Ham med hånden

hand-861276_960_720

I dag kunne jeg læse om hvordan en censor, der er stærkt troende muslim, ikke ville give hånd til de kvindelige elever, der skulle til en afsluttende matematikeksamen på HF i Herning. Flere eksaminander var ubehageligt berørt af det. Jeg kan nemt forstå at det var en underlig og træls oplevelse for eksaminanderne. Så vidt jeg kan se, er der tale om flere personers manglende situationsfornemmelse. Hvis de havde kunnet se, at situationen er potentielt problematisk og handlet derefter, kunne det, der skete, formodentlig være undgået.

Den første person med manglende situationsfornemmelse er censoren. Han har lov til at have sine noget ubekvemme leveregler, men han burde også handle professionelt som censor. Som censor skal han vide at eksamen for mange eksaminander er en speciel situation uden for deres tryghedszone. Jeg har i den uge, der nu snart er gået, været censor for omkring 40 studerende ved en mundtlig eksamen. Der var nogle få af dem, der gav mig hånden. Når nogle eksaminander hilser på censor, er det tit et forsøg på at få en kontakt til mennesket bag censoren og på den måde gøre situationen mindre upersonlig. Og dét er da en god idé.

Hvis en censor giver udtryk for en holdning om at han kun vil trykke en bestemt slags personer i hånden, kommer han derudover til at signalere at han i nogle sammenhænge gør forskel på folk – og den slags har ingen eksaminand lyst til at vide om sin censor inden eksamen begynder.

Den pågældende censor – og han lader til at være en mand med nogle års erfaring i censorgerningen – bør af disse grunde være sig bevidst sig på at hans adfærd derfor vil forekomme underlig for nogle netop på denne dag. Det er han til dels også, efter hvad jeg kan læse, men han kunne simpelthen undgå problemet ved helt lade være med at give hånd til nogen i netop denne situation og sørge for at det ikke blev aktuelt. Hvis man ikke vil have at nogen skal give én hånden, kan man f.eks. stå et stykke nede bagved når eksaminanden kommer ind, hilse venligt og gå hen til bordet, når eksaminanden har trukket sit spørgsmål.

Den anden person, der kunne have handlet med større situationsfornemmelse, er eksaminatoren. Min fornemmelse er at eksaminatoren har informeret eleverne på en lidt kluntet måde og muligvis heller ikke har diskuteret situationen med censor i god tid inden eksamen.

Samtidig er det dog vigtigt at huske på hvor udbredt problemet egentlig er eller snarere ikke er. Et helt overvældende flertal af muslimer har nemlig ikke noget mod at give folk af modsat køn hånden. Jeg har selv trykket hånd med mange muslimske kvinder, og så sent som i denne uge skete det at en kvinde af denne trosretning (en stærkt troende én) og jeg gjorde tydelig ansats til at kramme hinanden, det endda for øjnene af kvindens partner.

Og hvor mange censorer er der tale om, som har den lidt ubekvemme adfærd som den pågældende matematikcensor? Næppe mange. Derfor aner jeg også at historien mere er en kioskbasker end udtryk for noget særligt væsentligt problem. Det er lidt underligt at historien ligefrem rammer forsiden på Information. Det kan da heller ikke undre, at der lynhurtigt er kommet en reaktion fra de reaktionære nationalister i Dansk Folkeparti. Og nu har jeg så også ladet mig rive med.

(Visited 375 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

3 kommentarer til “Ham med hånden”

  1. Når man tænker på, at kvinder generelt får lavere karakter for den sammen præstation end mænd, så skulle man nok nærmere tage fat i det end et spørgsmål om håndtryk. Og så er jeg i øvrigt helt enig med dig i, at han bare kunne lade være med at trykke hånd med nogen.
    Jeg har selv som censor gjort meget ud af at være åben for at hilse på studerende, hvis de er åbne for det, for det skal være hans/hendes standpunkt vi skal tage stilling til, ikke deres evne til at håndtere en presset situation.

  2. Name calling! Super, mere af det tak. At ‘gå efter bolden’ er for tøsedrenge.

    Der er to parter der har udvist ringeagt/intolerance: censor og DF-kommentatorer. Den ene part får ikke et øgenavn, og omfanget af det problem han konstituerer tales ned. Den anden part får straks en label og ingen videre overvejelse.

    Jeg gad altså godt vide hvordan du konsoliderer de to vidt forskellige reaktionsmønstre i din hjerne. Jeg er oprigtigt nysgerrig, og jeg vil sætte stor på et blog-indlæg om dine tanker herom?

    Man ser også mønsteret i feks kritik af USA. USA kritiseres frit, mens feks Rusland i høj grad går fri (på trods af at Rusland på stort set alle parametre er et mindre behageligt land end USA).
    Kan det have noget at gøre med at det er nemmere at kritisere folk der kulturelt ligner en selv? Fordi man kan regne med at de forstår ens pointe? Mens ‘fremmede’ snarere er nogen man skal agere i forhold til, snarere end at tro man kan søge fælles forståelse med dem gennem kritik og argumentation? Det virker umiddelbart som en plausibel psykologisk forklaring. Under alle omstændigheder bør man som tænkende menneske gøre sig disse sine tilbøjeligheder bevidst.

  3. Er det mig, der udøver name calling? Sammenligningen med supermagterne USA og Rusland er for mig at se misvisende. I denne sag er der dels tale om en situation af begrænset udbredelse (én censor for ét hold i ét eksamensår) – så der er ikke tale om storpolitik – dels tale om at aktørerne slet ikke er sammenlignelige i indflydelse.

    Den pågældende censor er en marginal person, og jeg har ikke hørt nogen i debatten give udtryk for at de var enige i hans holdninger. De holdninger er særdeles ubehagelige i deres syn på kvinder, men de ender først og fremmest med at være ubekvemme for ham selv, når han skal være sammen med andre. Han har jo reelt ingen magt – og heldigvis for det.

    Dansk Folkeparti er derimod et parti i Folketinget, der har haft og stadig har indflydelse på mange beslutninger.

    Situationen kan for mig at se sammenlignes med de reaktioner om strengere straffe, der af og til kommer fra politikere i kølvandet på en ubehagelig, men spektakulær forbrydelse. Her skaber politikerne ofte et billede af det magtesløse samfund mod den stærke forbryder, men ser man på et land som Danmark, er magtpositionerne nogle helt andre end i f.eks. Rusland og Italien, hvor et sådant billede kunne give mening. På samme måde er det med ekstreme udlægninger af islam – i nogle lande i Mellemøsten er det som bekendt magtfulde partier med stor opbakning, men i Danmark deles disse holdninger af et mindretal uden nogen egentlig magtbase eller opbakning i befolkningen som helhed.

Skriv et svar