Du har vel nok gjort det godt, men…

sandwich

Hvordan skal man dog fortælle det til en studerende, når det, den studerende har præsteret, rent ud sagt ikke er ret godt? Jeg har brugt for megen tid på at græmme mig alt for synligt og jeg har også brugt al for megen tid på at være tilstræbt høflig. Der er nødt til at være en bedre tilgang til at give kommentarer, for formativ evaluering – en bedømmelse af den lærendes udbytte af undervisningen – er helt central, når man skal lære.

Det er egentlig ikke overraskende, at der er vokset et forskningsområde frem om at give kommentarer. Nogle fokuserer på undervisning, andre på markedsføring (i mine mere kyniske øjeblikke kan jeg have svært ved at se forskel på de to områder!)

I en oversigtsartikel fra 2003 af Audia og Locke bliver det klart at det store problem er hvordan man giver negative kommentarer. Jeg oplever selv at der er et problem med kritik. Selv har jeg en tendens til at fokusere på det negative, jeg får at vide. Mange andre hører kun det positive og ignorerer de negative kommentarer, og det er specielt dette problem, som Audia og Locke hæfter sig ved.

I en nyere artikel af Finkelstein og Fishbach  bliver dette klart gennem en kvantitativ undersøgelse af kommentarer til kursister i tyskundervisning (i USA): Eksperter vil helst have negativ kritik, for den kan hjælpe dem med at forstå, hvorfor de ikke har gjort tilstrækkelige fremskridt, mens begyndere gerne vil have positiv kritik, da den kan fortælle dem om de er på rette spor.

Det vigtige er ikke at “pakke den negative kritik ind” i en slags sandwich som på tegningen ovenfor, men at huske at de forskellige former for kritik har forskellig rolle for forskellige kompetenceniveauer. Det svære er som i så mange andre situationer at den, der giver kritikken i en undervisningssammenhæng, er ekspert, mens den, der modtager kritikken, er begynder!

En anden udfordring er at få givet kommentarerne, så den studerende rent faktisk kan forstå dem. Jeg har nogle få gange været i den trælse situation, at en ekstremt inkompetent studerende ikke kan bringes til at indse hvor galt det er fat – men dette er formodentlig den berygtede Dunning-Kruger-effekt, der spøger. Mere væsentligt og næsten lige så udfordrende er det at give de relevante kommentarer, der kan beskrive præcis hvad det er den studerende ved og hvad den studerende ikke ved. For at kunne gøre det, skal man prøve at danne sig en mental model af den studerendes (mis)forståelse af stoffet, og også her spiller det ind, at den, der skal give kritikken, er på et andet niveau end den, der modtager kritikken.

(Visited 44 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar