Råd fra en tidligere bankrøver

bernard-stiegler

I dag er der en anmeldelse i Information af en ny bog af den franske filosof Bernard Stiegler.

Stieglers eget liv er næsten lige så interessant som hans filosofiske værk; han ejede i sin tid en bar, men kom i bundløs gæld, men fandt en udvej – han begyndte at røve banker. Han tilbragte 5 år i fængsel, og her begyndte han at interessere sig for filosofi. En lærer fra fængslet satte ham i kontakt med ingen ringere end Jacques Derrida, og en karriere som bankrøver var blevet afløst af en karriere som filosof! Siden da har Bernard Stiegler bl.a. været professor på University of London og Université de Technologie de Compiègne og leder af sit eget forskningsinstitut. I 2010 grundlagde han endda sin egen filosofiske skole, Ecole de Philosophie d’Epineuil-le-Fleuriel. Og så er han en meget produktiv herre. I 2012 var han forfatter/medforfatter på hele 3 bøger, og siden om ham på Wikipedia afslører at han siden 2003 typisk har udgivet et par bøger om året.

Den seneste bog fra Stieglers hånd, Pharmacologie du Front National – Suivi du Vocabulaire d’Ars Industrialis, er et forsøg på at analysere hvorfor den reaktionære nationalisme slår rod og hvad vi dog kan gøre ved det – og ved dem, der stemmer på reaktionære nationalistiske partier. I Frankrig er det Front National, herhjemme er det Dansk Folkeparti. Stieglers bog findes endnu kun på fransk.

I et interview med det franske dagblad L’Humanité får man et indblik i hvad det er for tanker, Stiegler gør sig. Hans ærinde at man ikke skal fordømme dem, der stemmer på højrenationalistiske partier, men drage omsorg for dem – for på dén måde drager man omsorg for hele samfundet. De er nemlig et symptom på en krise i demokratiet – der er indtruffet en “konservativ revolution”, hvor den politiske diskurs har flyttet sig sådan at der ikke rigtig er nogen, der tør udfordre forbrugerismen:

La maladie, ce n’est pas le Front national. La maladie, c’est le consumérisme et la révolution conservatrice qui a été intériorisée par tous, y compris l’extrême gauche. Le FN en est le symptôme le plus violent, mais il y en a bien d’autres sur tout le nuancier politique. Cette maladie, c’est le désespoir qui fait croire et accepter que la régression serait inéluctable. Il est honteux et lâche de s’y soumettre.

 

(Sygdommen, det er ikke Front National. Sygdommen, det er forbrugerismen og den konservative revolution som er blevet internaliseret af alle, inklusive den yderste venstrefløj. Front National er det mest voldsomme symptom på dette, men der er mange andre i hele det politiske spektrum. Denne sygdom, det er fortvivlelsen som får én til at tro og acceptere at dette tilbageskridt er uundgåeligt. Det er skamfuldt og slattent at give efter for den.) [Min oversættelse]

Så Front National er bare det mest udtalte symptom på en resignation – en tro på at der ikke rigtig er noget at gøre ved tingenes tilstand. Det er ikke en holdning, Stiegler har megen sympati for, og hans diagnose kunne vel egentlig også bruges på den politiske situation i Danmarkj.

(Visited 64 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar