Tocquevilles paradoks

2013-06-22 15.31.21

I går holdt jeg i min egenskab af medlem af Amnesty International en kort tale ved en demonstration i Aalborg til støtte for demonstranter i Tyrkiet og Brasilien. Hvis jeg havde fået at vide i lidt bedre tid at min tale skulle være på engelsk, var det nok gået bedre – jeg fik først dette at vide, lige da jeg fik mikrofonen. Men noget fik jeg da sagt.

Tyrkiet og Brasilien er begge lande hvor folkevalgte regeringer er blevet afløst af perioder med militærdiktatur, og begge lande har da også en mindre glorværdig historie for menneskerettighedernes vedkommende. Det land i verden, hvor der er flest journalister i fængsel, er faktisk Tyrkiet. De demonstrationer, der havde henholdsvis fældning af træer og dyrere busbilletter som udløsende faktor, er i høj grad reaktioner på mange års tvivlsom omgang med demokratiet.

Men de to lande er i markant økonomisk vækst og har regeringer der gerne vil markere sig i international sammenhæng – og det vi ser for tiden er også en konsekvens af det. Det er nemlig også en konsekvens af den økonomiske udvikling, at middelklassen er vokset i begge lande. I en artikel i Information kan man læse at

Ifølge Verdensbanken er middelklassen i Brasilien vokset fra 15 procent i begyndelsen af 1980’erne til i dag at omfatte omkring en tredjedel af landets befolkning på 195 millioner. Den brasilianske regering vurderer dog selv, at middelklassen er større og omfatter godt 50 procent af befolkningen. Dilma Rousseffs har siden sin tiltrædelse som præsident i 2011 betragtet en stor middelklasse som både et politisk mål og som afgørende for forbrug og vækst.

Allerede den franske historiker Alexis de Tocqueville observerede noget lignende i første halvdel af 1800-tallet. Tocqueville var bestemt ikke nogen progressiv person; han kom fra en adelig baggrund, støttede den franske imperialistiske politik i Algeriet og gik ind for en form for apartheid netop i Algeriet. Han var heller ikke nødvendigvis en fortaler for demokrati. Men han så dog i sit tobindsværk De la démocratie en Amérique, der handler om USA efter løsrivelseskrigen sidst i 1700-tallet, at det kræver et overskud at kunne protestere. Først når man har mulighed for at se ud over sine allernærmeste behov, kan man se det større billede. Det er derfor at det ikke er i de lande i verden hvor problemerne er allerstørst, protesterne nu kommer – og denne tilsyneladende modsætning kaldes af og til for “Tocquevilles paradoks”.

“Tocquevilles paradoks” bliver ofte brugt som en sovepude både af diverse regimer og af omverdenen for ikke at kæmpe for menneskerettighederne – først når befolkningen har nået en “vis levestandard”, vil “de” nemlig kunne værdsætte og gøre brug af rettighederne, og først da vil “vi” indføre dem. Det er på den baggrund ikke så underligt, at Alexis de Tocquevilles skrifter tilsyneladende læses en hel del af den kinesiske magtelite.

Men dybest set er dette også et udtryk for sammenhængen mellem de sociale/økonomiske og de borgerlige/politiske menneskerettigheder, og hvordan man ikke meningsfyldt kan have den ene slags uden også at have den anden slags.