Det skal fedt hjælpe

usa

Hvis man nogensinde har besøgt USA, kan man ikke have undgået at lægge mærke til det: der er mange overvægtige mennesker. Ifølge officielle statistikker er 35,7% – dvs. mere end en tredjedel – af alle voksne amerikanere svært overvægtige. Især i de lavere indkomstgrupper er der mange mennesker, der er overvægtige; rige amerikanere har tid og råd til at holde sig i form og undgå overvægt.

Det kan næppe undre, at der nu i USA findes mennesker der fører an i kampen for stærkt overvægtiges rettigheder. En af de førende talspersoner hedder ironisk nok Linda Bacon.

Det er tydeligt, at denne type rettighedsaktivister ser sig selv som en parallel til de grupper, der har kæmpet for etniske mindretals rettigheder og imod racisme. En organisation kalder sig endda National Association for Advancement of Fat Acceptance (NAAFA) som en direkte hilsen til den hæderkronede National Association for the Advancement of Colored People (NAACP). Inden for de seneste år er man begyndt at kæmpe imod det, man kalder for “tynde privilegier” (Thin Privilege). En blog på Tumblr er viet netop til kampen mod “tynde privilegier”.

Nogle eksempler viser at der bestemt er en form for diskrimination og hån derude:

Thin privilege is not having people telling you you are lucky to have a boyfriend.

Andre har jeg meget svært ved at forstå, nemlig undren over at man skal betale ekstra, hvis man ikke kan være i et normalt flysæde:

Thin privilege is being too big for the airplane seat but not being asked to pay an upgrade fee because you’re too big in the acceptable way.

Jeg er ikke selv overvægtig nu, men der har været perioder i mit liv hvor jeg har været det (selv om jeg aldrig har været i nærheden af at være svært overvægtig og bestemt aldrig har haft problemer med flysæder!). Skønt det er meget længe siden nu, kan jeg sagtens huske de hårde bemærkninger. Og jeg er stadig en af dem, der altid er nødt til at passe på, hvad jeg spiser, også selv om jeg spiser nogenlunde sundt. Det er træls når andre siger at man bør tabe sig eller “er for tyk”.

Den store forskel, der gør hele rettighedsdiskussionen mindre klar for mig er netop at svær overvægt er anderledes af natur end etnicitet eller seksuel orientering. Al moderne forskning bekræfter LGBT’ers erfaring om at seksuel orientering/kønsidentitet efter alt at dømme er medfødt, og det udseende, der følger med en bestemt etnicitet, er jo i høj grad genetisk bestemt. Seksuel identitet og etnicitet er noget, man er.

I tilfældet af svært overvægtige befinder vi os et sted en hel del længere indepå skalaen mellem at blive diskrimineret for det man er og at blive diskrimineret for det man gør. På den ene side er det helt igennem forkasteligt at diskriminere eller håne mennesker, fordi de er svært overvægtige. Hvis nogen tror at dette skulle være den overvægtige til hjælp, tager de grusomt fejl.

På den anden side skyldes svær overvægt noget man gør, nemlig at man spiser mere end organismen behøver. Der kan også være en genetisk komponent i overvægt, men de nuværende svært overvægtiges forfædre var ikke alle svært overvægtige. Der er mange årsager til at det er gået så galt i USA. “Fat acceptance”-bevægelsen er for mig at se et symptom på hvad der er et livsstilsproblem snarere end en borgerrettighedsbevægelse; aktivisterne i USA ser ikke ud til at forholde sig til hvorfor fænomenet er så udbredt netop i deres land.