En lektion i forrykt computervidenskab

46717-large

I dag er der en interessant artikel i Information af Sebastian Gjerding om datamining. Men én ting ærgrer mig helt utroligt ved den i øvrigt seriøse artikel:

»Data i dag er som jord i Middelalderen,« siger Dino Pedreschi, der er professor i computervidenskab på universitetet i Pisa.

Ordet er fremhævet af mig. Er det bare mig, der er træt af dette ord? Google har omkring 3380 hits på “computervidenskab”, og så vidt jeg kan se, forekommer de stort set alle i tekster skrevet af journalister og andre tekstforfattere, der har digtet deres egen oversættelse af computer science. Det er aldrig vi computervidenskabsmænd, der selv bruger ordet om datalogi.

Jeg er tidligere blevet uvenner med journalister, der har deres egen interessante udlægning af mit fag og dets efter deres mening urimelige krav til præcision. Så jeg må hellere passe på hvad jeg skriver. Men de måtte da gerne bruge et eksisterende ord om mit fag i stedet for at digte deres eget. (Min ærgrelse over studerende, der kalder en delmængde for et “subsæt” skyldes af samme grund ikke en kamp mod snigende anglificering, men at ordet “subsæt” simpelthen ikke findes.)

Billedet ovenfor stammer fra dvd’en Hva’ nyt Scooby-Doo? Vol. 5 Kidnapning der omtales med bl.a.

På verdensudstillingen i Omaha bliver Scooby-Doo og slænget helt elektriske, da de i ´High-Tech Huset fra Fremtiden´ får en lektion i forrykt computervidenskab.

Jeg håber ikke at filmen tager udgangspunkt i min undervisning.

Mig og tv-serierne

tvserier

I denne uge døde James Gandolfini alias Tony Soprano. Jeg har en trist tilståelse at gøre om The Sopranos og Mad Men og Glee og Dexter og The Wire og Forbrydelsen og Broen osv. Jeg har ikke set én eneste af de tv-serier, der er blevet så omtalt i de seneste år. Jeg blev forælder og pludselig var det slut med at se fjernsyn om aftenen. I dag er det så min datter på 12, der sidder (eller ofte ligger) i sofaen foran skærmen og er begyndt at tale om at vi skal have Netflix. Og jeg kan læse, at det i høj grad er i de amerikanske tv-serier, at de interessante fortællinger i amerikansk populærkultur findes nutildags.

Jeg aner parallellerne til dét, så mange andre voksne mennesker har gennemlevet for musiklytningens vedkommende. Måske var det sidste album, de nåede at høre, Nevermind med Nirvana (og det er bestemt også et album, jeg har hørt en hel del), og herefter kom børnene. Siden da har de ikke fulgt med i hvad der skete; deres koncertoplevelser indskrænker sig til at se endnu en koncert med ungdommens nu noget ældre helte. Nogle konstruerer ud fra deres manglende erfaringer en beretning om at der ikke bliver lavet god musik mere og at det er umuligt at finde interessant ny musik derude. Andre ærgrer sig oprigtigt over ikke længere at følge med. Måske er det FOMO (Fear Of Missing Out). Eller måske har nogle af os stadig dybt derinde et ønske om ikke at blive forstokkede og en viden om at der stadig dukker nye ideer op, som er værd at kende til. Sådan håber jeg selv at det er med mig. Men længere tid der går, jo sværere bliver det at stige på.

Sådan gik det ikke helt for mig. Jeg kunne tage musikken med mig på arbejde og på rejser, selv da jeg blev forælder, og det gør jeg stadig. Det lykkes mig endnu at opdage musikere og genrer, jeg har lyst til at lytte til, selv om jeg da ikke kan kaldes noget større orakel. Og jeg bliver formodentlig snart udnævnt til den ældste deltager på Roskilde-festivalen. Men hvordan kan du dog følge med? spørger andre. Svaret er enkelt: Internettet er i høj grad blevet min livline. På samme måde er der vel håb om at jeg kan komme ind på livet af alle tv-serierne snart – nemlig via nettet.