It was a beautiful night

20130516-225912.jpg

20130516-225850.jpg

Så var aftenen kommet, og min hustru og jeg var til koncert med Bruce Springsteen og hans efterhånden 16 personer store E Street Band i Herning. Jeg holder af mange slags musik i mange forskellige genrer, men inden for den traditionelle rock er Bruce Springsteen en af dem, jeg altid kan vende tilbage til. I hans musik mødes mange varianter af amerikansk populærmusik – Pete Seeger og Sam Cooke, Roy Orbison og Bob Dylan, Woody Guthrie og Phil Spector… Bruce Springsteen kan i sin musik rumme inderlighed, samfundskritik, fandenivoldskhed, tungsind og livsglæde. En sang som “Badlands” balancerer et sted mellem netop de fem poler.

Boxen i Herning giver en anden stemning end et stadion eller en festival; det var faktisk første gang jeg havde været til en indendørskoncert med Springsteen. Vi stod godt langt fremme i salen med fint udsyn. Og god lyd – endnu et plus at kunne høre hvad der bliver sunget. Ikke et ord om ekkoet i Parken (det har jeg kun hørt om fra andre) – dér vil jeg aldrig sætte mine ben i musikalsk sammenhæng!

Springsteen er en gudsbenådet og energisk/ustandselig showmand, og det er måske også derfor nogle ikke tager ham så alvorligt som han bør tages. Bruce Springsteen er nemlig også en usædvanligt god og usædvanligt produktiv sangskriver. Spørg Arcade Fire, The National, David Bowie – eller mange andre. Hans nyere albums er måske ikke helt så uomgængelige (omend der bestemt er fine ting på), men i årene 1975-1982 satte han så tilgengæld ikke en fod forkert nogensinde!

Aftenens koncert var især et forrygende og vellykket eksempel på showmanden Springsteen.

Nogle af de mest tralle-egnede sange er nok ikke til at undgå i den forbindelse – her tænker jeg på “Hungry Heart” og “Waiting On A Sunny Day”. Ingen af dem er uundværlige, men de appellerer til mange, så fred med dem. Men der var heldigvis også en masse andet på sætlisten. Med et så storslået bagkatalog er der da også nok at tage af. Der kom bl.a. et par numre uden for album – “My Love Won’t Let You Down” og “Murder Incorporated”, der findes på henholdsvis Tracks-bokssættet og Live in New York City. Versionen af sidstnævnte var særdeles vellykket, og nu forstod jeg omsider denne sangs kvaliteter.

Mange havde skilte med med sangønsker, og nogle af dem blev opfyldt. På den konto fik vi to numre fra debuten Greetings From Asbury Park, nemlig “Does This Bus Stop At 82nd Street” og “For You”. Her var publikums reaktion anderledes begrænset (læs: fraværende). Jeg så også et skilt med “Backstreets”, men den fik vi desværre ikke.

Jeg blev mindet om hvor god en guitarist Springsteen faktisk også er – med en showstopper af en intro til “Prove It All Night” (også kendt som 78-introen). Men også Steve Van Zandt havde en god aften på guitar, og Nils Lofgren ligeså.

Det hele sluttede med “Tenth Avenue Freezeout”, sangen om The Big Man – elsket og savnet.

Bagefter var der en bus tilbage til Hotel Scandic komplet med mulighed for at lytte til overrislede diskussioner af superligaens seneste runde kampe. I hotellets foyer så vi en lille fyr i sort tøj – og det var ingen ringere end selveste Nils Lofgren. “It was a beautiful night”, sagde den lille svensk-amerikaner. Og vi var enige. Tak var kun et fattigt ord!

(Visited 30 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar