kunne sidde og kigge i bøger sammen eller spille skak. Nu vil hun helst sidde for sig selv og læse japanske gysertegneserier og se animé på YouTube.

Men jeg ved det godt: som forælder ender man med at blive en slags outsider. Det er accepten fra dem, man kender, der er vigtigst – socialiseringen hos børn og unge betyder mere end mange af os voksne er bevidste om. I Information kan jeg se det i dag i to helt forskellige sammenhænge.

En kronik af forfatteren og forskeren Søren Schultz Hansen om børns og unges brug af mobiltelefoner viser det. Han skriver:

Unge er i højere og højere grad konstant opkoblede via deres smartphone, og det betyder, at der altid er nogle, som – potentielt og reelt – kræver let, hurtig og forpligtende tilgængelighed, og som konstant og kontant er nærværende. Det betyder, som forældre, lærere, ældre kolleger og ledere sikkert har bemærket, at mobiltelefonen for unge ikke er et fleksibelt og praktisk redskab, hvor man kan ignorere en sms og svare senere. En vibrerende mobiltelefon gør den digitale henvendelse lige så insisterende som en prikken på skulderen. Netop fordi der ikke er behov for at være til stede samme sted, har det paradoksalt nok betydet, at det er så meget vigtigere at være til stede samtidig. Og derved bliver samværet gennem f.eks. mobilen ekstremt forpligtende. Nærværet og det gode samvær opnås så at sige via nuet – ikke via stedet.

Også i en anden, langt mere uheldig udgave af børne- og ungdomskulturen kan vi se hvor meget socialiseringen fylder. Etnografen Tea Torbenfeldt Bengtsson fulgte unge på en sikret institution i to en halv måned.

Allan var ikke en del af de ’gangster’-miljøer, som de fleste drenge i institutionen tilhørte. Middelklassenormal og med halvlangt hår var han havnet i en omgangskreds, hvis livsstil var langt fra hans egen i Holstebro. Men selv om Allan kun opholdt sig på institutionen i to uger, nåede han at tilegne sig nogle af de kendetegn, som de andre drenge havde. Efter kort tid havde Allan fået klippet håret i den såkaldte ’perkerfrisure’. Pludselig havde han også, ligesom de andre drenge, en sweatshirt med sit postnummer og bynavn på. ’7500 Holstebro’ stod der, og selv om der ikke var så meget street credibility, som hvis der havde stået ’2200 København N’, var han så småt i gang med at arbejde sig opad.

Det går op for mig hvor stor en indsats det er at leve sig ind i den verden, vores børn bebor. De “nemme” løsninger med forbud (det være sig at slukke mobiltelefonen eller at spærre unge kriminelle inde) fjerner måske på helt kort sigt den uønskede adfærd, men de løser ikke rigtig noget. Børnenes og de unges verden er – en anden verden. Glæderne er nogle andre, bekymringerne nogle andre.

Selv har jeg minder om de tegneserier, jeg holdt af som barn – som 11-12 årig var jeg begyndt at læse nogle på overfladen mere voldsomme serier med varulve og spøgelsesryttere og på at høre en slags rockmusik (det var nogle få år før punken slog igennem). Og jeg kan huske at min mor ikke brød sig om nogen af delene. Jeg kan så til gengæld huske, at jeg syntes at min mor egentlig var god nok på bunden, men samtidig også var pinlig. Der var ingen smartphones, intet Internet at tilgå for almindelige borgere og kun én fjernsynskanal. Men alligevel kunne jeg stikke af ind i min egen verden – og gjorde det. Fællesskabet med de andre på min egen alder fungerede og fungerede alligevel ikke. Jeg bliver mindet om David Bowies smukke sang “Life on Mars”, som også stammer fra min barndom. Dén fanger følelsen af ikke at blive forstået forældrene og “alle de andre”. Og jeg kan stadig vende tilbage til nogle af tegneserierne og til noget af musikken. Bare se denne blog, hvor jeg skriver om Linda og Valentin og om David Bowie.

Alle vi forældre bliver ind imellem nødt til at tænke tilbage på vores egen barndom og ungdom uden at forsyne den med de mange lag af erfaringer, vi siden har fået. Hvordan man bedst gør det, ved jeg ikke, for jeg er for længst blevet en anden. Måske er det fordi det er så svært, at der skal en etnograf – det som vi altid tænker på som en forsker, der besøger en fjern og fremmed kultur – til for at forstå den fjerne og fremmede kultur, som barndommen og ungdommen er.

(Visited 37 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “En fremmed kultur”

  1. Ja det kan godt gøre ondt, når de ikke “gider os” men meget hellere vil være sammen med de andre unge. Men det er jo helt fint at sige et højt og tydeligt ØV – så hun ved at DU synes det er øv… (så ved hun jo også hvor meget hun betyder for dig – og det er jo ikke så ringe endda)

    Og efter noget tid flytter de faktisk ned fra Mars igen (eller flytter de til MArs – mangler viden om Bowies tekster) – når de skal til at håndtere alt det som faktisk kræver deres forældre for at forstå (samfundet udenfor skoleverdenen, andre voksne oldtidsfund, svære købssituationer mmm.)

    Faktisk synes jeg at det ligner et historisk forløb jeg husker udspandt sig også sidst i 70’erne, men det kan være jeg husker forkert – jeg var i hvert fald rigtigt meget på mit værelse 🙂

    God arbejdslyst med etnografien – der er en god regel vel bare at være der 🙂 – men det kræver jo man får lov …

Skriv et svar