Den første kunde

rema1000

Der er noget særligt ved at åbne en pladechokolade og tage første bid. Der er noget særligt ved at tage første skefuld af en tallerken fyldt med éns livret. Der er noget særligt ved at sætte sig i biografmørket netop som de første billeder af filmen dukker frem efter forfilm og reklamer. Der er noget særligt ved at tage et nyt par bukser på. Der er noget særligt ved at møde et menneske for første gang. Der er noget særligt ved at sige de første ord til et foredrag. Det særlige er forventningen om alt det der kan ske, alt det man håber på. Derfor er det nye også en undtagelse, og i sig rummer det en viden om at også dette nye en dag vil være det velkendte, det forhenværende nye.

I dag kørte jeg lidt senere på arbejde end jeg plejer og cyklede forbi et Rema 1000, der åbnede for første gang netop i dag. Da jeg dukkede op, havde supermarkedet været åbent i en halv time. Jeg måtte ind og kigge. Den første kunde var jeg selvfølgelig ikke, men der kan ikke have været mange før mig.

Om nogle få uger er dette supermarked blevet endnu en butik, som personalet bruger tid på at få til at se nogenlunde præsentabel ud, endnu en butik med ridser i linoleumsgulvet, kunder med fjernt blik og utålmodige børn. Men i dag lyste Rema 1000 nyt. Et overklippet rødt bånd hang endnu fra stolper ved indgangen. Hylderne bugnede af varer; ikke ét eneste sted var der et hul. Der stod velklædte damer med smagsprøver på brød og kaffe. Ved kassen kørte varebåndet for første gang, og køkkenrullen, der tørrer spild op, var endnu ubrudt. Dette var endnu en episode i detailhandelens drøm om et velordnet og smilende supermarked.

Jeg købte en sodavand og kørte videre.

(Visited 187 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar