Sov godt?

main-qimg-ede739e5a162db672e17f76352000737

Det er sket af og til at jeg har opdaget at en studerende er faldet i søvn under en af mine forelæsninger. Da har jeg brugt lejligheden til at gå lidt rundt i lokalet og ende henne ved den sovende studerende HVOREFTER JEG MOMENTANT HÆVEDE STEMMEN.

Men jeg er ikke hellig. Jeg ender alt for tit med at sidde og blive uopmærksom når jeg er til seminar eller til en konference. Hjernen vil gerne have fred. Ovenfor er en graf fra den amerikanske biologiprofessor John Medinas bog Brain Rules (og se også http://www.brainrules.net ). Efter 10 minutter begynder opmærksomheden at dale. Man kunne så af grafen slutte at man bare skal blive ved længe nok – så øges opmærksomheden. Men prøv at se kursusvideoerne på Coursera – mange af dem er under 10 minutter lange.

Min fornemmelse er at de lange forelæsninger ikke virker som læringsredskab. Alle, selv de mest entusiastiske, begynder på et tidspunkt at lade tankerne vandre. Det besnærende ved forelæsninger er at de er så forbandet velorganiserende og at det meste af det, der bliver sagt, er korrekt. Man kan have en følelse af katarsis, når man har holdt sin lange forelæsning – men hvad følte tilhørerne? Ofte var det nok desværre en anden form for lettelse.

Nu har jeg taget konsekvensen. I efteråret vil jeg undlade at holde traditionelle forelæsninger. Dette er mit bud på The Flipped Classroom, som jeg tidligere har skrevet om her. I stedet vil jeg lave podcastede præsentationer – enten som pencast optaget med en LiveScribe-pen eller ved at optage fra min iPad. Jeg har allerede prøvet i det små, og jeg har opdaget at jeg i de situationer også typisk havner omkring 10-minutter-mærket. Måske er det i virkeligheden også dér, forelæseren begynder at blive adspredt.

De podcastede miniforelæsninger kan de studerende se lige så tit de har lyst og lige hvor det skal være – kl. 10 om formiddagen i grupperummet på computeren, kl. 2 om natten på badeværelset på deres tavlecomputer eller kl. 4 om eftermiddagen i bussen på deres telefon. De vil kunne se forelæsningerne igen og igen, spole frem og spole tilbage. De kan se forelæsningerne mens de forbereder sig til eksamen.

Det bliver hårdt arbejde, men jeg håber (og tror) at det er det værd.

Et møde i rummet

apollo-soyuz
Donald K. Slayton og Aleksey Leonov mødes i rummet

Det amerikanske og det russiske rumprogram var kilder til stor fascination for mig som barn. Som mange andre børn og unge drømte jeg om at det var mig, der var med. Jeg kan huske den første månelanding, og da jeg var begyndt i skole, var månelandingerne endnu i gang. Russerne byggede deres rumstation Salyut og sendte mennesker ud i rummet i længere tid ad gangen end nogen havde gjort før. Amerikanerne forsøgte sig med Skylab.

Og til sidst mødes Apollo- og Soyuz-programmerne på en fælles mission i juli 1975, hvor de to rumskibe mødes. På en måde var dette alligevel det smukkeste øjeblik. Jeg var 11 år gammel dengang, og jeg slugte alle tv-timerne. Allerede her kunne jeg ane det, man vel egentlig godt vidste: at de amerikanske astronauter og russiske kosmonauter respekterede hinanden. De vidste at de var del af det samme game, mødte de samme farer og havde nogle fælles oplevelser, der kun var få mennesker forundt. Donald Slayton, der var veteran helt tilbage fra Mercury- og Gemini-programmerne men aldrig før havde været i rummet, mødte omsider Aleksey Leonov, der var veteran fra de russiske Vostok- og Voshkod-programmerne (og foretog den første rumvandring), der kørte samtidig med Mercury og Gemini. Den sommer blev nogle nye venskaber født højt deroppe.

Jeg kan også huske hvordan tv-kommentatorerne (den dengang legendariske Claus Toksvig og hans industrielle sidekick Christian Rovsing) talte om hvordan Apollo-Soyuz også var slutningen på en æra. Dette var ganske rigtigt sidste mission i Apollo-programmet; Soyuz-kapslerne produceres derimod endnu og fragter mennesker af mange forskellige nationaliteter til og fra den internationale rumstation. ISS er baseret på alle erfaringerne fra de to landes rumprogrammer.

Rumprogrammerne i USA og Sovjetunionen blev begge steder til fordi der var nogle bestemte interessenter til stede samtidig. Der var politikere med et ønske om national prestige. Der var et militærindustrielt kompleks med et atomvåbenprogram. Det er ikke noget tilfælde, at de første løfteraketter i rumfartens historie var baseret på langtrækkende jord-til-jord-missiler Men der var også idealistiske og nysgerrige forskere med stærke forskningsmiljøer og en samling vovehalse med baggrund i luftvåbenet og med kamperfaring (2. verdenskrig og Koreakrigen).

Politikerne og militæret holdt terrorbalancen kørende og lagde penge til, men det er forskerne og vovehalsene fra de to lande, der fortjener den positive opmærksomhed fra eftertiden. De sovjetiske forskningsmiljøer inden for naturvidenskab og ingeniørvidenskab var rigtig stærke, på mange måder lige så stærke som de amerikanske. Sovjetunionen var et diktatur med alt hvad det indebar, men en kompliceret organisation som rumbasen i det nuværende Kazakhstan kan ikke køre pr. ren kadaverdisciplin. Også dér var der en masse mennesker hele vejen gennem organisationen, der var dedikerede og ekstremt kompetente. Ellers kunne det sovjetiske rumprogram da heller ikke have ladet sig gøre.

Den bemandede rumfart var dog i høj grad en paradedisciplin, der ikke var strengt begrundet i forskningens nødvendighed. Man kan få meget at vide om det ydre rum alene ved ubemandede missioner – og det er en blandt mange grunde til at drømmene om at rejse til Månen eller længere væk endnu enten fortoner sig eller overlades til private initiativer. Når et land som Kina i vore dage bedriver bemandet rumfart (og Indien har planer om det samme), er det netop i høj grad en paradedisciplin, og kineserne står så vidt jeg kan se i voldsom gæld til hvad amerikanerne og russerne hver for sig (og sammen) opnåede.

Her er et billede, der viser mødet mellem russiske Yuri Gagarin (det første menneske i rummet) og James McDivitt og Edward White (der foretog den første amerikanske rumvandring) fra amerikanske Gemini 4.

1280px-Gemini_4_Astronauts_Meet_Yuri_Gagarin

Og her er en kopi af den mindeplade, Neil Armstrong og Buzz Aldrin efterlod på Månen i 1969.

Gagarin-mindeplade