Det er helt ligetil!

Gay rights activists attend a protest in Moscow

Vi skal nu i Amnesty International i gang med en kampagne mod diskrimination af LGBT’er (lesbiske/bøsser/biseksuelle/transkønnede) i Europa. I Danmark og en del andre lande i Vesteuropa og Nordamerika er diskussionen i disse år mest fokuseret på om LGBT-borgere må gifte sig og adoptere børn på lige fod med heteroseksuelle. Men i andre dele af verden, især i Øst- og Sydøsteuropa, står det meget værre til; her hører hate crimes til dagens uorden og det er i mange lande svært for LGBT-aktivister at holde de Pride-optog, der i bl.a. Danmark efterhånden mest har karakter af en mindre folkefest. De seneste års historie er en uskøn beretning om systematisk chikane fra politikeres side i bl.a. Rusland og de baltiske lande. I Moskva er Pride-optog nu blevet forbudt i de næste 100 år – og nej, det er ikke satire, bare trist.

Nu kan man se, at en gruppe mennesker i Storbritannien pusler med ideen om at lave en Straight Pride-bevægelseDe skriver:

We are a small group of people campaigning for the same rights as homosexuals, the right to Pride.

Og det er heller ikke satire, bare trist. Lez Miserable, der er pseudonym for en blogger ved britiske New Statesman, har en interessant klumme om netop dét.

Det spørgsmål, man af og til hører fra denne slags mennesker er:

Jamen, hvorfor er White Power så forkert, når Black Power var så sejt? Og hvorfor kan man ikke have en Straight Pride, når nu man kan have en Gay Pride?

Som Lez Miserable skriver:

For the most part, pride is bizarre. The most baffling is the regional kind. I’m glad I’m a Londoner, for example, but how the foof could anyone be proud of a geographical accident of birth? The only localised thing that I’m vaguely proud of is supporting Nottingham Forest. But that is both a choice and an affliction.

I am, however proud – exceedingly so – of being out. And as long as we live in a world where coming out requires bravery, all out LGBT people should feel the same. What’s important is that we draw a distinction between pride in our biology and pride in our actions.

Man kan mao. ikke være stolt af noget, man tilfældigvis er født som. Man kan være stolt af det, man bevidst vælger at gøre. Og det som “straight pride”-folket ikke vil forstå er dels dette, dels hvad LGBT’erne er stolte over. Jeg skal her passe på med at udtale mig på LGBT’ernes vegne, for jeg er hverken G, B eller T og er af medfødte årsager afskåret fra at være L. Men som jeg forstår det, er stoltheden i Gay Pride-optogene netop en stolthed ved at turde leve åbent med sin seksualitet selv om det kan være besværligt og man kan være i fare for at blive diskrimineret. Det samme er tilfældet med bevægelser for etniske mindretals rettigheder.

Det er ikke besværligt eller forbundet med fare for diskrimination at leve med sin identitet som “hvid” eller “heteroseksuel” i Europa og har vel aldrig været det. Den heteroseksuelle livsstil bliver hele tiden accepteret i medierne – der er hundredetusindvis af film og tv-serier og romaner om mænd, der bliver forelskede i kvinder og bliver gift med dem. Og jeg havde bestemt ikke noget problem med at blive gift med en person af modsat køn, da jeg ville det i 2007 (og det havde min kone heller ikke). Det er der selvfølgelig ikke noget galt med, men nogle mennesker er født med en anden seksualitet eller etnicitet end f.eks. jeg er.

Derfor er der en vigtig asymmetri, og derfor giver det slet ikke mening med “straight pride” og “white power” som positive markører.