Den største fare ved gruppearbejde er…

Businessmen Standing in Separate Corners of Conference Room

I går talte jeg med nogle studerende fra en projektgruppe, jeg ikke er vejleder for. De arbejdede i forbindelse med deres projekt med stof om semantik af programmeringssprog i et kursus, jeg har holdt, og det var i den egenskab de havde henvendt sig til mig. Jeg spurgte så hvordan definitionen af semantikken af deres programmeringssprog hang sammen med den implementation af sproget, de var ved at programmere. Her måtte de indrømme, at det vist ikke hang så godt sammen. Det var tydeligvis ikke en gruppe, der var i krise, men som mange andre projektgrupper i årenes løb var der sket det, som så ofte sker, nemlig overspecialisering: gruppens medlemmer sad i hver deres hjørne med hver deres del af projektet, og det gik ud over overblikket.

I dag talte jeg med en vejleder (for en helt anden projektgruppe på et helt tredje semester) der spurgte mig om ikke man til projekteksamen kun skulle spørge hver enkelt studerende om det de rent faktisk havde lavet. Og nej, sådan kunne man ikke gøre. (Lidt senere spurgte han om det var meningen, at man som vejleder skulle komme med komme med kommentarer til det, de studerende skrev, inden rapporten blev afleveret. Da gøs jeg.)

Gruppearbejdets akilleshæl som pædagogisk model er ikke “gratister”, der ikke bidrager aktivt (det er der ganske vist didaktiske kapaciteter som Helge Sander og Bertel Haarder og Tina Nedergaard, der tror). “Gratisterne” ender med at blive selekteret fra i gruppedannelsesprocessen, og mens en “gratist” er i en projektgruppe, arbejder resten af gruppen typisk uden om vedkommende, når de opdager, at de ikke kan forvente noget af “gratisten”. Det er derimod overspecialiseringen, der er problemet – for den kan finde sted i en gruppe, hvor alle går op i projektarbejdet med liv og sjæl og stræber efter at lave det bedst mulige produkt.

Det er faktisk netop dét, der kan forårsage problemet i et studieprojekt. Når projekterne bliver produktorienterede, regner mange projektgrupper med at kunne lave et bedre produkt hvis alle i gruppen fortsætter med at lave det, de er blevet bedst til. Der er simpelthen ikke “råd til” at bytte område undervejs. Men af og til er man nødt til at slippe sit yndlingsemne, så man kan nå op og få overblik og få direkte føling med forskellige områder af projektet. Et universitetsprojekt handler nemlig først og fremmest om at lære. Der er ikke meget vundet ved at aflevere en projektrapport, der isoleret set kunne give karakteren 10, hvis hver enkelt studerende får karakteren 7 til eksamen. Noget sådant har jeg desværre set.

Det er gået op for mig, at det er vigtigt at bruge tid på at vejlede i projektprocessen også efter de første par semestre. Mange tror at de studerende efter første studieår ved hvordan man skal lave et projekt. På det tidspunkt er alle de værste begynderfejl da også som regel luget ud, men overspecialisering er et problem, der kan få lov at leve videre måske helt frem til specialet, hvis man ikke passer på. Mange af os, der vejleder, fanges ind i en fascination af projektets produkt, og den fascination kan vi og de studerende, vi vejleder, risikere at sidde fast i.

(Visited 72 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “Den største fare ved gruppearbejde er…”

Skriv et svar