Hvad blev der af mit Olympus Trip?

Olympus_Trip_35

Mit første kamera fik jeg i konfirmationsgave, da jeg var 13. Det var et Olympus Trip, fremstillet i Japan, sådan som gode kameraer var dengang. Det var et rigtigt kamera til 35mm filmruller og halvautomatisk. Man skulle selv indstille afstanden; der var kun tre indstillinger: 1 meter, 3 meter og “uendelig”. Zoom var der ikke. Det var lidt besværligt at tage billeder; en ufo kunne være landet og lettet igen, inden jeg havde fået indstillingerne gjort helt rigtige. Og bagefter skulle jeg vente en uge på at få billederne retur fra laboratoriet.

Men mit Olympus Trip fulgte mig trofast igennem knap ti år og jeg fik taget en hel masse billeder, som jeg trofast så på. Til sidst gik der desværre noget galt med den manuelle fremføring af filmen. Der kom andre kameraer, men intet var helt som mit Olympus Trip. Efterhånden blev det nemmere og nemmere at tage billeder og efterhånden kunne jeg få billederne fremkaldt på en time; i dag er det et greb i lommen, hvor min telefon typisk ligger. Den har autofokus, digital zoom og er formelt set bedre udstyret end mit Olympus Trip fra 1977. Jeg skal da heller ikke ud og købe film eller sende film til fremkaldelse.

Og jeg tager stadig billeder. Min kone beder mig altid om at tage vores efterhånden lidt gamle kamera (et lille Canon Ixus-kompaktkamera) med, når vi skal til en familiebegivenhed. Så tager jeg nogle billeder med det og nogle billeder med min telefon. Men det er kun sjældent, jeg kigger på billederne. Det er barokt: det er blevet meget nemmere at tage billeder efterhånden, men jeg kigger kun sjældent på de billeder, jeg tager. Og når jeg kigger på billederne, opdager jeg, at jeg egentlig var bedre til at tage billeder før i tiden: min fornemmelse for motiver og billedkomposition var bedre. Det er som om det besværlige ved at tage billeder skabte en ekstra omhu.

Meget af min opvækst og tidlige voksenår forbinder jeg med billeder, jeg har taget (og andre har taget af mig). Men de seneste ti års tid er det som om der er færre interessante billeder, efterhånden som adgangen til at tage billeder er blevet meget let. Når det er uforpligtende at tage billeder, bliver det også uforpligtende at lade være.

Der er en rigtig fin artikel i The Guardian om netop dét. Og den er fyldt med kære gamle (og ikke helt så gamle) snapshots taget af kendte briter. Den engelske fotograf Mary McCartney, der er datter af Paul og Linda McCartney (som arbejdede som fotograf, inden hun mødte Poul), indrømmer at hun efterhånden mest tager billeder med sin iPhone!

(Måske skal jeg købe mig et Olympus Trip ? De kan stadig skaffes brugt.)

 

Den store samling

5343907263_7b9cec9408_b.jpg.CROP.article920-large

Der er noget særligt fascinerende ved opslagsværker. Som barn holdt jeg af at kigge i det store leksikon fra Lademann, som min mor havde. Nogle gange slog jeg op for at finde svar på et bestemt spørgsmål, andre gange greb jeg et tilfældigt bind fra reolen og slog op et tilfældigt sted. På denne måde opdagede jeg Romerrigets historie, det periodiske system, afrikanske politikere, danske øer, franske forfattere osv. osv.

De store konversationsleksika er et forsøg på at samle al viden i verden; de er hverken de første eller de sidste. Mange kender Jorge Luis Borges’ novelle “Biblioteket i Babel” (der findes i samlingen Fiktioner); den beskriver et bibliotek der rummer al viden i hele verden. Okkultister, herunder Rudolf Steiner, har talt om den akashiske optegnelse, der fortæller alt hvad der nogen sinde er sket i verden, inklusive hvor vi har været og hvad vi har læst og lyttet til. Den akashiske optegnelse skulle findes på “astralplanet”, hvor der altid er enormt god plads og høj båndbredde og konnektivitet ifølge okkultisterne.

I dag læste jeg for første gang om Mundaneum, der var et projekt startet i 1910 af belgierne Paul Otlet og Henri LaFontaine. Formålet var at samle al viden i verden på kartotekskort. I løbet af de næste tre årtier blev det til 12 millioner kartotekskort, men 2. verdenskrig standsede Mundaneum. Tyske tropper overtog lokalerne og ødelagde en hel del. I dag findes et museum om Mundaneum i Mons, og for at få mere at vide om museet kan man nu bare konsultere http://www.mundaneum.org/ i den samling af verdens informationer, som nu faktisk findes og vel også er ved at blive virkeliggørelsen af både biblioteket i Babel og den akashiske optegnelse – endda helt uden noget astralplan.

Algoritmerne på børsen

boersen

I fredags gjorde jeg noget, jeg ikke længere gør så tit – jeg købte et blad. Det hed Intelligent Life og udgives af The Economist. Den artikel, der fik mig til at købe bladet, hedder “Slaves to the algorithm” og handler om hvordan algoritmer er blevet særdeles væsentlige. Bagefter har jeg opdaget at denne artikel kan genfindes på bladets websted – ligesom faktisk alle de andre artikler, der fangede min opmærksomhed.

Egentlig fanger artiklens overskrift slet ikke det væsentlige; ethvert stykke software udgør jo allerede en algoritme, så det kan ikke være på dén måde, at der er noget nyt at berette. Faktisk handler artiklen om algoritmer til analyse af store datamængder, og her er der faktisk meget at sige. Mange er allerede opmærksomme på at algoritmer til analyse af store mængder data dukker op alle vegne.

Jeg er for tiden ved at læse en bog af Daniel Kahneman, Thinking, Fast and Slow. Kahneman fik Nobelprisen i økonomi i 2003; noget af det der især har beskæftiget hand forskning er hvordan mennesker ræsonnerer om statistiske fænomener og søger at lave forudsigelser. En af de konklusioner Kahneman gør i sin bog er hvor svært det er også for eksperter at give gode forudsigelser.

Der Spiegel bragte sidste år et interview med Kahneman, og her kommer han ind på blandt andet dette:

SPIEGEL: Experts, for example, have gathered a lot of experience in their respective fields and, for this reason, are convinced that they have very good intuition about their particular field. Shouldn’t we be able to rely on that?

Kahneman: It depends on the field. In the stock market, for example, the predictions of experts are practically worthless. Anyone who wants to invest money is better off choosing index funds, which simply follow a certain stock index without any intervention of gifted stock pickers. Year after year, they perform better than 80 percent of the investment funds managed by highly paid specialists. Nevertheless, intuitively, we want to invest our money with somebody who appears to understand, even though the statistical evidence is plain that they are very unlikely to do so. Of course, there are fields in which expertise exists. This depends on two things: whether the domain is inherently predictable, and whether the expert has had sufficient experience to learn the regularities. The world of stock is inherently unpredictable.

SPIEGEL: So, all the experts’ complex analyses and calculations are worthless and no better than simply betting on the index?

Kahneman: The experts are even worse because they’re expensive.

SPIEGEL: So it’s all about selling snake oil?

Kahneman: It’s more complicated because the person who sells snake oil knows that there is no magic, whereas many people on Wall Street seem to believe that they understand. That’s the illusion of validity …

I sin bog diskuterer Kahneman netop hvordan eksperters forudsigelser klarer sig holdt op mod statistiske algoritmer – og hans resultater viser at sådanne algoritmer faktisk klarer sig bedre end eksperter, omend de heller ikke er imponerende Jeg er dog ikke sikker på at han vil lægge ryg til den entusiasme, der nu kommer algoritmer til dataanalyse til del.

Der er nemlig også, som Kahneman selv gør opmærksom på, et problem med det genstandsområde, algoritmer til dataanalyse udtaler sig om. Hvordan ville vi f.eks. have det med at vi undlod at behandle et sygt barn, fordi en algoritme fortalte os at vi burde handle sådan?

Netop finansmarkedet er ekstremt sikkerhedskritisk; dette blev igen tydeligt under den seneste finanskrise. Beslutninger på finansmarkedet påvirker millioner (vel faktisk milliarder) af menneskers livsgrundlag. Og jeg kan ikke lade være med at hæfte mig ved denne passage i artiklen fra Intelligent Life:

In October 2012, in under a minute, the market value of Kraft increased by 30%. In 2010, the now-infamous “flash crash” briefly wiped a trillion dollars off United States markets. Last March BATS, an American stock-exchange company, floated on its own market at over $15 a share—but there was a glitch. The official explanation, still disputed by some, is that the BATS market software malfunctioned for all stock beginning with anything from A to BF. “If they had popped a champagne bottle as they launched the shares,” Cliff says, “by the time the cork hit the floor their value was zero.”

I dag er der nogle steder omkring en tredjedel af alle aktiehandler, der er baseret på analysealgoritmer. Dave Cliff, der var med til at udvikle nogle af de første algoritmer inden for dette område, siger da også

“The danger is an over-reliance on computer systems which are not well understood,” he said. “I have no problem with technologies. I like flying, I like to give my kids medicine. But I like my planes certified safe, my medicine tested. I prefer to be engaged in capital markets where there are similar levels of trust, and meaningful and incisive investigation when things go wrong.”

Og så kommer det for nogle ekstremt prekære spørgsmål: Hvorfor skal vi egentlig satse så meget ved at have et aktiemarked, der er så ekstremt følsomt over for beslutninger om investeringer og hvor disse beslutninger i stort omfang er svære at begrunde rationelt? Denne kombination af sårbarhed og vilkårlighed udgør for mig at se et godt argument for at regulere antallet af og arten af transaktioner ved en form for finansskat.

Du har vel nok gjort det godt, men…

sandwich

Hvordan skal man dog fortælle det til en studerende, når det, den studerende har præsteret, rent ud sagt ikke er ret godt? Jeg har brugt for megen tid på at græmme mig alt for synligt og jeg har også brugt al for megen tid på at være tilstræbt høflig. Der er nødt til at være en bedre tilgang til at give kommentarer, for formativ evaluering – en bedømmelse af den lærendes udbytte af undervisningen – er helt central, når man skal lære.

Det er egentlig ikke overraskende, at der er vokset et forskningsområde frem om at give kommentarer. Nogle fokuserer på undervisning, andre på markedsføring (i mine mere kyniske øjeblikke kan jeg have svært ved at se forskel på de to områder!)

I en oversigtsartikel fra 2003 af Audia og Locke bliver det klart at det store problem er hvordan man giver negative kommentarer. Jeg oplever selv at der er et problem med kritik. Selv har jeg en tendens til at fokusere på det negative, jeg får at vide. Mange andre hører kun det positive og ignorerer de negative kommentarer, og det er specielt dette problem, som Audia og Locke hæfter sig ved.

I en nyere artikel af Finkelstein og Fishbach  bliver dette klart gennem en kvantitativ undersøgelse af kommentarer til kursister i tyskundervisning (i USA): Eksperter vil helst have negativ kritik, for den kan hjælpe dem med at forstå, hvorfor de ikke har gjort tilstrækkelige fremskridt, mens begyndere gerne vil have positiv kritik, da den kan fortælle dem om de er på rette spor.

Det vigtige er ikke at “pakke den negative kritik ind” i en slags sandwich som på tegningen ovenfor, men at huske at de forskellige former for kritik har forskellig rolle for forskellige kompetenceniveauer. Det svære er som i så mange andre situationer at den, der giver kritikken i en undervisningssammenhæng, er ekspert, mens den, der modtager kritikken, er begynder!

En anden udfordring er at få givet kommentarerne, så den studerende rent faktisk kan forstå dem. Jeg har nogle få gange været i den trælse situation, at en ekstremt inkompetent studerende ikke kan bringes til at indse hvor galt det er fat – men dette er formodentlig den berygtede Dunning-Kruger-effekt, der spøger. Mere væsentligt og næsten lige så udfordrende er det at give de relevante kommentarer, der kan beskrive præcis hvad det er den studerende ved og hvad den studerende ikke ved. For at kunne gøre det, skal man prøve at danne sig en mental model af den studerendes (mis)forståelse af stoffet, og også her spiller det ind, at den, der skal give kritikken, er på et andet niveau end den, der modtager kritikken.

Råd fra en tidligere bankrøver

bernard-stiegler

I dag er der en anmeldelse i Information af en ny bog af den franske filosof Bernard Stiegler.

Stieglers eget liv er næsten lige så interessant som hans filosofiske værk; han ejede i sin tid en bar, men kom i bundløs gæld, men fandt en udvej – han begyndte at røve banker. Han tilbragte 5 år i fængsel, og her begyndte han at interessere sig for filosofi. En lærer fra fængslet satte ham i kontakt med ingen ringere end Jacques Derrida, og en karriere som bankrøver var blevet afløst af en karriere som filosof! Siden da har Bernard Stiegler bl.a. været professor på University of London og Université de Technologie de Compiègne og leder af sit eget forskningsinstitut. I 2010 grundlagde han endda sin egen filosofiske skole, Ecole de Philosophie d’Epineuil-le-Fleuriel. Og så er han en meget produktiv herre. I 2012 var han forfatter/medforfatter på hele 3 bøger, og siden om ham på Wikipedia afslører at han siden 2003 typisk har udgivet et par bøger om året.

Den seneste bog fra Stieglers hånd, Pharmacologie du Front National – Suivi du Vocabulaire d’Ars Industrialis, er et forsøg på at analysere hvorfor den reaktionære nationalisme slår rod og hvad vi dog kan gøre ved det – og ved dem, der stemmer på reaktionære nationalistiske partier. I Frankrig er det Front National, herhjemme er det Dansk Folkeparti. Stieglers bog findes endnu kun på fransk.

I et interview med det franske dagblad L’Humanité får man et indblik i hvad det er for tanker, Stiegler gør sig. Hans ærinde at man ikke skal fordømme dem, der stemmer på højrenationalistiske partier, men drage omsorg for dem – for på dén måde drager man omsorg for hele samfundet. De er nemlig et symptom på en krise i demokratiet – der er indtruffet en “konservativ revolution”, hvor den politiske diskurs har flyttet sig sådan at der ikke rigtig er nogen, der tør udfordre forbrugerismen:

La maladie, ce n’est pas le Front national. La maladie, c’est le consumérisme et la révolution conservatrice qui a été intériorisée par tous, y compris l’extrême gauche. Le FN en est le symptôme le plus violent, mais il y en a bien d’autres sur tout le nuancier politique. Cette maladie, c’est le désespoir qui fait croire et accepter que la régression serait inéluctable. Il est honteux et lâche de s’y soumettre.

 

(Sygdommen, det er ikke Front National. Sygdommen, det er forbrugerismen og den konservative revolution som er blevet internaliseret af alle, inklusive den yderste venstrefløj. Front National er det mest voldsomme symptom på dette, men der er mange andre i hele det politiske spektrum. Denne sygdom, det er fortvivlelsen som får én til at tro og acceptere at dette tilbageskridt er uundgåeligt. Det er skamfuldt og slattent at give efter for den.) [Min oversættelse]

Så Front National er bare det mest udtalte symptom på en resignation – en tro på at der ikke rigtig er noget at gøre ved tingenes tilstand. Det er ikke en holdning, Stiegler har megen sympati for, og hans diagnose kunne vel egentlig også bruges på den politiske situation i Danmarkj.

70 millioners forskel

zhang
Yitang Zhang

mochizuki
Shinichi Mochizuki

11 og 13 er gammeldags karakterer – men også to primtal med en afstand på 2. Der er 17 og 19. Der er 51 og 53. Og så videre. Det er stadig et åbent problem om der findes uendeligt mange primtalspar. Men nu hævdes det at Yitang Zhang fra University of New Hampshire har bevist at der findes uendeligt mange par af primtal (p_1,p_2) hvor p_2 - p_1 \leq 70.000.000, dvs. at der er uendeligt mange par af primtal der “kun” er parvis forskellige med højst 70 millioner.

Dvs. der findes nu allerede et meget stærkere resultat, nemlig at der findes uendeligt mange primtalspar med en afstand på 16, men faktisk er dette ikke en sætning – i beviset anvender man nemlig Elliott og Halberstams formodning, der meget passende udtaler sig om hvordan primtal optræder i en aritmetisk progression.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Shinichi Mochizukis bevis for abc-formodningen, der befinder sig i 4 artikler på i alt 512 sider (man aner at det begyndte som en note på 2 sider, der efterhånden successivt fordobles i sideantal). ABC-formodningen er en påstand i talteori:

For ethvert \epsilon > 0 findes der kun endeligt mange tripler (a,b,c) \in \mathbb{N}^3 hvor a,b,c er indbyrdes primiske og a+b=c, så c > d^{1 + \epsilon}, hvor d betegner produktet af alle de forskellige primfaktorer i abc.

ABC-formodningen og formodningen om primtalspar har to ting til fælles: Der er tale om påstande, der er elementære at formulere og nogenlunde intuitivt plausible men hvor beviserne for dem tilsyneladende er meget omfattende. I en artikel om Mochizukis arbejde siger en kollega:

“His other papers – they’re readable, I can understand them and they’re fantastic,” says de Jong, who works in a similar field. Pacing in his office at Columbia University, de Jong shook his head as he recalled his first impression of the new papers. They were different. They were unreadable. After working in isolation for more than a decade, Mochizuki had built up a structure of mathematical language that only he could understand. To even begin to parse the four papers posted in August 2012, one would have to read through hundreds, maybe even thousands, of pages of previous work, none which had been vetted or peer-reviewed. It would take at least a year to read and understand everything. De Jong, who was about to go on sabbatical, briefly considered spending his year on Mochizuki’s papers, but when he saw height of the mountain, he quailed.

“I decided, I can’t possibly work on this. It would drive me nuts,” he said.

Bare den første artikel ser voldsom ud. Mochizuki skriver som noget af det første:

Unlike many mathematical papers, which are devoted to verifying properties of mathematical objects that are either well-known or easily constructed from well-known mathematical objects, in the present series of papers, most of our efforts will be devoted to constructing new mathematical objects.

Det minder måske lidt om at etablere en kæde af restauranter, fordi man er rigtig sulten.

I arbejdet med automatisk bevisførelse optræder begrebet beviskompleksitet som mål for størrelsen af et bevis (på samme måde som beregningskompleksitet angiver omfanget – tids- eller pladsforbrug – af en beregning). Gad vide om vi for de simple, men svære matematiske påstande har at gøre med en situation, hvor nogle tilsyneladende simple påstande nødvendigvis have urimeligt lange beviser  – ligesom der er findes beslutningsproblemer, der er “født svære”.

It was a beautiful night

20130516-225912.jpg

20130516-225850.jpg

Så var aftenen kommet, og min hustru og jeg var til koncert med Bruce Springsteen og hans efterhånden 16 personer store E Street Band i Herning. Jeg holder af mange slags musik i mange forskellige genrer, men inden for den traditionelle rock er Bruce Springsteen en af dem, jeg altid kan vende tilbage til. I hans musik mødes mange varianter af amerikansk populærmusik – Pete Seeger og Sam Cooke, Roy Orbison og Bob Dylan, Woody Guthrie og Phil Spector… Bruce Springsteen kan i sin musik rumme inderlighed, samfundskritik, fandenivoldskhed, tungsind og livsglæde. En sang som “Badlands” balancerer et sted mellem netop de fem poler.

Boxen i Herning giver en anden stemning end et stadion eller en festival; det var faktisk første gang jeg havde været til en indendørskoncert med Springsteen. Vi stod godt langt fremme i salen med fint udsyn. Og god lyd – endnu et plus at kunne høre hvad der bliver sunget. Ikke et ord om ekkoet i Parken (det har jeg kun hørt om fra andre) – dér vil jeg aldrig sætte mine ben i musikalsk sammenhæng!

Springsteen er en gudsbenådet og energisk/ustandselig showmand, og det er måske også derfor nogle ikke tager ham så alvorligt som han bør tages. Bruce Springsteen er nemlig også en usædvanligt god og usædvanligt produktiv sangskriver. Spørg Arcade Fire, The National, David Bowie – eller mange andre. Hans nyere albums er måske ikke helt så uomgængelige (omend der bestemt er fine ting på), men i årene 1975-1982 satte han så tilgengæld ikke en fod forkert nogensinde!

Aftenens koncert var især et forrygende og vellykket eksempel på showmanden Springsteen.

Nogle af de mest tralle-egnede sange er nok ikke til at undgå i den forbindelse – her tænker jeg på “Hungry Heart” og “Waiting On A Sunny Day”. Ingen af dem er uundværlige, men de appellerer til mange, så fred med dem. Men der var heldigvis også en masse andet på sætlisten. Med et så storslået bagkatalog er der da også nok at tage af. Der kom bl.a. et par numre uden for album – “My Love Won’t Let You Down” og “Murder Incorporated”, der findes på henholdsvis Tracks-bokssættet og Live in New York City. Versionen af sidstnævnte var særdeles vellykket, og nu forstod jeg omsider denne sangs kvaliteter.

Mange havde skilte med med sangønsker, og nogle af dem blev opfyldt. På den konto fik vi to numre fra debuten Greetings From Asbury Park, nemlig “Does This Bus Stop At 82nd Street” og “For You”. Her var publikums reaktion anderledes begrænset (læs: fraværende). Jeg så også et skilt med “Backstreets”, men den fik vi desværre ikke.

Jeg blev mindet om hvor god en guitarist Springsteen faktisk også er – med en showstopper af en intro til “Prove It All Night” (også kendt som 78-introen). Men også Steve Van Zandt havde en god aften på guitar, og Nils Lofgren ligeså.

Det hele sluttede med “Tenth Avenue Freezeout”, sangen om The Big Man – elsket og savnet.

Bagefter var der en bus tilbage til Hotel Scandic komplet med mulighed for at lytte til overrislede diskussioner af superligaens seneste runde kampe. I hotellets foyer så vi en lille fyr i sort tøj – og det var ingen ringere end selveste Nils Lofgren. “It was a beautiful night”, sagde den lille svensk-amerikaner. Og vi var enige. Tak var kun et fattigt ord!

Povl Villumsen

Jeg har netop læst i min morgenavis at Povl Villumsen er død; han blev 82.

Povl Villumsen var blandt dem, der grundlagde datalogiuddannelsen på Aalborg Universitet. Som næsten alle andre på den tid havde han ikke selv nogen kandidatgrad i datalogi – Povl var oprindelig civilingeniør. Hans faglige interesser spændte bredt, og han nåede at vejlede specialer inden for så forskellige områder som systemudvikling og algebraiske specifikationer. Selv oplevede jeg Povl i to temmelig forskellige kurser – Datastrukturer og Parallelle processer og fordelte systemer. Begge kurser findes endnu i dag under lidt andre titler. Flere af dem, Povl var specialevejleder for, er i dag professorer, og også Povls søn gik i hans fodspor ved at tage en PhD i datalogi.

PVV, som vi ofte kaldte ham, var studienævnsformand mens jeg var medlem af studienævnet som studerende i 1980’erne. Jeg var en vred ung mand dengang, og det hele endte trist. Efter en beslutning i studienævnet, som jeg bakkede op om og som Povl var modstander af, gik der kun få dage, så havde han trukket sig som studienævnsformand og sagt op. Jeg nåede at få talt med ham senere og at finde ud af at udviklingen i studienævnet havde været dråben, der fik bægeret til at flyde over. I dag forstår jeg så udmærket Povls reaktion.

Efter sine år på AAU arbejdede Povl ved Danyard. I mange år var han desuden med i censorkorpset i datalogi, og i den sammenhæng fik jeg mødt ham et par gange efter at han forlod AAU. Povl fik også tid til at dyrke sin mangeårige interesse for græsk sprog og kultur der bl.a. førte til en bachelorgrad i nygræsk.

Æret være hans minde.

Vi bliver jo ældre

I et essay i Information skriver Jacob Stubbe Østergaard, der vel er et sted omkring de 30, om sit møde med ungdommen. Da han er på vej over Dronning Louises Bro i København, spørger unge mennesker ham om han ikke skal have noget ansigtsmaling. Og nej, det vil han ikke. Han svarer lidt ironisk at han jo skal “passe ind i normerne og sådan noget” og går videre.

Da jeg fortsatte ned ad Ravnsborggade på Nørrebro, begyndte ironien i min bemærkning at krakelere lidt i kanterne. For nok havde jeg da sagt det med et glimt i øjet, men det var jo rigtigt. Jeg måtte afslå ansigtsmalingen, fordi jeg skulle passe ind i normerne. Jeg var på vej ned på Kaffeplantagen på Skt. Hans Torv. Inde på Kaffeplantagen kan man ikke bare sådan have ansigtsmaling på. Jeg kan ikke sige præcis hvorfor. Folk er søde hernede, men ansigtsmaling ville bare ikke passe ind.

I Østergaards essay dukker den samme tanke op, som sikkert er dukket op hos mange andre mennesker: Vi opdager at vi er blevet ældre og at vores normer har ændret sig. Og vores normer har ændret os samtidig. Det er underligt og på en eller måde forkert at blive ældre. Vi føler at vi er de samme personer som vi “altid” har været, men pludselig ser vi forskellene. Jeg lytter til den samme Bruce Springsteen, som da jeg var 20 år, og han synger de samme sange som dengang (og en masse andre nye) – men både Springsteen og jeg er blevet nogle andre, og i anmeldelserne af gårsdagens koncert kan jeg nu pludselig læse om alle de gråhårede mennesker i publikum.

Jeg holder utroligt meget af Bruce Springsteens musik (og såmænd også af den person, man opdager at han er), men jeg stejler, når nogen ud fra dette udgangspunkt begynder at tale om at “vore dages nye musik i modsætning til Springsteen er noget bras”. Det synes Bruce Springsteen jo faktisk heller ikke. Jeg har ikke lyst til at blive forstokket.

En artikel fra BBC handler om en undersøgelse, der er i gang på universitetet i Cambridge, af hjernerne hos 14-24-årige. Hvad er det, der sker i denne vigtige periode af et menneskes liv? Måske er det hjerneforskningens videnskabelige forklaring på det, vi i dagligsproget kalder for erfaringer.

På Edge.org kan man læse mere om hele dette forskningsfelt; Sarah-Jayne Blakemore, der er professor i hjerneforskning i Cambridge siger bl.a.

The idea that the brain is somehow fixed in early childhood, which was an idea that was very strongly believed up until fairly recently, is completely wrong. There’s no evidence that the brain is somehow set and can’t change after early childhood. In fact, it goes through this very large development throughout adolescence and right into the 20s and 30s, and even after that it’s plastic forever, the plasticity is a baseline state, no matter how old you are.

Dette sidste burde give os alle håb: Vi bliver alle ældre og får flere erfaringer. Men vi behøver ikke at blive forstokkede, bare fordi vi bliver ældre. De unge er ikke dumme; de er simpelthen uerfarne – endnu. Manglen på erfaringer kan være farlig – det er vel på grund af manglende erfaringer, så uforholdsmæssigt mange unge mennesker kører galt, falder i havnen, kører i havnen osv. Men det er også manglen på at være overvældet af erfaringer, der gør det muligt at se verden påny og at skabe verden påny. Hvis vi, der er blevet ældre, kan undgå at lade os overvælde erfaringerne og stadig kan have en længsel og en sult efter at se mere, kan vi også være med.

Den største fare ved gruppearbejde er…

Businessmen Standing in Separate Corners of Conference Room

I går talte jeg med nogle studerende fra en projektgruppe, jeg ikke er vejleder for. De arbejdede i forbindelse med deres projekt med stof om semantik af programmeringssprog i et kursus, jeg har holdt, og det var i den egenskab de havde henvendt sig til mig. Jeg spurgte så hvordan definitionen af semantikken af deres programmeringssprog hang sammen med den implementation af sproget, de var ved at programmere. Her måtte de indrømme, at det vist ikke hang så godt sammen. Det var tydeligvis ikke en gruppe, der var i krise, men som mange andre projektgrupper i årenes løb var der sket det, som så ofte sker, nemlig overspecialisering: gruppens medlemmer sad i hver deres hjørne med hver deres del af projektet, og det gik ud over overblikket.

I dag talte jeg med en vejleder (for en helt anden projektgruppe på et helt tredje semester) der spurgte mig om ikke man til projekteksamen kun skulle spørge hver enkelt studerende om det de rent faktisk havde lavet. Og nej, sådan kunne man ikke gøre. (Lidt senere spurgte han om det var meningen, at man som vejleder skulle komme med komme med kommentarer til det, de studerende skrev, inden rapporten blev afleveret. Da gøs jeg.)

Gruppearbejdets akilleshæl som pædagogisk model er ikke “gratister”, der ikke bidrager aktivt (det er der ganske vist didaktiske kapaciteter som Helge Sander og Bertel Haarder og Tina Nedergaard, der tror). “Gratisterne” ender med at blive selekteret fra i gruppedannelsesprocessen, og mens en “gratist” er i en projektgruppe, arbejder resten af gruppen typisk uden om vedkommende, når de opdager, at de ikke kan forvente noget af “gratisten”. Det er derimod overspecialiseringen, der er problemet – for den kan finde sted i en gruppe, hvor alle går op i projektarbejdet med liv og sjæl og stræber efter at lave det bedst mulige produkt.

Det er faktisk netop dét, der kan forårsage problemet i et studieprojekt. Når projekterne bliver produktorienterede, regner mange projektgrupper med at kunne lave et bedre produkt hvis alle i gruppen fortsætter med at lave det, de er blevet bedst til. Der er simpelthen ikke “råd til” at bytte område undervejs. Men af og til er man nødt til at slippe sit yndlingsemne, så man kan nå op og få overblik og få direkte føling med forskellige områder af projektet. Et universitetsprojekt handler nemlig først og fremmest om at lære. Der er ikke meget vundet ved at aflevere en projektrapport, der isoleret set kunne give karakteren 10, hvis hver enkelt studerende får karakteren 7 til eksamen. Noget sådant har jeg desværre set.

Det er gået op for mig, at det er vigtigt at bruge tid på at vejlede i projektprocessen også efter de første par semestre. Mange tror at de studerende efter første studieår ved hvordan man skal lave et projekt. På det tidspunkt er alle de værste begynderfejl da også som regel luget ud, men overspecialisering er et problem, der kan få lov at leve videre måske helt frem til specialet, hvis man ikke passer på. Mange af os, der vejleder, fanges ind i en fascination af projektets produkt, og den fascination kan vi og de studerende, vi vejleder, risikere at sidde fast i.