De nye satirikere?

lol

Jeg har nogle muligvis stærkt retoucherede erindringer om at der engang var ordentlig satire til, hvor nogen turde udfordre magthaverne. Og så var det morsomt. I dag er satire tilsyneladende blevet meningsdannernes domæne. Her er tre eksempler fra i år. Og ingen af dem er morsomme.

Ann Coulter, der er en amerikansk forfatter og politisk kommentator på Fox News, skrev for nylig et indlæg om våbenlovgivningen i USA. Hun gav udtryk for at hvis republikanske senatorer skulle miste et familiemedlem for at kunne støtte demokraternes lovforslag, kunne man jo passende starte med Meghan McCain. Meghan McCain er datter af den tidligere republikanske præsidentkandidat John McCain, og hun blev ikke overraskende bestyrtet. Ann Coulter skyndte sig at sige at hendes indlæg var satire.

Herhjemme skrev Marie Krarup i et indlæg om sit besøg i New Zealand nogle meget negative bemærkninger om maoriernes velkomst. Senere udtalte hun at dette indlæg blot var satire.

Og kulturminister Marianne Jelved sagde tidligere i år i en tale ved en konference, at hun håbede at Anders Bondo Christensen ville vinde i lærernes konflikt med Kommunernes Landsforening. Også hun skyndte sig efterfølgende at sige, at der bare var tale om satire.

I tv-programmer af tvivlsom kvalitet har man indført dåselatter, så seerne ved, hvornår det er meningen at de skal grine. Det kunne man selvfølgelig også overveje at gøre i politiske sammenhænge. Vi har allerede underlægningsmusik til indslag i tv-nyhedsudsendelser, så vi som seere ved hvad vi forventes at skulle føle.

For i virkeligheden er denne påberåbelse af satire blevet et moderne forsøg på at sige det man vil “uden at sige det for alvor”. På denne måde kan man nemlig på én gang komme med en udtalelse og trække den tilbage. Er der ikke snart nogen derude, der vil lave bedre satire end den, Ann, Marie og Marianne kan præstere?