Digitale bukser findes ikke

ebooks

Jeg er blevet opmærksom på en artikel i Kommunikationsforum af Claus Dahl om en ny tendens, nemlig at være asset light dvs. at være indehaver af kun få fysiske ejendele. DVD-filmene er ikke hvad de har været, og cd’erne endnu mindre. Til gengæld går Netflix og Spotify deres sejrsgang, hvis man da ikke finder frem til musik og film på YouTube. Jeg troede at e-bogen var hip, men nej – hvorfor dog eje en e-bog, når man kan leje lærebøger som e-bog? Det er nemlig også muligt. Jeg er ikke hip, så jeg opdagede det først i dag.

Det er nemlig kendetegnet for hipsterne, at de er asset light, og Claus Dahls påstand er at vore dages hipstere på denne måde ligner slackerne fra for en generation eller længere tid siden. Dengang var det vel et udtryk for antimaterialisme eller simple living, men skiftet vi ser nu, skyldes i høj grad at det er mere profitabelt at springe det fysiske distributionsled over og muligt at gøre det takket være internettets fremmarch. Om det ligefrem var slackerne der fremtvang denne forandring, ved jeg dog ikke.

Det kan næppe gå på denne måde i enhver henseende. Nogle områder af økonomien, nemlig dem der ikke direkte har med information at gøre, vil formodentlig altid være bundet til fysiske genstande. Det digitale hus og de digitale bukser og den digitale hvidkål findes ikke. Det er interessant, at jeg første gang hørte om udlejning af e-bøger netop i dag hvor jeg var til indflytterfest hos en af mine kolleger, der lige havde købt nyt hus.

Modreaktionen findes også. Selv har jeg stadig svært ved at leve med ikke at eje den musik, jeg hører, og de film, jeg ser. Jeg køber stadig musik i fysisk form og jeg har ikke Netflix derhjemme. Der er noget særligt ved bokssættene og de store hæfter – og de store plader. En af mine venner, der er på alder med mig, er begyndt at købe lp-plader i den helt store stil. Og her taler vi om vinyludgaverne af nye albums som f.eks. det få uger gamle album med Daft Punk – det har forresten jeg selv på cd. Jeg har ufatteligt svært ved at slippe fornemmelsen af at jeg skal eje den musik, jeg holder af og de bøger, jeg holder af. En kæreste, jeg havde for mange år siden, gav konsekvent sine bøger væk, når hun havde læst dem. Det var topmålet af blasfemi, syntes jeg.

Claus Dahl skriver så at

Når først børnene kommer, virker det nu stadig som om, de gamle værdier med hus og bil og opsparing sætter ind – men det sker senere, og vi tager måske nogle af servicelivets vaner med os ind i det voksne liv, istedet for at efterligne forældregenerationen.

Derfor er jeg også i tvivl om hvorvidt man rent faktisk bliver asset light og om det vi ser virkelig er et opgør med materialismen. Jeg tvivler på det. Den fysiske økonomi og de fysiske ejendele, man vil stræbe efter, vil stadig være der, men de bliver af en anden slags. Det bliver ikke bøger og plader, men huse og tøj og mad og vin og biler – i virkeligheden nogle særdeles velkendte statussymboler. I værste fald er det eneste der sker, at kulturprodukterne mister status. Og er det egentlig særlig hipt ?