Vi bliver jo ældre

I et essay i Information skriver Jacob Stubbe Østergaard, der vel er et sted omkring de 30, om sit møde med ungdommen. Da han er på vej over Dronning Louises Bro i København, spørger unge mennesker ham om han ikke skal have noget ansigtsmaling. Og nej, det vil han ikke. Han svarer lidt ironisk at han jo skal “passe ind i normerne og sådan noget” og går videre.

Da jeg fortsatte ned ad Ravnsborggade på Nørrebro, begyndte ironien i min bemærkning at krakelere lidt i kanterne. For nok havde jeg da sagt det med et glimt i øjet, men det var jo rigtigt. Jeg måtte afslå ansigtsmalingen, fordi jeg skulle passe ind i normerne. Jeg var på vej ned på Kaffeplantagen på Skt. Hans Torv. Inde på Kaffeplantagen kan man ikke bare sådan have ansigtsmaling på. Jeg kan ikke sige præcis hvorfor. Folk er søde hernede, men ansigtsmaling ville bare ikke passe ind.

I Østergaards essay dukker den samme tanke op, som sikkert er dukket op hos mange andre mennesker: Vi opdager at vi er blevet ældre og at vores normer har ændret sig. Og vores normer har ændret os samtidig. Det er underligt og på en eller måde forkert at blive ældre. Vi føler at vi er de samme personer som vi “altid” har været, men pludselig ser vi forskellene. Jeg lytter til den samme Bruce Springsteen, som da jeg var 20 år, og han synger de samme sange som dengang (og en masse andre nye) – men både Springsteen og jeg er blevet nogle andre, og i anmeldelserne af gårsdagens koncert kan jeg nu pludselig læse om alle de gråhårede mennesker i publikum.

Jeg holder utroligt meget af Bruce Springsteens musik (og såmænd også af den person, man opdager at han er), men jeg stejler, når nogen ud fra dette udgangspunkt begynder at tale om at “vore dages nye musik i modsætning til Springsteen er noget bras”. Det synes Bruce Springsteen jo faktisk heller ikke. Jeg har ikke lyst til at blive forstokket.

En artikel fra BBC handler om en undersøgelse, der er i gang på universitetet i Cambridge, af hjernerne hos 14-24-årige. Hvad er det, der sker i denne vigtige periode af et menneskes liv? Måske er det hjerneforskningens videnskabelige forklaring på det, vi i dagligsproget kalder for erfaringer.

På Edge.org kan man læse mere om hele dette forskningsfelt; Sarah-Jayne Blakemore, der er professor i hjerneforskning i Cambridge siger bl.a.

The idea that the brain is somehow fixed in early childhood, which was an idea that was very strongly believed up until fairly recently, is completely wrong. There’s no evidence that the brain is somehow set and can’t change after early childhood. In fact, it goes through this very large development throughout adolescence and right into the 20s and 30s, and even after that it’s plastic forever, the plasticity is a baseline state, no matter how old you are.

Dette sidste burde give os alle håb: Vi bliver alle ældre og får flere erfaringer. Men vi behøver ikke at blive forstokkede, bare fordi vi bliver ældre. De unge er ikke dumme; de er simpelthen uerfarne – endnu. Manglen på erfaringer kan være farlig – det er vel på grund af manglende erfaringer, så uforholdsmæssigt mange unge mennesker kører galt, falder i havnen, kører i havnen osv. Men det er også manglen på at være overvældet af erfaringer, der gør det muligt at se verden påny og at skabe verden påny. Hvis vi, der er blevet ældre, kan undgå at lade os overvælde erfaringerne og stadig kan have en længsel og en sult efter at se mere, kan vi også være med.

(Visited 27 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar