Digitale bukser findes ikke

ebooks

Jeg er blevet opmærksom på en artikel i Kommunikationsforum af Claus Dahl om en ny tendens, nemlig at være asset light dvs. at være indehaver af kun få fysiske ejendele. DVD-filmene er ikke hvad de har været, og cd’erne endnu mindre. Til gengæld går Netflix og Spotify deres sejrsgang, hvis man da ikke finder frem til musik og film på YouTube. Jeg troede at e-bogen var hip, men nej – hvorfor dog eje en e-bog, når man kan leje lærebøger som e-bog? Det er nemlig også muligt. Jeg er ikke hip, så jeg opdagede det først i dag.

Det er nemlig kendetegnet for hipsterne, at de er asset light, og Claus Dahls påstand er at vore dages hipstere på denne måde ligner slackerne fra for en generation eller længere tid siden. Dengang var det vel et udtryk for antimaterialisme eller simple living, men skiftet vi ser nu, skyldes i høj grad at det er mere profitabelt at springe det fysiske distributionsled over og muligt at gøre det takket være internettets fremmarch. Om det ligefrem var slackerne der fremtvang denne forandring, ved jeg dog ikke.

Det kan næppe gå på denne måde i enhver henseende. Nogle områder af økonomien, nemlig dem der ikke direkte har med information at gøre, vil formodentlig altid være bundet til fysiske genstande. Det digitale hus og de digitale bukser og den digitale hvidkål findes ikke. Det er interessant, at jeg første gang hørte om udlejning af e-bøger netop i dag hvor jeg var til indflytterfest hos en af mine kolleger, der lige havde købt nyt hus.

Modreaktionen findes også. Selv har jeg stadig svært ved at leve med ikke at eje den musik, jeg hører, og de film, jeg ser. Jeg køber stadig musik i fysisk form og jeg har ikke Netflix derhjemme. Der er noget særligt ved bokssættene og de store hæfter – og de store plader. En af mine venner, der er på alder med mig, er begyndt at købe lp-plader i den helt store stil. Og her taler vi om vinyludgaverne af nye albums som f.eks. det få uger gamle album med Daft Punk – det har forresten jeg selv på cd. Jeg har ufatteligt svært ved at slippe fornemmelsen af at jeg skal eje den musik, jeg holder af og de bøger, jeg holder af. En kæreste, jeg havde for mange år siden, gav konsekvent sine bøger væk, når hun havde læst dem. Det var topmålet af blasfemi, syntes jeg.

Claus Dahl skriver så at

Når først børnene kommer, virker det nu stadig som om, de gamle værdier med hus og bil og opsparing sætter ind – men det sker senere, og vi tager måske nogle af servicelivets vaner med os ind i det voksne liv, istedet for at efterligne forældregenerationen.

Derfor er jeg også i tvivl om hvorvidt man rent faktisk bliver asset light og om det vi ser virkelig er et opgør med materialismen. Jeg tvivler på det. Den fysiske økonomi og de fysiske ejendele, man vil stræbe efter, vil stadig være der, men de bliver af en anden slags. Det bliver ikke bøger og plader, men huse og tøj og mad og vin og biler – i virkeligheden nogle særdeles velkendte statussymboler. I værste fald er det eneste der sker, at kulturprodukterne mister status. Og er det egentlig særlig hipt ?

(Visited 53 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

3 kommentarer til “Digitale bukser findes ikke”

  1. Det handler formentlig ikke kun om at være hip. Jeg tror tendensen skyldes en kombination af mange ting. Fremkomsten af streaming-tjenester er den mest åbenlyse fordi deres tilgængelighed effektivt har reduceret den fysiske samling til overflødig dødvægt uden nogen merværdi (groft sagt). Cover-noter erstattes fint af allmusic.com og Wikipedia. Jeg kan dog godt savne det at besøge en ven og blive præsenteret for vedkommendes personlige musiksamling. Det er ikke det samme at præsentere sin playliste.

    Men jeg tror tendensen omfatter mere end fysiske kulturprodukter. Det er måske også en modreaktion på 00’erens overforbrug og den efterfølgende økonomiske nedtur. Samfundets hastighed og informationsstrøm spiller også ind sammen med det faktum at vi har nået et punkt hvor valgfriheden nu pludselig er den største udfordring: den forpligter folk til konstant at holde sig opdateret inden for alt muligt (jf. også fear of missing out).

    De nye tider stiller krav om fleksibilitet og omstillingsparathed i en grad der gør fysiske ejendele til en byrde. Først og fremmest mentalt, men unge hipstere (for at genbruge dem som eksempel) er i særlig grad ramt af fænomenet pga. ungdomsarbejdsløshed og et kaotisk boligmarked, hvor hyppige flytninger og små boliger gør byrden bogstavelig.

    En anden aktuel trend er “stop spild af mad”, hvor mantraet er “brug alt hvad du køber, og køb kun dét du skal bruge”. Asset light (jeg kendte ikke den betegnelse før) er vel en variant af denne, hvor man i stedet siger “brug det du har, og køb kun dét du skal bruge”. Kombineret med en anden stigende tendens, nemlig stigende genbrug, sætter denne sammenligning tendensen i et mere positivt lys fordi det så handler om miljøbevidst frem for krisebestemt adfærd.

    Hos den ældre befolkning kan tendensen modvirke “kulturel mæthed” hvor man ikke orker at se ud over sin Pink Floyd-samling, som jo skal bruges nu hvor den endelig er komplet.

    Jeg giver i øvrigt selv mange af mine bøger væk. Det er vel en slags “content sharing” i fysisk form. Når jeg anbefaler en bog eller en film, synes jeg det er nærliggende også at stille den til rådighed, og måske får man senere mulighed for at diskutere indholdet.

  2. Der gik lidt kludder i min sammenligning af mantraer. De bør vel være noget i retning af hhv. “spis det du har, og køb kun dét du kan spise” og “brug det du har, og behold kun dét du vil bruge”.

  3. Jeg blev ret nysgerrig omkring dette emne og læste lidt videre. Her er en meget interessant pointe:

    “It’s not a leap to think that some of that asset-light behavior is tied to the fact that, well, we just can’t afford all that stuff anymore. In fact, […], if you look at China, they have technology and Internet as well, yet their GDP is fast growing and their culture is increasingly asset-heavy.”
    (http://blog.makebuzz.com/weighing-your-assets)

    Så mens Vesten bliver mere asset-light, bliver Asien i stigende grad asset-heavy. Spørgsmålet er hvordan de økonomiske konjunkturer og de teknologiske muligheder spiller sammen om at påvirke forbrugernes adfærd. Endvidere er jeg spændt på hvordan en stigende asset-light trend på længere sigt vil påvirke samfundsøkonomien og dermed arbejdsmarkedet, nu hvor forbrugerne i mange henseender kan gå helt uden om det etablerede erhvervsliv (jf. “the sharing economy”)

    Det er en spændende tid vi lever i.

Skriv et svar