Et uværdigt forhold

ay_112259288

De britiske medier bringer i denne uge nogle ubehagelige billeder, der viser hvordan den engelske tv-kok Nigella Lawson bliver ydmyget af sin mand Charles Saatchi som er en stenrig kunsthandler og medstifter af det succesrige reklamebureau Saatchi & Saatchi, der i sin tid stod bag Maggie Thatchers kampagnestrategi. Han råber, tager kvælertag på Nigella og vrider hendes næse om. Jeg har ikke lyst til at vise billederne her (billedet ovenfor er taget ved en anden lejlighed); jeg ved ikke om de er taget af en tilfældig forbipasserende eller af en paparazzi-fotograf. Hvis man absolut gerne vil se de ubehagelige fotos, kan man se dem hos Daily Mirror.

Billederne er blevet vist også i danske netmedier, men har ikke ført til nogen større diskussion herhjemme. I Storbritannien er det helt anderledes. Mange kommer til at fokusere på hvad det er for en dynamik der findes i det pågældende ægteskab og bl.a. er det rygtedes at Charles Saatchi ikke vil spise den mad, hans kone laver. Det bliver let reduceret til den sædvanlige snagehistorie om kendte menneskers privatliv. Men det væsentlige er for mig at se at sagen med stor tydelighed viser en del ting, som vi egentlig godt ved om vold i ægteskabet, men som her bliver sat på spidsen.

  • For det første bliver det tydeligt at problemet med vold i ægteskabet ikke kun findes i bestemte samfundsklasser. Nigella Lawson og Charles Saatchi tilhører så klart den britiske overklasse.
  • For andet ser vi at man kan være tilsyneladende succesrig og alligevel være den svage part i et forhold. Faktisk tror jeg at flere kender Nigella end hendes mand.
  • For det tredje at det ikke er så enkelt bare at forlade sin voldelige partner, som udenforstående skulle tro og at følelserne er meget mere komplicerede end man tror. I de britiske medier kan man se en del spørge hvorfor en berømt og attraktiv kvinde som Nigella Lawson ikke bare forlader Charles Saatchi og hader ham med fuld styrke – hun kunne da sagtens klare sig økonomisk og sagtens finde en anden mand (eller leve uden; det kan man jo også). Men nej. Parret har været sammen i 10 år. Og Nigella prøver efter hvad jeg kan læse at berolige ham ved at tage hans hånd og kysser ham på kinden på et tidspunkt under dette optrin.
  • For det fjerde at den slags kan ske i fuld offentlighed uden at nogen griber ind, mens det sker.
  • Og for det femte at problemet ikke bliver taget alvorligt. Der er allerede en del dumme og bagatelliserende kommentarer derude i kommentarspalterne i de britiske medier.

Og det er også derfor at denne ubehagelige episode er værd at tænke nærmere over.

(Visited 57 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “Et uværdigt forhold”

  1. For snart mange år siden var en af mine venner i et voldeligt forhold. Min daværende kæreste og jeg forsøgte at hjælpe ham, men forgæves. Efter nogen tid gik de heldigvis fra hinanden. Men det var først flere år senere, hvor han var kommet igennem et større sammenbrud og efterfølgende terapi, at han fik en ordentlig kæreste. Jeg spurgte ham, hvorfor han var blevet i forholdene med de voldelige mænd, og hans svar var, at han ikke havde syntes, at han var mere værd.

Skriv et svar