Hvad blev der af mit Olympus Trip?

Olympus_Trip_35

Mit første kamera fik jeg i konfirmationsgave, da jeg var 13. Det var et Olympus Trip, fremstillet i Japan, sådan som gode kameraer var dengang. Det var et rigtigt kamera til 35mm filmruller og halvautomatisk. Man skulle selv indstille afstanden; der var kun tre indstillinger: 1 meter, 3 meter og “uendelig”. Zoom var der ikke. Det var lidt besværligt at tage billeder; en ufo kunne være landet og lettet igen, inden jeg havde fået indstillingerne gjort helt rigtige. Og bagefter skulle jeg vente en uge på at få billederne retur fra laboratoriet.

Men mit Olympus Trip fulgte mig trofast igennem knap ti år og jeg fik taget en hel masse billeder, som jeg trofast så på. Til sidst gik der desværre noget galt med den manuelle fremføring af filmen. Der kom andre kameraer, men intet var helt som mit Olympus Trip. Efterhånden blev det nemmere og nemmere at tage billeder og efterhånden kunne jeg få billederne fremkaldt på en time; i dag er det et greb i lommen, hvor min telefon typisk ligger. Den har autofokus, digital zoom og er formelt set bedre udstyret end mit Olympus Trip fra 1977. Jeg skal da heller ikke ud og købe film eller sende film til fremkaldelse.

Og jeg tager stadig billeder. Min kone beder mig altid om at tage vores efterhånden lidt gamle kamera (et lille Canon Ixus-kompaktkamera) med, når vi skal til en familiebegivenhed. Så tager jeg nogle billeder med det og nogle billeder med min telefon. Men det er kun sjældent, jeg kigger på billederne. Det er barokt: det er blevet meget nemmere at tage billeder efterhånden, men jeg kigger kun sjældent på de billeder, jeg tager. Og når jeg kigger på billederne, opdager jeg, at jeg egentlig var bedre til at tage billeder før i tiden: min fornemmelse for motiver og billedkomposition var bedre. Det er som om det besværlige ved at tage billeder skabte en ekstra omhu.

Meget af min opvækst og tidlige voksenår forbinder jeg med billeder, jeg har taget (og andre har taget af mig). Men de seneste ti års tid er det som om der er færre interessante billeder, efterhånden som adgangen til at tage billeder er blevet meget let. Når det er uforpligtende at tage billeder, bliver det også uforpligtende at lade være.

Der er en rigtig fin artikel i The Guardian om netop dét. Og den er fyldt med kære gamle (og ikke helt så gamle) snapshots taget af kendte briter. Den engelske fotograf Mary McCartney, der er datter af Paul og Linda McCartney (som arbejdede som fotograf, inden hun mødte Poul), indrømmer at hun efterhånden mest tager billeder med sin iPhone!

(Måske skal jeg købe mig et Olympus Trip ? De kan stadig skaffes brugt.)

 

(Visited 203 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

2 kommentarer til “Hvad blev der af mit Olympus Trip?”

  1. Jeg har en hel hylde med gamle analoge kameraer. Jeg synes det er rigtig sjovt og udfordrende at tage billeder med dem, og ikke mindst se hvad der kommer ud når man fremkalder filmene 🙂

    Det er som om der på en måde er mere sjæl i de billeder… Og jeg må da også indrømme at jeg tænker mere over hvad jeg tager billeder af med de analoge kameraer, og hvordan jeg gør det.

    Køb du dig bare et Olympus Trip igen. 🙂

Skriv et svar