En tung beslutning

2013-05-13 09.39.48

Der er tidspunkter og der er valg, man gerne ville have været foruden.

Min mor, der bliver 75 år til september, har lidt af svær demens og har været på plejehjem i de seneste 12 år. I det meste af den tid har hun været uden fornemmelse for tid eller sted. Hun har været ramt af brystkræft, helvedesild, insulinkrævende diabetes og alene i år af en blodprop i hjernen og af lungebetændelse. Hun er dårligt gående og har en form for lammelse i højre arm.

I sidste uge blev det konstateret at min mor med meget stor sandsynlighed har kræft i tyktarmen. Lægen bad mig som nærmeste pårørende afgøre om min mor skulle i udredning og behandling denne gang – der var nemlig en stor risiko for at hun ikke ville kunne klare udredningsfasen eller en efterfølgende operation netop på grund af hendes dårlige almentilstand. Siden i onsdags har jeg talt med med min familie og med Kræftens Bekæmpelse for at nå frem til en afklaring.

Jeg har også tænkt på mange andre ting her i de forløbne dag, men neden under alt det har løbet en understrøm af tanker om min mors situation. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har vaklet mellem udredning/ikke udredning. På den ene side ville en udredning kunne give et meget præcist svar på hvad der er galt. På den anden side kræver en udredning forudgående samtale, indlæggelse, narkose, undersøgelse med sonde og måske scanning. Og derefter kunne så komme et langt behandlingsforløb med yderligere indlæggelse, operation, kolostomi osv. osv. Min mor har allerede været en hel masse igennem, og hun har tilmed levet længere med demens end de fleste (gennemsnittet er 5 år). Uanset hvad jeg synes om det danske sundhedsvæsen (og det er grundlæggende et godt sundhedsvæsen, synes jeg), slider det at være i et forløb.

Her til morgen skulle jeg mødes med lægen igen for at fortælle hvilket valg jeg havde truffet. Det var at min mor ikke skal i udredning eller behandling.

Det var en tung beslutning – jeg har aldrig før skullet bestemme over et andet menneskes liv, og jeg håber at det aldrig vil blive tilfældet igen – men jeg tror også at beslutningen trods alt var den rigtigste. Der bliver en lang opfølgning og mit mål vil være at min mor skal lide så lidt som overhovedet muligt og have det så godt som muligt i den tid, hun har tilbage.

Min hustru og min familie har været en stor støtte for mig i de seneste dage. En stor tak til dem fra mig.