Inflation i karaktererne?

karakterskala

I dag holdt jeg min sidste eksamen; de to studerende, jeg havde til eksamen, fik begge 12. Det var endda en gruppebaseret projekteksamen – min første i 7 år som vejleder og eksaminator. Det var i det hele taget en god oplevelse.

Det mest komplicerede ved eksamen er tit at forbinde den begrundede bedømmelse med karakteren. Vi ender med at tænke i tallene på skalaen. Det er ofte sådan, at når man er i tvivl, dukker begrundelserne op først. Ellers er det meget tit tallet, der kommer først. Det er mærkeligt, at det er så nemt at tænke i disse egentlig ret simple kategoriseringer.

For tiden er der en diskussion på Ekstra Bladers debatforum Nationen om det “forsvundne 13-tal” og der spørges om det er for let at få 12. Ikke overraskende er der en del af dem, der skriver, som mener det. Argumenterne er vanligt for Nationen ikke overvældende af natur. Et typisk argument kommer her:

Inflationen i karaktergivningen har stået på i en lang årrække.

En ‘middle’ karakter er lige netop ikke længer en middle karakter. Det er blivet forskudt til at være (næsten) en dumpe-karakter, så alt, der bare er en lille smule over middle, er et 12-tal.

Det betyder så igen, at karakterkravet til videregående uddannelser også skyder i vejret, da stort set alle ansøgere har en stribe 10 og 12-tal på beviset.

Hvis man har set karaktererne hos de studerende, vi optager på datalogiuddannelserne, vil man vide at dette ikke passer. Det er tydeligt, at nogle blander karaktergivningen sammen med de ændrede læringsmål. Det er tydeligt, at ændringerne i læringsmål bliver blandet sammen med den ændrede karakterskala i nogle menneskers hoveder.

Jeg kan godt være bekymret over ændrede læringsmål, men mine bekymringer ved 12-skalaen er nogle helt andre. Det er tydeligt, at der er tale om en skala der skal være nem at bruge (og så skal den passe med ECTS-skalaen), men denne nemhed kan have sine konsekvenser.

Min ene bekymring ved 12-skalaen er at den glidning mellem middelkaraktererne 7, 8 og 9, som man gerne ville til livs, nu snarere bliver erstattet af spring. I stedet for at diskutere om en præstation skal have 7 eller 8 diskuterer man nu ofte om den skal have 4 eller 7. Min anden bekymring er dog mere væsentlig, nemlig at karaktererne i skalaen er defineret ud fra hvad der mangler for at opfylde læringsmålene. Det er nemt at konstatere mangler, men man ender derfor også tit med begrunde karakteren i netop disse mangler i stedet for i det gode i eksamenspræstationen, og da får den studerende primært negativ feedback. Så hvis der er noget, jeg savner ved 13-tallet, er det i virkeligheden den positive feedback der lå i denne karakter.

Trapez i Nordkorea

Dette kom bag på mig. Filmen Comrade Kim Goes Flying er simpelthen en film fra Nordkorea med belgisk og britisk ko-produktion, og den bliver nu vist på flere internationale filmfestivaler. Den har endda nået biograferne i Sydkorea. På en måde er det vel et godt tegn, at der kommer en film af denne slags – en ukompliceret romantisk komedie om en ung kvindes drømme om at blive cirkusartist. Nede under al undertrykkelsen og hungersnøden og diktaturet og ensretningen er der vel også i Nordkorea fremtidsdrømme, forelskelse, forvirring og farver. Måske kan selve dette at få sat ansigt på nordkoreanerne hjælpe os med at forstå dem. Inde bag de store robotagtige parader og inde i de grå betonhuse er der mennesker med hver deres skæbne.

Men gad vide om denne film var blevet så omtalt, hvis den havde været fra Sydkorea (eller for den sags skyld et andet østasiatisk land)?