Det kan ikke siges tit nok

keepcalm

Jeg har tidligere skrevet om Christian Kocks bog De svarer ikke, der handler om politikernes forsøg på at sige noget uden at sige noget. En interviewer, der på det seneste har opnået berømmelse på at ignorere ikke-svar-strategierne fra politikere er Martin Krasnik. Han siger i et interview i Information:

»Det er forståeligt nok, at jeg overskrider folks grænser en gang imellem. Jeg bryder jo nogle basale sociale koder. Der sker jo sjældent, at man i virkeligheden møder et menneske, som man stiller det samme spørgsmål fem-ti gange, mens man understreger, at vedkommende ikke svarer. Man ville med rette blive opfattet som en galning. Derfor er det mærkeligt, at vi har vænnet os til det modsatte: At politikere svarer på helt andre ting, end de lige er blevet spurgt om. Tænk hvis vi gjorde sådan over for vores venner eller kone. ’Henter du børnene skat?’ – ’Jeg er meget glad for mit arbejde’. Vi har vænnet os til den absurde kommunikation, der foregår i medierne. Vi accepterer det bare.

Det interessante er hvornår specielt gentagelsen mon er kommet ind som politisk undvigemanøvre. Og det interessante er hvorfor denne gentagelsesmanøvre virker på så mange interviewere, når den så tydeligt ikke virker på alle os, der overværer interviewet. Det kan ikke undre at det er blevet et forskningsområde at forstå ikke-svar. Stephen Clayman fra UCLA har skrevet en 39 sider lang oversigtsartikel om strategien med ikke at svare.

Allerede for 20 år siden viste en analyse af 8 tv-interviews under den britiske valgkamp i 1987 at både Margaret Thatcher og Neil Kinnock (den siddende danske statsministers svigerfar) undlod at svare på mere end halvdelen af de spørgsmål, de blev stillet. De to politikere brugte dog to forskellige strategier: Thatcher angreb intervieweren i stedet, mens Kinnock i stedet fortalte hvilken politik hans parti ikke ville følge. Thatcher kom på denne måde til at virke stærk og resolut, selv om hun i virkeligheden ikke ville svare. Hun var bestemt ikke den sidste, der valgte denne tilgang. Den tilsyneladende kommunikation er i virkeligheden en strategi, hvor man gennem lade-som-om-“kommunikation” forsøger at skabe et image.

En amerikansk undersøgelse fra Harvard af Todd Rogers og Michael I. Norton giver endnu et bud på hvorfor undvigelsesstrategier virker: Tilhørere har en begrænset opmærksomhedshorisont og en begrænset evne til at få et overblik, og derfor kan det være muligt at få det til at se ud som man faktisk har svaret på et spørgsmål, selv om man har svaret på noget helt andet.

Rogers believes there are two reasons for this inability to detect subtle evasions. The first, he says, is that humans simply have a limited attention span. Poor attention is universal to all “humans and all animals that we manage to study,” he says. “Though we don’t realize it, we go through our lives detecting just the gist of what’s going on. Even if we wanted to pay careful attention to each answer, we would have a limited capacity” to do so. A second, related reason is that paying attention to a speaker involves taking in an overwhelming amount of information. When watching a presidential debate, for example, viewers are considering not only the questions and answers but also the speakers’ body language, facial expressions, and overall likability. This adds yet another level of cognitive challenge, making it more difficult to remember whether a given answer is a specific response to the question asked.

Alt for ofte oplever vi journalister, der i stedet accepterer politikernes undvigestrategi. Netop da bør vel så interviewerens rolle at være med til at skabe et overblik og at være med til at formidle faktiske svar. Dette er forskellen mellem journalisten som kritisk formidler og journalisten som ukritisk gengiver. Tænk hvis journalister kunne praktisere en sokratisk metode, der stiller ubekvemme, men naive spørgsmål og bliver ved med at gøre det. Tænk hvis flere journalister end Martin Krasnik turde sige til en politiker at politikeren ikke har svaret og blive ved med det.

Mamihlapinatapei – eller: Man kan ikke være forelsket på engelsk

mamihlapinatapei

Den amerikanske forfatter Pamela Haag har en interessant artikel om ti ord om menneskelige følelser, der ikke findes på engelsk. Mange af dem handler om den svære kærlighed. Her er et af de rigtig gode (hvordan det skal udtales, ved jeg ikke):

Mamihlapinatapei (Yagan, an indigenous language of Tierra del Fuego): The wordless yet meaningful look shared by two people who desire to initiate something, but are both reluctant to start.

Men ét af ordene kender jeg fra dansk – Pamela Haag kender det fra norsk, men betydningen er den samme. Her prøver hun så godt hun kan at give en engelsk forklaring af det at være forelsket:

Forelsket: (Norwegian): The euphoria you experience when you’re first falling in love.

This is a wonderful term for that blissful state, when all your senses are acute for the beloved, the pins and needles thrill of the novelty. There’s a phrase in English for this, but it’s clunky. It’s “New Relationship Energy,” or NRE.

Det fascinerende er hvorfor disse ord opstår på nogle sprog, men ikke på andre. Mon dette siger noget om de følelser, mennesker rundt om i verden taler mest om? Fascinerende er det også at det ofte så besungne engelske sprog, der er et af sprogene med størst ordforråd, giver fortabt når talen falder på forelskelse.

Selvfølgelig har jeg også kendt til mamihlapinatapei, men jeg har aldrig haft et enkelt ord for denne følelse. Jeg er ikke sikker på at vi her står over for at få et nyt låneord på dansk – det kunne ellers være interessant.

Alle Der Har Diagnoser

ADHD symbol design isolated on white background

Her er et overraskende og interessant faktum: i USA har 9 procent af alle skolebørn diagnosen ADHD, men i Frankrig er det kun en halv procent. En artikel af den amerikanske psykolog og familieterapeut Marilyn Wedge stiller skarpt på dette.

Det første, hun hæfter sig ved, er at franske børnepsykiatere anvender en anden klassifikation af børns psykiske problemer end man gør i USA med diagnosemanualen DSM. Systemet hedder (med en typisk kryptisk fransk forkortelse) CFTMEA.

The focus of CFTMEA is on identifying and addressing the underlying psychosocial causes of children’s symptoms, not on finding the best pharmacological bandaids with which to mask symptoms.

To the extent that French clinicians are successful at finding and repairing what has gone awry in the child’s social context, fewer children qualify for the ADHD diagnosis. Moreover, the definition of ADHD is not as broad as in the American system, which, in my view, tends to “pathologize” much of what is normal childhood behavior. The DSM specifically does not consider underlying causes. It thus leads clinicians to give the ADHD diagnosis to a much larger number of symptomatic children, while also encouraging them to treat those children with pharmaceuticals.

Marilyn Wedges påstand er således at amerikansk ADHD-behandling bliver til symptombehandling og et fokus på en biologisk forklaring, fordi der ikke er fokus på årsagerne. Jeg tør ikke udtale mig om dette, men det kunne være interessant at undersøge få undersøgt denne hypotese, dvs. hvordan familiemønstrene korrelerer med ADHD-diagnoser. Hvordan man skal lave en kvantitativ analyse, ved jeg ikke helt.

Marilyn Wedge har dernæst nogle betragtninger om amerikansk og fransk børneopdragelse, som jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal synes om. Hun tager her udgangspunkt i Bringing up Bébé, en bog af den amerikanske forfatter Pamela Druckerman:

French parents, Druckerman observes, love their children just as much as American parents. They give them piano lessons, take them to sports practice, and encourage them to make the most of their talents. But French parents have a different philosophy of discipline. Consistently enforced limits, in the French view, make children feel safe and secure. Clear limits, they believe, actually make a child feel happier and safer—something that is congruent with my own experience as both a therapist and a parent.

Dette lyder egentlig mest som den velkendte idé med at “sætte grænser”, og det er ikke klart for mig om der er noget ordentligt empirisk grundlag for at udtale sig om en sådan mulig sammenhæng.

Det rigtig interessante er forskellen i diagnosticering – 9 procent kontra en halv – og det vil også være at tænke over om vi i Danmark primært har amerikanske eller fransk baserede idealer og hvad det er der bestemmer vores syn på ADHD og lignende. Mit gæt er at den danske tilgang er meget amerikansk.

Lead Singer Disease

417_artistic-differences

Der er noget mystisk fascinerende ved at se på bands, der går i opløsning eller skiller sig af med besværlige medlemmer. Der er blevet skrevet rigtig meget om The Beatles og om hvordan det hele gik så galt til sidst. Jeg er nok ikke den eneste, der har skiftevis krummet tæer og taget mig til hovedet mens jeg har set Some Kind Of Monster om Metallicas kvaler. Og det var direkte ubehageligt at være vidne til hvordan Red Hot Chili Peppers i 1996 stod og skændtes helt åbenlyst på Orange Scene. De offentlige skænderier mellem Peter Hook og resten af det gamle New Order er heller ikke rare at læse om.

Den amerikanske psykolog Ruth Blatt har skrevet nogle særdeles interessante artikler om de psykologiske mekanismer, man oplever i et band. Der er meget, man kan lære om organisationer af at se på den helt lille organisation som en musikgruppe typisk er.

Ifølge hende er et af problemerne Lead Singer Disease (LSD).

The psychological term for LSD is narcissism, an inflated sense of self and the constant need to have that inflated self-view reinforced. Narcissists tend to have a sense of entitlement, a desire to be the center of attention, a sense of superiority relative to others, and self-absorption. Many lead singers fit this description to a T.

A recent study suggests that one of the problems of having a narcissist at the helm of the organization is that narcissists do not respond to negative feedback by trying harder or changing what they are doing. Unlike most people, who take negative feedback as an opportunity to reflect on what they could be doing better, narcissist CEOs appear to behave as if everything they do is a success.

For bands, as for companies, this tendency means that it can be difficult if not impossible to criticize the person at the top. Take Steven Tyler, lead singer of Aerosmith. His definition of LSD? “Bone-gnawing, spleen-curdling jealousy of the lead singer in a rock band on the part of other members of the band, erupting in violent blaspheming and tantrums by such members whenever the lead singer’s image appears on the cover of popular magazines.”

Tænker andre end mig på Martin Hall eller Jeff Tweedy her?

Der er nu også en anden mekanisme, som jeg ikke har set Ruth Blatt nævne. Prøv at tænke på Ringo Starr, Andy Fletcher, Bill Berry eller vores egen Henrik Hall. De er eller var alle lidt i baggrunden i deres band (for de tre førstnævntes vedkommende også i bogstavelig forstand), men har alle indtaget rollen som den person, de andre var enige om at synes godt om. Det kan vel også have haft noget at gøre med at alle var glade for at den fælles ven ikke havde noget imod at stå i baggrunden. Da Ringo smækkede med døren under indspilningerne til det “hvide album” (som dokumenteret i Mark Lewisohns bog), var det reelt begyndelsen til enden for The Beatles.

(Da jeg selv studerede, var jeg på et lille hold og var derfor med i en del projektgrupper med samme lille roterende besætning i løbet af min uddannelse, og også vi havde en “Ringo” som sad lidt i baggrunden mens vi andre holdt hanekampene i gang.)

Metallica er vel et eksempel på et band, der ikke havde en “Ringo”. Det er ved at være længe siden at de har lavet interessant musik, men de er til gengæld blevet en oplagt case for psykologer. Måske var det deres oprindelige bassist Cliff Burton der var deres “Ringo”, men da han kom tragisk af dage i en busulykke, gjorde de andre den nye bassist Jason Newsted til prügelknabe. I en dokumentar om bandet fra 2001 på DR3 lagde jeg mærke til at man altid så de to overhunde James Hetfield (der måske, måske ikke har Lead Singer Disease) og Lars Ulrich sammen til interviews, mens det var Newsted og den spagfærdige guitarist Kirk Hammett (der tilsyneladende altid kæmpede en brav kamp for at få lov til at spille soloer), der blev interviewet sammen. To år senere var Newsted gået i vrede, og knudemændene fik deres vilje.

På denne måde får nogle bands et “svingdørsmedlem”, mens resten af besætningen er intakt. Jeg spekulerer på hvordan det mon er at være svingdørs-guitaristen i Red Hot Chili Peppers; det er sikkert sammenligneligt med at være bassist i Metallica.

Inflation i karaktererne?

karakterskala

I dag holdt jeg min sidste eksamen; de to studerende, jeg havde til eksamen, fik begge 12. Det var endda en gruppebaseret projekteksamen – min første i 7 år som vejleder og eksaminator. Det var i det hele taget en god oplevelse.

Det mest komplicerede ved eksamen er tit at forbinde den begrundede bedømmelse med karakteren. Vi ender med at tænke i tallene på skalaen. Det er ofte sådan, at når man er i tvivl, dukker begrundelserne op først. Ellers er det meget tit tallet, der kommer først. Det er mærkeligt, at det er så nemt at tænke i disse egentlig ret simple kategoriseringer.

For tiden er der en diskussion på Ekstra Bladers debatforum Nationen om det “forsvundne 13-tal” og der spørges om det er for let at få 12. Ikke overraskende er der en del af dem, der skriver, som mener det. Argumenterne er vanligt for Nationen ikke overvældende af natur. Et typisk argument kommer her:

Inflationen i karaktergivningen har stået på i en lang årrække.

En ‘middle’ karakter er lige netop ikke længer en middle karakter. Det er blivet forskudt til at være (næsten) en dumpe-karakter, så alt, der bare er en lille smule over middle, er et 12-tal.

Det betyder så igen, at karakterkravet til videregående uddannelser også skyder i vejret, da stort set alle ansøgere har en stribe 10 og 12-tal på beviset.

Hvis man har set karaktererne hos de studerende, vi optager på datalogiuddannelserne, vil man vide at dette ikke passer. Det er tydeligt, at nogle blander karaktergivningen sammen med de ændrede læringsmål. Det er tydeligt, at ændringerne i læringsmål bliver blandet sammen med den ændrede karakterskala i nogle menneskers hoveder.

Jeg kan godt være bekymret over ændrede læringsmål, men mine bekymringer ved 12-skalaen er nogle helt andre. Det er tydeligt, at der er tale om en skala der skal være nem at bruge (og så skal den passe med ECTS-skalaen), men denne nemhed kan have sine konsekvenser.

Min ene bekymring ved 12-skalaen er at den glidning mellem middelkaraktererne 7, 8 og 9, som man gerne ville til livs, nu snarere bliver erstattet af spring. I stedet for at diskutere om en præstation skal have 7 eller 8 diskuterer man nu ofte om den skal have 4 eller 7. Min anden bekymring er dog mere væsentlig, nemlig at karaktererne i skalaen er defineret ud fra hvad der mangler for at opfylde læringsmålene. Det er nemt at konstatere mangler, men man ender derfor også tit med begrunde karakteren i netop disse mangler i stedet for i det gode i eksamenspræstationen, og da får den studerende primært negativ feedback. Så hvis der er noget, jeg savner ved 13-tallet, er det i virkeligheden den positive feedback der lå i denne karakter.

Trapez i Nordkorea

Dette kom bag på mig. Filmen Comrade Kim Goes Flying er simpelthen en film fra Nordkorea med belgisk og britisk ko-produktion, og den bliver nu vist på flere internationale filmfestivaler. Den har endda nået biograferne i Sydkorea. På en måde er det vel et godt tegn, at der kommer en film af denne slags – en ukompliceret romantisk komedie om en ung kvindes drømme om at blive cirkusartist. Nede under al undertrykkelsen og hungersnøden og diktaturet og ensretningen er der vel også i Nordkorea fremtidsdrømme, forelskelse, forvirring og farver. Måske kan selve dette at få sat ansigt på nordkoreanerne hjælpe os med at forstå dem. Inde bag de store robotagtige parader og inde i de grå betonhuse er der mennesker med hver deres skæbne.

Men gad vide om denne film var blevet så omtalt, hvis den havde været fra Sydkorea (eller for den sags skyld et andet østasiatisk land)?

Det skal fedt hjælpe

usa

Hvis man nogensinde har besøgt USA, kan man ikke have undgået at lægge mærke til det: der er mange overvægtige mennesker. Ifølge officielle statistikker er 35,7% – dvs. mere end en tredjedel – af alle voksne amerikanere svært overvægtige. Især i de lavere indkomstgrupper er der mange mennesker, der er overvægtige; rige amerikanere har tid og råd til at holde sig i form og undgå overvægt.

Det kan næppe undre, at der nu i USA findes mennesker der fører an i kampen for stærkt overvægtiges rettigheder. En af de førende talspersoner hedder ironisk nok Linda Bacon.

Det er tydeligt, at denne type rettighedsaktivister ser sig selv som en parallel til de grupper, der har kæmpet for etniske mindretals rettigheder og imod racisme. En organisation kalder sig endda National Association for Advancement of Fat Acceptance (NAAFA) som en direkte hilsen til den hæderkronede National Association for the Advancement of Colored People (NAACP). Inden for de seneste år er man begyndt at kæmpe imod det, man kalder for “tynde privilegier” (Thin Privilege). En blog på Tumblr er viet netop til kampen mod “tynde privilegier”.

Nogle eksempler viser at der bestemt er en form for diskrimination og hån derude:

Thin privilege is not having people telling you you are lucky to have a boyfriend.

Andre har jeg meget svært ved at forstå, nemlig undren over at man skal betale ekstra, hvis man ikke kan være i et normalt flysæde:

Thin privilege is being too big for the airplane seat but not being asked to pay an upgrade fee because you’re too big in the acceptable way.

Jeg er ikke selv overvægtig nu, men der har været perioder i mit liv hvor jeg har været det (selv om jeg aldrig har været i nærheden af at være svært overvægtig og bestemt aldrig har haft problemer med flysæder!). Skønt det er meget længe siden nu, kan jeg sagtens huske de hårde bemærkninger. Og jeg er stadig en af dem, der altid er nødt til at passe på, hvad jeg spiser, også selv om jeg spiser nogenlunde sundt. Det er træls når andre siger at man bør tabe sig eller “er for tyk”.

Den store forskel, der gør hele rettighedsdiskussionen mindre klar for mig er netop at svær overvægt er anderledes af natur end etnicitet eller seksuel orientering. Al moderne forskning bekræfter LGBT’ers erfaring om at seksuel orientering/kønsidentitet efter alt at dømme er medfødt, og det udseende, der følger med en bestemt etnicitet, er jo i høj grad genetisk bestemt. Seksuel identitet og etnicitet er noget, man er.

I tilfældet af svært overvægtige befinder vi os et sted en hel del længere indepå skalaen mellem at blive diskrimineret for det man er og at blive diskrimineret for det man gør. På den ene side er det helt igennem forkasteligt at diskriminere eller håne mennesker, fordi de er svært overvægtige. Hvis nogen tror at dette skulle være den overvægtige til hjælp, tager de grusomt fejl.

På den anden side skyldes svær overvægt noget man gør, nemlig at man spiser mere end organismen behøver. Der kan også være en genetisk komponent i overvægt, men de nuværende svært overvægtiges forfædre var ikke alle svært overvægtige. Der er mange årsager til at det er gået så galt i USA. “Fat acceptance”-bevægelsen er for mig at se et symptom på hvad der er et livsstilsproblem snarere end en borgerrettighedsbevægelse; aktivisterne i USA ser ikke ud til at forholde sig til hvorfor fænomenet er så udbredt netop i deres land.

Sov godt?

main-qimg-ede739e5a162db672e17f76352000737

Det er sket af og til at jeg har opdaget at en studerende er faldet i søvn under en af mine forelæsninger. Da har jeg brugt lejligheden til at gå lidt rundt i lokalet og ende henne ved den sovende studerende HVOREFTER JEG MOMENTANT HÆVEDE STEMMEN.

Men jeg er ikke hellig. Jeg ender alt for tit med at sidde og blive uopmærksom når jeg er til seminar eller til en konference. Hjernen vil gerne have fred. Ovenfor er en graf fra den amerikanske biologiprofessor John Medinas bog Brain Rules (og se også http://www.brainrules.net ). Efter 10 minutter begynder opmærksomheden at dale. Man kunne så af grafen slutte at man bare skal blive ved længe nok – så øges opmærksomheden. Men prøv at se kursusvideoerne på Coursera – mange af dem er under 10 minutter lange.

Min fornemmelse er at de lange forelæsninger ikke virker som læringsredskab. Alle, selv de mest entusiastiske, begynder på et tidspunkt at lade tankerne vandre. Det besnærende ved forelæsninger er at de er så forbandet velorganiserende og at det meste af det, der bliver sagt, er korrekt. Man kan have en følelse af katarsis, når man har holdt sin lange forelæsning – men hvad følte tilhørerne? Ofte var det nok desværre en anden form for lettelse.

Nu har jeg taget konsekvensen. I efteråret vil jeg undlade at holde traditionelle forelæsninger. Dette er mit bud på The Flipped Classroom, som jeg tidligere har skrevet om her. I stedet vil jeg lave podcastede præsentationer – enten som pencast optaget med en LiveScribe-pen eller ved at optage fra min iPad. Jeg har allerede prøvet i det små, og jeg har opdaget at jeg i de situationer også typisk havner omkring 10-minutter-mærket. Måske er det i virkeligheden også dér, forelæseren begynder at blive adspredt.

De podcastede miniforelæsninger kan de studerende se lige så tit de har lyst og lige hvor det skal være – kl. 10 om formiddagen i grupperummet på computeren, kl. 2 om natten på badeværelset på deres tavlecomputer eller kl. 4 om eftermiddagen i bussen på deres telefon. De vil kunne se forelæsningerne igen og igen, spole frem og spole tilbage. De kan se forelæsningerne mens de forbereder sig til eksamen.

Det bliver hårdt arbejde, men jeg håber (og tror) at det er det værd.

Et møde i rummet

apollo-soyuz
Donald K. Slayton og Aleksey Leonov mødes i rummet

Det amerikanske og det russiske rumprogram var kilder til stor fascination for mig som barn. Som mange andre børn og unge drømte jeg om at det var mig, der var med. Jeg kan huske den første månelanding, og da jeg var begyndt i skole, var månelandingerne endnu i gang. Russerne byggede deres rumstation Salyut og sendte mennesker ud i rummet i længere tid ad gangen end nogen havde gjort før. Amerikanerne forsøgte sig med Skylab.

Og til sidst mødes Apollo- og Soyuz-programmerne på en fælles mission i juli 1975, hvor de to rumskibe mødes. På en måde var dette alligevel det smukkeste øjeblik. Jeg var 11 år gammel dengang, og jeg slugte alle tv-timerne. Allerede her kunne jeg ane det, man vel egentlig godt vidste: at de amerikanske astronauter og russiske kosmonauter respekterede hinanden. De vidste at de var del af det samme game, mødte de samme farer og havde nogle fælles oplevelser, der kun var få mennesker forundt. Donald Slayton, der var veteran helt tilbage fra Mercury- og Gemini-programmerne men aldrig før havde været i rummet, mødte omsider Aleksey Leonov, der var veteran fra de russiske Vostok- og Voshkod-programmerne (og foretog den første rumvandring), der kørte samtidig med Mercury og Gemini. Den sommer blev nogle nye venskaber født højt deroppe.

Jeg kan også huske hvordan tv-kommentatorerne (den dengang legendariske Claus Toksvig og hans industrielle sidekick Christian Rovsing) talte om hvordan Apollo-Soyuz også var slutningen på en æra. Dette var ganske rigtigt sidste mission i Apollo-programmet; Soyuz-kapslerne produceres derimod endnu og fragter mennesker af mange forskellige nationaliteter til og fra den internationale rumstation. ISS er baseret på alle erfaringerne fra de to landes rumprogrammer.

Rumprogrammerne i USA og Sovjetunionen blev begge steder til fordi der var nogle bestemte interessenter til stede samtidig. Der var politikere med et ønske om national prestige. Der var et militærindustrielt kompleks med et atomvåbenprogram. Det er ikke noget tilfælde, at de første løfteraketter i rumfartens historie var baseret på langtrækkende jord-til-jord-missiler Men der var også idealistiske og nysgerrige forskere med stærke forskningsmiljøer og en samling vovehalse med baggrund i luftvåbenet og med kamperfaring (2. verdenskrig og Koreakrigen).

Politikerne og militæret holdt terrorbalancen kørende og lagde penge til, men det er forskerne og vovehalsene fra de to lande, der fortjener den positive opmærksomhed fra eftertiden. De sovjetiske forskningsmiljøer inden for naturvidenskab og ingeniørvidenskab var rigtig stærke, på mange måder lige så stærke som de amerikanske. Sovjetunionen var et diktatur med alt hvad det indebar, men en kompliceret organisation som rumbasen i det nuværende Kazakhstan kan ikke køre pr. ren kadaverdisciplin. Også dér var der en masse mennesker hele vejen gennem organisationen, der var dedikerede og ekstremt kompetente. Ellers kunne det sovjetiske rumprogram da heller ikke have ladet sig gøre.

Den bemandede rumfart var dog i høj grad en paradedisciplin, der ikke var strengt begrundet i forskningens nødvendighed. Man kan få meget at vide om det ydre rum alene ved ubemandede missioner – og det er en blandt mange grunde til at drømmene om at rejse til Månen eller længere væk endnu enten fortoner sig eller overlades til private initiativer. Når et land som Kina i vore dage bedriver bemandet rumfart (og Indien har planer om det samme), er det netop i høj grad en paradedisciplin, og kineserne står så vidt jeg kan se i voldsom gæld til hvad amerikanerne og russerne hver for sig (og sammen) opnåede.

Her er et billede, der viser mødet mellem russiske Yuri Gagarin (det første menneske i rummet) og James McDivitt og Edward White (der foretog den første amerikanske rumvandring) fra amerikanske Gemini 4.

1280px-Gemini_4_Astronauts_Meet_Yuri_Gagarin

Og her er en kopi af den mindeplade, Neil Armstrong og Buzz Aldrin efterlod på Månen i 1969.

Gagarin-mindeplade

På cykel gennem skoven som en rumraket

_001_0

_004_0

Uden nogen egentlig nærmere anledning vil jeg godt gøre opmærksom på en nostalgisk fotoserie med russiske Valentina Tereshkova, der i denne måned for 50 år siden blev den første kvinde i rummet – og den første ikke-militære person i rummet. Hun blev nu senere officér i luftvåbenet. Tereshkova var fra den første generation af rumrejsende, der først og fremmest havde baggrund i flyvning og faldskærmsudspring snarere end i natur- eller ingeniørvidenskab, og i modsætning til mange af sine senere kolleger havde hun ingen videregående uddannelse, da hun fik hjelmen på.

Jeg har ikke mødt hende, men var dog til stede da hun for 23 år siden blev æresdoktor ved universitetet i Edinburgh.