Det liv, vi kan holde af

Den amerikanske psykolog og forfatter Timothy Leary talte i 1960’erne for brugen af LSD under sloganet Turn on, tune in, drop out. Man skulle bare tage en lille pille, så kunne man få de mest utrolige og uventede sanseoplevelser og man ville aldrig blive det samme menneske igen. De samme ord kunne vel lige så godt bruges om vores forhold til mobiltelefoner og computere.

Foredraget ovenfor er med den amerikanske sociologiprofessor Sherry Turkle, der gennem snart mange år har forsket i menneskers brug af informationsteknologi. Jeg forstår til fulde de bekymringer, hun giver udtryk for. Vi vil gerne tale sammen, men vi kan ikke rigtig finde ud af det. Det har aldrig været nemt at skulle tale sammen, for der kan gå så meget galt. Nu bliver sms’er og statusopdateringer ofte en erstatning for den besværlige samtale, den dagligdags samtale, den langsomme og uforudsigelige samtale.

Nej, jeg er ikke pludselig blevet maskinstormer eller teknofob. Men informationsteknologien er i dag altid ved hånden. Vi sms’er og går på nettet ved snart sagt enhver given lejlighed, og det er jeg også selv blevet forfalden til.

På den måde kan informationsteknologien bringe mig længere væk fra dem, jeg er tæt på. Det er ikke sms’erne eller statusopdateringerne, der har været mine bedste oplevelser. Blandt de bedste stunder i mit liv har været samtaler med mennesker, jeg holder af,  samvær til festlige lejligheder eller samværet om teater, musik, billedkunst…

Samtidig bringer informationsteknologien mig tættere på dem, der er langt væk. Mange af dem, jeg gerne vil snakke med og være sammen med, er måske ikke lige i nærheden af mig – måske bor de langt væk, måske er de bare et andet sted lige nu. Og jeg kan indgå i helt nye fællesskaber, blive inspireret og forhåbentlig også inspirere andre. Derfor holder jeg også af informationsteknologien.

Vi skal stadig finde ud af at bruge informationsteknologien til at skabe det liv, vi holder af. Lige nu forsøger vi at forstå at udnytte alle mulighederne, men vi bruger dem ikke godt nok, er jeg bange for. Og vi skal lære at tale sammen igen.

(Visited 28 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar